Majestæt dronning Rania al Abdullah, stiller sig kritisk overfor for de Vestlige landes ledere og Vestlige mediers dækning af krigen, mellem Israel og Palæstina.

Ved et interview med CNN’s journalist Christiana Amanpour, indleder Majestæt dronning Rania med, at udtale nedenstående oplysninger og refleksioner …

Hør her, Christiane, jeg kan slet ikke beskrive dybden af den sorg, den smerte og det chok, vi føler her i Jordan.

Vi er alle forenet i denne sorg, uanset hvor vi kommer fra. Vi kan bare ikke tro på de billeder, vi ser hver eneste dag fra Gaza. Vi går i seng og ser de billeder og vågner op til dem. Som mor har vi set palæstinensiske mødre, der har været nødt til at skrive deres børns navne på deres hænder, fordi risikoen for, at de bliver bombet ihjel, og at deres kroppe bliver til lig, er så stor.

Jeg vil bare minde verden om, at palæstinensiske mødre elsker deres børn lige så højt som alle andre mødre i verden. Og at de skal gå igennem det her, det er bare utroligt.

Og jeg tror også, at folk i hele Mellemøsten, også i Jordan, er chokerede og skuffede over verdens reaktion på denne katastrofe, der er ved at udspille sig. I de sidste par uger har vi set en åbenlys dobbeltmoral i verden.

Da den 7. oktober fandt sted, støttede verden straks og utvetydigt Israel og dets ret til at forsvare sig og fordømte de angreb, der fandt sted. Men det, vi har set de sidste par uger, er tavshed i verden. Lande har nøjedes med at udtrykke “bekymring” eller anerkende tabene, men altid med en forudgående støtteerklæring til Israel. Får vi at vide, at det er forkert at dræbe en familie – en hel familie – med en pistol, men at det er okay at bombe dem til døde? Jeg mener, der er en åbenlys dobbeltmoral her, og det er bare chokerende for den arabiske verden.

Det er første gang i moderne historie, at der er en sådan menneskelig lidelse, og verden opfordrer ikke engang til våbenhvile. Så tavsheden er øredøvende, og for mange i vores region gør det den vestlige verden medskyldig gennem deres støtte og gennem det dække, de giver Israel, at det bare forsøger at forsvare sig selv. Mange i den arabiske verden ser på den vestlige verden som en, der ikke bare tolererer dette, men som en, der hjælper og tilskynder til det. Og det er bare forfærdeligt, og det er dybt, dybt skuffende for os alle.

─────

… Inden vi går videre, så skal du som læser – naturligvis have mulighed for – at se hele interviewet med Majestæt Dronning Rania al Abdullah, – uden at der er redigeret og dermed udeladt, nogle af hendes oplysninger og refleksioner:

─────

Er de Vestlige landes ledere og medier, dobbeltmoralske, i deres dækning af krigen mellem Israel og Palæstina / Hamas?

… det var det indledende spørgsmål, som vi stillede i denne artikel, og det vil være det overordnede arbejdsspørgsmål – vi forsøger at indkredse svaret på – og belyse, med de efterfølgende oplysninger og refleksioner.

… som læser, skal du ikke forvente et entydigt svar, på vores arbejdsspørgsmål. Derimod kan du forvente, efter læsning af artiklen samt teorierne og begreberne du introduceres for, – så vil du ved gennemsyn af de indsatte dokumentarfilm og videointerviews, – … , der vil du egenhændigt og i stigende grad, indkredse dit eget svar på vores arbejdsspørgsmål.

… på mange måder, er denne artikel opbygget som en forelæsning, hvor flere begreber introduceres, mens nye oplysninger om konflikten mellem Israel og Palæstina tilføjes, sideløbende med opsamlinger også foretages.

Så, rigtig god læselyst. Og det tager lidt tid at komme hele artiklen / forelæsningen igennem, men efterfølgende, så er du som læser – ikke så let at påvirke med ensidig information. Så, selvom artiklen tager lidt tid at læse, så foretager du en god investering.

─────

HAMAS udviklingshistorie

… kort fortalt:

Hamas blev grundlagt i december 1987, af palæstinensiske medlemmer af Det Muslimske Broderskab, samtidig med starten på den første palæstinensiske intifada eller opstand mod den israelske besættelse. De centrale grundlæggere var Ahmed Yassin og Abdel Aziz al-Rantissi.

Den nye organisation opnåede hurtigt stor tilslutning, samtidig med at den kom i konflikt med PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation), der i 1988 havde anerkendt Israels ret til at eksistere.

… Hamas handlede uafhængigt af andre palæstinensiske organisationer, hvilket skabte konflikter mellem gruppen og dens sekulære nationalistiske modparter blandt palæstinenserne.

I 1989 blev organisationen forbudt af Israel – hvilket styrkede dens position i den palæstinensiske befolkning – og i 1991 etablerede Hamas sin militære gren, Izz al Din al-Qassam-brigaderne.

Parallelt med den militære opbygning, etablerede HAMAS et omfattende netværk med sociale tilbud, som også bidrog til deres popularitet.

Tilslutningen til Hamas steg igennem 1990’erne og videre ind i 2000-tallet.

Partiet deltog ikke i det palæstinensiske præsidentvalg i 2005, men vandt parlamentsvalget til det Palæstinensiske Lovgivende Råd i 2006, med 74 ud af de 132 mandater.

Partiet dannede derpå regering med Ismail Haniyeh som ministerpræsident.

Tiltagende interne spændinger mellem de palæstinensiske grupper, førte i 2007 til militære kampe mellem Hamas’ og det konkurrerende Fathas sikkerhedsstyrker.

… Her fordrev Hamas – Fatah fra Gazastriben, – og overtog den fulde kontrol med området, mens præsident Mahmoud Abbas samtidig afskedigede Haniyeh og opløste den palæstinensiske samlingsregering. Herefter har Hamas alene haft kontrollen med Gaza.

HAMAS historiske militære aktiviteter

… kort fortalt:

Hamas’ militære virksomhed blev påbegyndt i 1992, hvor organisationens militære gren, Izz al-Din al-Qassam-styrken, iværksatte angreb mod Israel.

Angrebene er fortsat med mellemrum, afbrudt af forskellige våbenhviler og anden stilstand.

Efter at den jødiske ekstremist Baruch Goldstein, udførte en massakre og dræbte 39 bedende muslimer i en moske i Hebron i 1994, påbegyndte Hamas selvmordsaktioner i Israel. Blandt de første aktioner, var et selvmordsangreb mod en bus i Afula, der dræbte otte israelere.

Et af de mest kendte angreb, var på et hotel i Netanya, i marts 2002, hvor 30 personer blev dræbt og over 100 såret.

Israel besvarede angrebene – ved dels at isolere Gaza med en blokade, dels ved at dræbe nogle af Hamas’ ledere, arrestere aktivister og foretage flere direkte militære operationer.

Hamas’ første leder, Ahmad Yassin, blev dræbt ved et israelsk attentat i 2004, og hans efterfølger Abdel Aziz al-Rantissi, blev dræbt senere samme år. Også den senere og nuværende leder Khaled Mishaal, blev forsøgt dræbt af israelske agenter, ved et attentatforsøg i Amman i 1997.

I 2000-tallet har Hamas’ militære aktivitet, først og fremmest bestået i raketangreb, fra Gaza imod Israel. Målene har primært været i det sydlige Israel, men også storbyerne Tel Aviv og Jerusalem, er blevet ramt.

Raketbeskydningen mod civile mål i Israel, har ført til flere israelske militære aktioner imod Gaza, hvoraf de største – har været Israel-Gaza-konflikten 2008-2009. Endvidere et israelsk offensiv mod Gaza i 2012, der førte til en syv dage lang krig, hvor 170 palæstinensere og seks israelere mistede livet. Ligeledes Gazakrigen i 2014 med 2145 døde palæstinensere, 66 israelske soldater og seks civile israelere, – … og senest Gaza-krigen i 2021.

─────

Hvad er jødedom?

– kort gennemgået:

Jødedom, kristendom og islam er de tre store monoteistiske religioner, der kun tilbeder én gud. Af dem er jødedommen den ældste. Dens oprindelse er skildret i den jødiske Bibel, Tora, som svarer til Det Gamle Testamente.

For 2500 år siden adskilte jødedommen sig mærkbart fra andre religioner.

Dengang var det normalt at tilbede flere guder, der havde hver deres funktion. Eksempelvis en solgud, en månegud eller en gud for vejret.

… At have mange guder kaldes polyteisme.

Jødedommen proklamerede som noget nyt, at der kun var én Gud. Og Gud var skaber og opretholder af alt liv på jorden. En almægtig, kærlig og retfærdig Gud, som dømte det enkelte menneske – på baggrund af, om det overholdt hans lov.

Jøderne som det udvalgte folk

I jødedommen er det en helt central tanke, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk, fordi Gud indgik en pagt med folket om, at han ville velsigne dem, hvis de fulgte ham.

På nogle måder adskiller, jødedommens historieskrivning sig fra den videnskabelige og faktabaserede historieskrivning, men Mosebøgerne beskriver jødedommens oprindelse og fortæller om, hvordan Abraham, jødernes stamfader, modtog et kald fra Gud – om at drage ud og bosætte sig i Kanaans land. (Se 1.Mos.12,1-3).

Samtidig lovede Gud ifølge Mosebøgerne, at Abrahams slægt skulle blive et stort folk. Et folk, som Gud vil velsigne. Denne pagt indgik Gud med ham – og som tegn på det, befalede Gud, at Abraham og hans kommende slægter skulle omskæres. (Se 1.Mos.17,10-13)

Dette tegn på pagten – følger israelitterne, det jødiske folk, igennem historien. Abrahams søn, Isak, giver det ifølge overleveringen – videre til sin søn Jakob. Han får af Gud navnet Israel og bliver gennem sine 12 sønner, stamfader til israelitternes 12 stammer.

Abraham, Isak og Jakob er israelitternes patriarker, stamfædre. De har stor betydning i jødedommen.

… Når jøder nævner Gud, bliver han ofte betegnet som “Abraham, Isak og Jakobs Gud”.

Stamfædrene betyder så meget for mange jøder, at de mener, at disse tre mænd ikke blev skabt af Gud, sammen med resten af skaberværket. Det har altid været bestemt, at de en dag ville leve på jorden. Det samme gælder, den lov, Gud gav jøderne. Den har ifølge overleveringen også altid eksisteret.

Det forjættede land, Israel

I mange århundreder bor israelitterne, ifølge overleveringen – i Kanaans land, Israel. De bygger et tempel i Jerusalem, hvor de tilbeder Gud, som han har angivet det i den lov, de modtog af ham på Sinai-bjerget.

Når folket følger Guds bud, går det dem godt, men er de ulydige, møder de modgang, – og fjender kommer og angriber landet.

Landet bliver senere delt i to: Et nordrige, Israel, som består af 10 af israelitternes stammer, og et sydrige, Juda, som er de resterende to stammer.

I 722 f.v.t. angriber assyrerne nordriget, Israel, og tager folket med som fanger. Nogle år efter sker det samme for Juda.

I 586 f.v.t. ødelægger babylonierne templet og fører folket i eksil i Babylon. Der er de indtil 539 f.v.t., hvor en del af dem kommer tilbage til Jerusalem og genopbygger templet, jødernes andet tempel.

Den antikke jødedom

Det andet tempels tid, kaldes den antikke jødedoms tid, og er præget af en verden med skiftende imperier.

Først styrede perserne området, derefter grækerne og til sidst romerne.

Jødedommen begyndte at forandre sig i perioden, frem til år 70 e.v.t., hvor romerne ødelagde Jerusalem og dermed templet.

Tre jødiske grupperinger etablerede sig.

Den største gruppe, farisæerne, lagde stor vægt på Toraen, Guds lov, som folket ifølge overleveringen modtog på Sinai-bjerget. Saddukæerne, derimod var tæt knyttet til templet og ypperstepræsten. Den sidste gruppe, essenerne, omfattede kun en lille flok mennesker, som boede isoleret i ørkenen.

Efter templets ødelæggelse i år 70 e.v.t. videreførte farisæerne jødedommen. Saddukæerne havde mistet deres grundlag, templet, og romerne jagede essenerne væk fra deres tilholdssted. Farisæerne var ikke afhængige af, at have et tempel, for at kunne dyrke Gud. Derfor overlevede de.

Tidligere dyrkede jøderne Gud, ved at ofre dyr og afgrøder til ham i templet. Nu blev synagoger og akademier centrum for religionen. Her blev ritualer som bøn og skriftudlægninger det centrale.

Siden templets ødelæggelse, har størstedelen af jøderne levet uden for Israel. De levede i diasporaen, som betyder adspredelsen. Denne situation ændrede sig først i 1948, hvor staten Israel blev oprettet og jøderne fik det land tilbage, som i årtusinder har været centrum for deres historie og religion.

Livet i diasporaen

En del jøder blev tilbage i Babylon, efter eksilet i år 586 – 539 f.v.t. Byen var i flere århundreder, centrum for en stor jødisk befolkning. Her opstod store akademier, som beskæftigede sig med jødedommen, og en af jødernes hellige skrifter, blev nedskrevet: den babyloniske Talmud. Den betegnes ofte som Den mundtlige Tora, fordi den er en udlægning af loven fra Sinai-bjerget. Talmud indeholder dels Mishnah, som er love, der retter sig ind mod alle livets forhold, og dels Gemara, som er kommentarer til Mishnah.

På tilsvarende måde, nedskrev nogle jøder en udlægning af loven, i det nordlige Israel omkring år 375 e.v.t. Den kaldes Den jerusalemitiske Talmud. Siden er der kommet mange supplerende love til, efterhånden som tiderne har forandret sig. Derfor sidder der stadig i dag, – nogle jødiske ledere, rabbinere, og fortolker loven – for at den kan gælde i alle livets forhold.

Tiden i Babylon, i det nuværende Irak, var en storhedstid for jødisk liv og tænkning. Men da området blev muslimsk, blev jødedommen fortrængt. Jøderne blev accepteret – trods deres vantro, men havde en begrænset frihed i samfundet.

Efterhånden opstod jødiske samfund i både Europa og Afrika. Men da jødedommen ikke er en missionerende religion, forblev jøderne en minoritet.

Udbredelsen af jødedommen gav altså ikke anledning til nogle voldsomme samfundsændringer, på samme måde, som udbredelsen af kristendommen og islam.

Jødisk historie rummer utallige eksempler på diskrimination og forfølgelse, – specielt i middelalderens kristne Europa.

Jøderne var ilde set, fordi de havde en anden religion og ofte levede isoleret.

I 1492 fordrev spanierne 200.000 jøder ud af landet. Et andet middel til at komme jødedommen til livs, det var tvangsdåb – med døden som alternativ.

I begyndelsen af 1500-tallet dukkede jødiske ghettoer op, mange steder i Europa.

Jøderne blev tvunget til at leve adskilt, fra det øvrige samfund, og havde kun begrænsede rettigheder. De måtte ikke tage universitetsuddannelser eller arbejde som håndværkere, – så mange jøder fandt fremtidigt levegrundlag og dermed indkomst, via handelsvirksomheder.

De kristnes jødeforfølgelser fortsatte op gennem reformationen.

─────

Opsamling

Palæstina / Hamas og Israel, rummer historisk og geografisk – et kludetæppe af konflikter, hvor Israel umiddelbart ses som værende i centrum, men dermed bestemt ikke sagt, værende hovedansvarlige for konflikterne.

… forstå mere herom, via nedenstående dokumentarfilm om Seksdagens-Krigen

─────

Hamas terrorangreb mod Israel, den 7. oktober 2023, er meget mere end et terrorangreb, det er en reel revitalisering af flere af seksdagskrigens konfliktgrundlag og slutresultat, hvori også indgik omkringliggende lande, – … hvor Israel efterfølgende besatte flere landeområder.

… forklaringen på Israels besættelser, eksempelvis af Golanhøjderne, det er – at de egner sig vældig godt til at beskyde Israel med raketter, der rammer langt inden i landet.

… ligeledes har man fra de omkringliggende lande, på forskellig vis – forsøgt at afskære Israel og dets landbrug for vand.

Flere af Israels besatte områder, har ikke fundet accept i FN sikkerhedsråd, men ikke desto mindre, så alligevel været accepteret af Vestlige lande.

Palæstinenserne, har igennem mange år, været under livs- og trivselskontrol af Israel.

Hamas har regelmæssigt sendt raketter af sted mod Israel, i vrede og frustration, over palæstinensernes leveforhold. Israel iværksætter forventeligt gengældelsesaktioner.

Flere palæstinensere dræbes. Herunder også børn og kvinder. Og det kræver ikke en dybere indsigt til konfliktforståelse, at gennemskue, at et sådant mangeårigt konfliktmønster – oparbejder et dybtfølt had mellem grupper af mennesker, – i hvert af de to lande – Israel / Palæstina.

Storbritannien og USA, har flere gange været anklaget for , – hemmeligt at støtte Israel militært, om ikke helt uden grund, da flere omkringliggende lande, ønsker Israel udslettet, som indledningen til et arabisk forår, – … med genkenkomst af et stærkt og forenet mellemøsten … nogle grupperinger, med ønsket om en socialistisk orientering, og andre, med Islam – som den ideologiske / religiøse orientering.

… er man opmærksom på den mere socialistiske orientering, så har denne udvikling været støttet af det tidligere sovjet. Og, ønsket om en socialistisk udvikling, ikke skulle lykkes, – ja, det kan man næsten gætte sig til, – … det forklarer netop, hvorfor USA og Storbritannien – har været under mistanke for at støtte Israel militært.

Hamas – “Den Muslimske Modstandsbevægelse” – er en militant palæstinensisk-islamistisk og nationalistisk bevægelse.

Organisationen er på én gang et politisk parti, en militær organisation og social organisation. Den deltager i politiske valg, i det palæstinensiske selvstyreområde. Står bag væbnede angreb mod militære- og civile mål i Israel, og har etableret et socialt sikkerhedsnet i Gazastriben.

Hamas anses af bl.a. USA og EU, for en terroristorganisation. Bevægelsens erklærede mål, er at oprette en uafhængig islamisk stat i det historiske Palæstina.

Hvor stærkt er Israels militær i 2023 – Israels forsvarsstyrker (IDF)

Israels top 7 – Nyeste militær teknologier

Hvordan er de militære styrkeforhold mellem de stridende parter?

… Israel er på stort set alle områder, Hamas militært meget overlegen. Så, når Israels premiereminister Benjamin Netanyahu heroisk – beskriver det israelske militærs succes med sine militære operationer i Gaza, – så er det klassisk militærretorik, for at sikre en høj kampmoral hos sine soldater, samt opnå sin befolknings forsatte opbakning – til sit lands militære aktiviteter.

─────

Hvis Libanon involverer sig i krigen, hvordan er styrkeforholdet så mellem Israel og Libanon?

… Libanons militære styrker, set i forhold til Israels, – … det falder bestemt ikke ud til fordel til Libanon. Ej heller, hvis man påtænker muligheden for Irans støtte til Libanon. Mere herom i næste video.

─────

Hvordan kan Iran skade Israel, hvis de griber ind ?

… Ovenstående video, er en systematisk gennemgang af Irans militære materiel, og grundlæggende er det ikke på niveau, med Israel militære materiel, og i særdeleshed ikke, når Israel har USA som sin militære alliancepartner.

Vil krigen mod Gaza bringe Hamas og Fatah sammen?

… med opmærksomhed på allerede gennemgående militære styrkeforhold, mellem Israel og Palæstina, – så har det grundlæggende – ikke den store betydning – for krigens udfald, fordi Israels militær, bistået af USA’s militær, er dem særdeles overlegene.

Hvad der derimod er vigtigt at være opmærksom på, det er at denne militære overlegenhed, og det store dødstal blandt civile i Palæstina, fordi de store dødstal, – vil af de omkringliggende lande, blive set og fortolket – som et folkemord på Palæstinenserne og herunder også muslimer. Og, det kan udløse en storkonflikt og storkrig i mellemøsten. Se mere herom i næsten video.

─────

Hvordan Gaza kan udløse en regional krig?

─────

Opsamling med hensyn til Palæstinas og Hamas

… Forstå Palæstina i 10 spørgsmål, hjulpet af journalist Palki Sharma

─────

Opsamling omkring konflikterne, der omgiver og involverer Israel, set uafhængigt af HAMAS angreb på Israel, den 7. oktober 2023

─────

Hvad er definitionen på en Stat?

… set i en sociologisk faglig kontekst, så defineres en Stat, som værende den organisation i et land, der har monopol på voldsudøvelse.

Så, når Hamas eller Hizbollah udfordrer Israel, af voldelig vej, så udfordrer de Israels monopol på at være Stat … og have Retten og Monopolet på voldsudøvelse.

Hvorfor er det vigtigt, at have Retten og Monopolet på voldsudøvelse, – fordi det i sidste ende, afgører hvem, der bestemmer værdierne og lovene man lever efter i et samfund og land. Såvel i demokratiske som mindre demokratiske samfund, – herunder også totalitært styrede samfund.

Inden vi går videre, så lad os tage en kort gennemgang af begrebet Sharia og den bagvedliggende lovgivning

En kort gennemgang af Sharia

Sharia er et bredt begreb for de overordnede vurderinger og normer, som muslimer kan finde for deres liv, uden at der er tale om egentlige officielle love.

Sharia kan dog også være grundlaget for konkret lovgivning, der så vil være præget af det land og den tid, hvor lovgivningen bliver til.

Sharia-lovgivning er den lovgivning, som nogle lovgivere udleder af fiqh (se definition på Figh, nederst, under NB).

… mens nogle muslimske lande, har en skarp adskillelse mellem religion og politik, er der andre lande, hvor en stor del af det juridiske system, er indrettet efter en traditionel tolkning af sharia.

Fra 1970’erne blev sharia flere steder, et politisk symbol på en mere retfærdig og autentisk lov, og bl.a. Pakistan, Sudan og Iran proklamerede en genindførelse af sharia, ofte som en modreaktion mod Vestlig indflydelse. Desuden bliver sharia-lovgivning brugt i Afghanistan, ligesom den i flere lande er inspirationskilde for lovgivningen generelt, og i særlig grad – har indflydelse på familielovgivningen, dvs. regler vedrørende ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arveregler.

Der er stor forskel på den måde, sharia-lovgivningen er udformet på, i de forskellige lande.

I flere lande, f.eks. i Marokko og Tunesien, er familielovgivningen i de senere år blevet reformeret, så den ifølge lovgiverne stadig er i overensstemmelse med sharia, men samtidig lever op til nogle af de krav, som blandt andet kvindesagsgrupper har krævet. Det er for eksempel tilfældet i Marokko og Tunesien.

Marokko fik i 2004 en ny familielovgivning – baseret på sharia, hvor kvinder har ligestilling med mænd i ægteskabet. Mindstealderen for ægteskab er sat op til 18 år, flerkoneri er blevet besværliggjort, og sexchikane er forbudt. I Tunesien, er flerkoneri blevet forbudt ud fra en nyfortolkning af sharia.

NB. ‘Fiqh’ er islamisk retsvidenskab, hvis mål er at udvikle og opstille regler for ikke alene religiøse pligter, som enhver muslim er forpligtet på, fx de daglige tidebønner, fasten og pilgrimsfærden til Mekka, men også for alle andre områder af tilværelsen. Den, der arbejder med fiqh, betegnes faqih.

… og, en ting mere, der er godt at stifte bekendtskab med, inden vi går videre, nemlig begrebet etnocentrisme.

Definition af etnocentrisk. Etnocentrisme er et begreb, der bruges for at beskrive en tendens til at bruge normer og værdier – fra ens egen kultur, som målestok – for at bedømme og forstå andre kulturer eller samfund. Man sætter sig selv og sin kultur i midten, og bedømmer alle andre kulturer, ud fra graden af afvigelse – fra denne norm

Konflikten mellem Israel og Palæstina samt de omkringliggende lande, er grundlæggende en konflikt mellem flere systemer og livsverdener, netop foranlediget af en udtalt etnocentrisk tilgang til, hvilke normer, værdier og kultur, man skal fortolke konflikten mellem Israel og Palæstina ud fra.

… Inden vi går videre, så vil vi tillade os, at introducere den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, fordi hans “kritisk teori” tilgang,- til at forstå sit omkringliggende verdenssamfund, vældig godt indkredser vores oprindelige arbejdsspørgsmål.

Så i efterfølgende, er en større gennemgang om sociolog Jürgen Habermas og hans videnskabelige arbejde.

… Det er komplekst læsestof, men giver man sig tid til at læse gennemgangen og begreberne, der introduceres, så forstår man konflikten mellem Israel og Palæstina, og sin omverden – på en ny og mere sammenhængende måde.

Om Jürgen Habermas og hans videnskabelige arbejde – i kort gengivelse

Jürgen Habermas er en tysk filosof og sociolog, der fra 1960’erne blev den førende repræsentant for Frankfurterskolen og denne skoles særlige teoretiske tradition, der blev kendt som kritisk teori.

Han har markeret sig som en uhyre aktiv samfundsdebattør. Særligt hans teori om begreberne system, i form af penge og magt, over for livsverden, i form af den meningsfulde verden, mennesket oplever at være en del af, har været banebrydende.

Jürgen Haberma’s biografi

Habermas er født i Düsseldorf, Tyskland i 1929, og voksede op under Hitler-regimet og 2. Verdenskrig, hvilket har sat sine tydelige spor i hans tænkning. I 1954 afsluttede han sine studier i filosofi, psykologi og økonomi, og virkede dernæst et par år som freelancejournalist, før han i 1956 blev assistent for Theodor W. Adorno ved Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main.

I 1964 fik J. Habermas et professorat i filosofi og sociologi ved universitetet sammesteds, og i 1971 blev han direktør for Max-Planck-instituttet, for forskning i “livsbetingelser i den teknisk-videnskabelige verden” i Starnberg. I 1981 fik han igen et professorat, ved universitetet i Frankfurt am Main, nu i filosofi. I 1994 blev han pensioneret.

Som professor emeritus har Habermas fortsat sit akademiske virke, med en række filosofiske og samfundsteoretiske værker, gæsteophold og forelæsninger rundt omkring i verden. Han har gennem hele sit liv, gjort sig aktivt gældende, som offentlig politisk intellektuel – i form af en jævn strøm af analyser, kommentarer, debatindlæg og interviews om begivenheder og udvikling i Tyskland, Europa og verden, herunder i direkte dialog med fremtrædende politikere.

Habermas har i kraft af sit vidtspændende forfatterskab og sin rolle i offentligheden, været en af verdens mest indflydelsesrige intellektuelle i mange årtier.

Habermas og ‘kritisk teori’

Jürgen Habermas har som sit mål haft at fortsætte Frankfurterskolens oprindelige projekt: udarbejdelsen af en “kritisk” samfundsteori. Dette har bragt ham i berøring med mange forskellige emner og videnskabsgrene, især filosofi, sociologi, psykologi og sprogvidenskab. Det gennemgående tema for hans vidtfavnende forfatterskab, er forudsætningerne for et åbent demokratisk samfund, baseret på borgernes aktive deltagelse i offentlig ræsonnerende samtale. Dette tema skal, ikke mindst ses i relation til Tysklands antidemokratiske fortid.

At samfundsteori skal være kritisk, forudsætter et normativt perspektiv på det samfund, den handler om. Det vil sige, at man taler ud fra en værdi om, hvordan “det gode samfund” bør se ud. Et sådant program er kontroversielt, og er blevet opfattet som et brud – med et videnskabsteoretisk grundprincip om værdifrihed.

Habermas’ synspunkt er imidlertid, at samfundsteori ikke kan undgå at udtrykke en normativ kerne. Det skyldes, at den selv er en del af den samtale og refleksion, den handler om. Den normative kerne skal ikke og kan ikke være privat og subjektiv, men åben og til fri debat. Det overordnede sigte for kritisk samfundsteori – skal være, at nedbryde illegitim magt og ulighed, som kan hæmme den frie debat.

Borgerlig offentlighed

Dette ideal beskriver Habermas allerede i sit første og måske mest kendte hovedværk Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962, på dansk Borgerlig offentlighed, offentlighedens strukturændring: Undersøgelser af en kategori i det borgerlige samfund, 2012). Her beskriver Habermas, hvordan en relativt uafhængig offentlighed – i løbet af 1700-tallet spirede frem i Europa. Det skete ud fra oplysningstidens idealer om – fri, ræsonnerende samtale.

Udfoldelsen af de visioner, som dermed kom til syne, er ifølge Habermas siden blevet hæmmet og afsporet. Årsagen er de kommercielt styrede massemedier, sammen med magtfulde politiske og økonomiske særinteresser. Offentligheden er yderligere blevet svækket, gennem øget individualisme, privatisme og forbrugsorientering, med afpolitisering til følge. Habermas taler her om en refeudalisering, der betyder en befæstelse af en hierarkisk magtstruktur.

Erkendelse og interesse

Hans næste større værk er bogen Erkenntnis und Interesse (1968, Erkendelse og interesse). Den behandler mere almene filosofiske spørgsmål, særligt det erkendelsesteoriske grundlag for kritisk teori. Dette grundlag skal findes i forholdet mellem videnskabelig erkendelse og praksis. Habermas kritiserer positivismen for at foregive, at videnskaberne kan være helt værdi- og interessefrie udenforstående tilskuere. Han mener tværtimod, at al videnskab er udtryk for helt grundlæggende “erkendelsesledende interesser”; interesser, som han betragter som almene og knyttet til det at være menneske i et samfund – i det hele taget.

Habermas taler her om tre erkendelsesledende interesser og tre tilsvarende typer af videnskaber, hver med deres særlige former for erkendelse og metoder: en teknisk, en praktisk og en frigørende erkendelsesledende interesse. Hertil svarer i hovedtræk opdelingen mellem teknisk-naturvidenskabelige videnskaber, der er orienteret efter generelle lovmæssigheder og teknisk naturbeherskelse, de humanistiske videnskaber, der søger efter meningsgivende fortolkning, og kritiske samfundsvidenskaber, der søger at afdække og kritisere illegitim magt og ulighed.

Habermas søgte hermed at forstå videnskabernes grundlag, ud fra deres indlejring i menneskers praksis overfor naturen og indbyrdes i det sociale liv.

Med sin kritik af det traditionelle videnskabssyn, og sin nye formulering af et grundlag for kritisk teori, inspirerede Habermas – 1960’ernes studenteroprør. Den militante del af oprøret, tog han dog selv skarpt afstand fra.

Erkendelsesledende interesser og afledt kritik!

Teorien om erkendelsesledende interesser, er dog blevet udsat for en del kritik.

… Opdelingen af videnskaber efter erkendeinteresser, er blevet kritiseret for ikke at være i overensstemmelse med videnskabernes faktiske målsætninger og selvforståelse. Naturvidenskaberne søger fx ikke nødvendigvis naturbeherskelse, her adskiller de sig fra de tekniske videnskaber. Og de søger langt fra altid at opstille almene love.

… Det er ligeledes blevet påpeget, at samfundsvidenskaberne langt fra altid, har et kritisk eller frigørende sigte. Opdelingen skal som nævnt ses, som udtryk for Habermas’ filosofiske forståelse, af videnskabers indlejring i praksis. Den er altså ikke et forsøg på, at beskrive videnskaberne og forskernes interesser empirisk – som de faktisk er.

Habermas har dog selv senere nedtonet brugen af begreberne om forskellige erkendeinteresser.

System og livsverden

Inden for sociologien har Jürgen Habermas bidraget med sine forsøg på at sammenføje hermeneutisk og fænomenologisk sociologi med systemteori og funktionalisme. Her har hans teori om system og livsverden fået størst indflydelse.

*) hermeneutik stammer fra græsk og betyder fortolke eller oversætte og var oprindeligt en teologisk opfindelse.

**) Fænomenet er det, som fremtræder for vores bevidsthed, og fænomenologi er en filosofisk refleksion over, hvorledes verden fremtræder for os som oplevelser i vores bevidsthed. Fænomenologiens ærinde er at “komme til sagen selv”, dvs. at lade fænomenerne tale for sig selv uden at tilføre teori eller hypoteser.

I Legitimationsprobleme der Spätkapitalismus (1973, Legitimationsproblemer i senkapitalismen) analyserer Habermas, hvordan de økonomiske krisetendenser i senkapitalistiske samfund, svækker velfærdsstatens legitimitet. Det sker, siger han, fordi de øgede krav og forventninger om, at det offentlige skal afhjælpe virkningerne af økonomiske kriser, ikke kan indfries.

I hovedværket, Theorie des kommunikativen Handelns (1981, dansk uddrag Teorien om den kommunikatie handlen, u.å.) forsøger Habermas dels at vise, at fornuften har et grundlag i sproglig kommunikation. Det gør han med udgangspunkt i analytisk sprogfilosofi, jvf. talehandlingsteori. Dels søger han at vise, at system og livsverdenen er udviklet historisk. Denne udvikling er sket i takt med fremvæksten af moderne markedsøkonomier, stater og retssystemer og med udspaltningen af selvstændige områder for videnskab, kunst og moral.

Systemet: penge og magt

Systemet, økonomien og de politisk-administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Habermas taler om penge og magt som to anonyme styringsmedier, der er orienteret mod effektivitet og funktionsevne, baseret på instrumentel rationalitet. Her bygger Habermas videre på den funktionalistiske systemteori, som var udviklet af Talcott Parsons.

Livsverdenen: kultur, samfund og personlighed

Livsverdenen er heroverfor den meningsfulde verden, vi oplever at leve i. Det er et begreb, Habermas overtager fra den fænomenologiske tradition, grundlagt af filosoffen Edmund Husserl, og ført ind i sociologien af Alfred Schutz. Livsverdenen rummer kulturen, menneskers indbyrdes sociale relationer og deres personlige identitet. Den dannes og vedligeholdes gennem fri sproglig kommunikation.

Habermas giver dermed begrebet om livsverdenen – en mere sproglig, social og kulturel fortolkning, end det oprindeligt havde, i den fænomenologiske tradition.

Han hævder nu, at systemet under kapitalismens kriseprægede og ekspansive dynamik, truer med at “kolonisere” livsverdenen. Kriser nødvendiggør udvidelse af styringssystemer. Derved bliver den frie kommunikation, underlagt systemkrav, – … og livsverdenen skadet, forarmet og deformeret, eftersom kun den frie, fornuftige kommunikation, kan skabe mening, moral og personlig identitet.

Debatten om postmodernisme

I midten af 1980’erne engagerede Jürgen Habermas sig i debatten om postmodernismen. Det sker i værket Der philosophische Diskurs der Moderne: Zwölf Vorlesungen (1985, ”Den filosofiske diskurs om det moderne. Tolv forelæsninger”). Han kritiserede postmodernismen for bl.a. at være irrationel, relativistisk og politisk konservativ. Specielt kritiserede han Michel Foucault og Niklas Luhmann for ”krypto-normativisme”, dvs. at de under dække af tilsyneladende værdineutrale formuleringer, formidlede normative vurderinger.

Habermas’ diskursetik

Sammen med Karl-Otto Apel udviklede Habermas i starten af 1980’erne den såkaldte diskursetik (“Diskursethik – Notizen zu einem Begründungsprogramm”, 1983, på dansk: ”Diskursetik. Notitser til et begrundelsesprogram”, 1996).

Diskursetikken er en teori om, hvordan almene handlingsnormer kan begrundes i et samfund, hvor der ikke er enighed om retfærdighed, værdier eller hvad – der skal forstås ved et godt liv. For at handlingsnormer – kan anerkendes som gensidigt forpligtende, kræver det, at alle berørte personer, som deltager i en rationel samtale, tilslutter sig dem.

Den ideelle samtalesituation – herredømmefri dialog

Habermas stiller strenge krav til, hvordan en samtale må gennemføres, hvis den på denne måde skal kunne fastlægge forpligtende normer. Han taler om den ideelle samtalesituation og herredømmefri dialog. Den ideelle samtalesituation – er en situation, hvor alle har lige muligheder for at deltage – på lige vilkår, – alle skal være oprigtige, – og alle skal lytte og tage imod bedre argumenter. En konsensus, som er opnået frivilligt under de betingelser, er forpligtende. Habermas taler om ”det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang”.

Han forstår dog en sådan samtalesituation – som et ideal, som ikke er realiseret. Man kan kun stræbe efter – at nærme sig den ideelle samtalesituation, ikke at nå den.

Habermas og Kant

Diskursetikken er et af de mest markante nyere forsøg, på – at udforme en etik i traditionen fra Immanuel Kant. Det vil sige en etik, som bygger på fornuftsprincipper, gensidig respekt og individernes selvbestemmelse. Modsat Kant forstår Habermas imidlertid fornuften som dialogisk. Han ser dialog – som nødvendig – for at håndtere de forskellige værdiopfattelser, der må forventes at gøre sig gældende, i moderne pluralistiske og multikulturelle samfund.

Habermas’ demokratiteori

Den næste grundpille i Habermas’ samfundsteori – er hans demokratiteori, som han udfolder i bogen Faktizität und Geltung (1992; Fakticitet og gyldighed). Her behandler han forholdet mellem demokrati, grundrettigheder, retsstat og civilsamfund.

Selve titlen, ”Fakticitet og gyldighed”, udtrykker en dobbelthed, der kendetegner retten i demokratiske retsstater: den skal på den ene side fremstå, som faktisk gældende; den skal kunne håndhæves effektivt. Og på den anden side, må den være subjektiv gyldig – i betydningen legitim, retfærdig i borgernes subjektive vurdering. Den skal udtrykke borgernes vilje.

Deliberativt demokrati

Habermas bruger betegnelsen deliberativt demokrati. Deliberation kan her bedst forklares som ”offentlig udveksling af argumenter og overvejelser.” Det forudsætter, at love og administrative regler:

1. Skabes ud fra en – så vidt mulig åben debat – med borgernes aktive inddragelse.
2. Udøves og håndhæves – under størst mulig offentlig indsigt og deltagelse.

Begge dele forudsætter et levende civilsamfund, med stor lighed, ligeværd og gensidig anerkendelse. Demokrati skal bygge på rammer, der fremmer disse værdier, så alle borgere kan deltage og føre kontrol med magten.

Habermas forudsætter fortsat et parlamentarisk system med magtens tredeling og lige valgret.

Tro og viden

Habermas har siden 1980’erne også interesseret sig for religionens rolle i moderne samfund, herunder også det filosofiske spørgsmål … om forholdet mellem tro og viden. Det har betydning for hans erkendelsesteori, hans teorier om det moderne og for, hvad der skal tælle – som gode argumenter i samtale både politisk og moralsk.

Sekularisering og postsekularisme

Siden 1800-tallet har en tese om sekularisering været udbredt: Man har ment, religionen ville få svindende betydning både samfundsmæssigt og individuelt. Denne tese har blandt andet været begrundet med forventning om, at selvstændiggjorte moderne videnskaber ville fortrænge tidligere religiøse verdensbilleders dominans. Adskillelse mellem kirke og stat, ville desuden medføre fortrængning af religion – fra det politiske område.

Dette har hidtil vist sig ikke at ske, hvilket har fået Habermas til at analysere religionens vedvarende betydning nærmere. Senest er det sket i et stort tobindsværk fra 2019, Auch ein Geschichte der Philosophie (på dansk: Også en filosofihistorie) med ”tro og viden” i undertitlerne for de to bind. Habermas har brugt udtrykket postsekularisme.

En ledetråd i disse analyser af religion, tro og viden, er en søgen efter mulige åbninger og påvirkninger mellem tro og viden. Habermas bruger metaforen osmose ,om historiske forhold – historisk, og i moderne samfund – i stedet for at fokusere på modsætninger og forskelle.

Et politisk kontroversielt eksempel, som Habermas behandler, er spørgsmålet om religiøse argumenters plads – i politiske fora. Bør de udelukkes? Det kan udlægges som diskrimination. Omvendt kan personer med en given tro … ikke uden videre forvente tilslutning fra andre, selvom de religiøse argumenter tillades.

Habermas forsøger her at formulere en position, der tillader en vis grad af imødekommenhed over for religion. Det gør han bl.a. fordi han mener, at religion er udtryk for væsentlige menneskelige erfaringer.

─────

Hvorledes religion igangsatte nogle af de blodigste krige i menneskets historie!

─────

Er HAMAS en terrororganisation eller en modstandsbevægelse, der kæmper for Palæstinas og palæstinensernes frihed, – … og udøver Israel stats-terrorisme mod Palæstina og dets folk?

Lad os indledningsvis – forholdsvis kort – søge at definere terrorist, i lande-konteksten … Israel – Palæstina.

Terrorisme er vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk.

… Formålet er ofte at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab. 

Stats–Terrorisme er vold udøvet af stater mod egen befolkning eller andre landes befolkninger.

… Formålet med stats-terrorisme, er at opretholde et magtregime og/eller sende en politisk meddelelse til tredjepart.

Begrebet terrorisme er stærkt omstridt, og der er ikke enighed om en enkelt udtømmende definition.

Som eksempel på problemerne med en entydig definition, kan nævnes den libanesiske bevægelse Hizbollahs aktiviteter – fra begyndelsen af 1990’erne, hvor gruppen havde indstillet angreb på- og gidseltagninger af udlændinge. I stedet optrappede Hizbollah en væbnet kamp, mod de israelske tropper og den israelsk-støttede sydlibanesiske hær … i den israelske besættelseszone i Sydlibanon, og de foretog raketangreb fra Libanon – mod det nordlige Israel.

Kampen betegnes af Hizbollah, samt af landene Syrien og Iran, som en frihedskamp, – … mens Israel og USA betegner den som terrorisme. Det forhold, at Hizbollah opererer i et veldefineret territorium, kunne begrunde benævnelsen guerillakrig – for bevægelsens aktiviteter, mens det faktum, at den angriber civile mål i Israel, kunne begrunde termen terrorisme. Endelig har navnlig de arabiske lande, karakteriseret de israelske gengældelsesangreb mod Hizbollah i Libanon – som stats-terrorisme, fordi de rammer sagesløse og primært har til formål … at sende et politisk signal til tredjeparten Syrien, der menes at have indflydelse på Hizbollah.

At udnævne en angribende part som terrorist, fjerner fokus fra de faktuelle forhold, der forklarer de enkelte parters handlinger og modhandlinger overfor hinanden.

Det er rimeligt at påstå, at de Vestliges mediers dækning af krigen mellem Israel og Palæstina, ikke alene er dobbeltmoralsk, men bestemt også særdeles etnocentriske.

… Hvorledes udbredes og fastholdes værdier og love i et samfund, – … det udøves blandt andet igennem nationale- og internationale medier.

Er Vestens ledere og Vestens medier, er de dobbeltmoralske i deres dækning af krigen mellem Israel og Palæstina / Hamas?

… med opmærksomhed på begrebet terrorisme, så kan det uproblematisk konkluderes, på baggrund af ovenstående oplysninger og refleksioner, samt med særlig opmærksomhed på begrebet og definitionen af terrorisme, – at hvis HAMAS udøver terrorisme, så udøver Israel stats-terrorisme!

At tilføje begrebet terrorist, eller terrorisme til én person eller én gruppe af personer, eller til ét helt land, fjerner fokus fra de faktuelle handlinger og de bagvedliggende årsager til disse handlinger, – nemlig en utilfredshed.

… en utilfreds fra et folk, mod en Stat,

… og en Stats utilfredshed med sit folks optræden.

Terrorisme eller stats-terrorisme, – udspringer af demokratisk underskud, gældende for en gruppe af mennesker, idet de ikke oplever, at de kan bedre deres liv og varetage deres interesser af anden vej, end af voldelig vej.

Så, når Majestæt Dronning Rania al Abdullah, stiller sig kritisk overfor for de Vestlige landes ledere og Vestlige mediers dækning af krigen, mellem Israel og Palæstina, – … så har hun faktisk noget at have det i!

… Vesten og FN plæderer for demokrati, med viser ikke respekt for – eller yder støtte til det palæstinensiske folks mulighed … for at få deres interesser varetaget, af demokratisk vej.

… det foranlediger præcis, hvad der ofte er sket igennem historien, nemlig særdeles blodige krige, som vist og gennemgået i ovenstående video – “How religion started the bloodiets wars in human history”!

Et folks demokratiske underskud, har en høj pris, ofte en al for høj pris, nemlig flere involverede parters liv.

──

Med venlig hilsen

ThePeoplePress.com

… The Truth Matters To Us!

__________

Supplerende oplysninger via links til andre kilder:

1. Link til skriftlige oplysninger om Seksdages-krigen – læs videre via dette link

2. Link til yderligere oplysninger om Hizbollah – læs videre via dette link

Artikler og kilder vi har benyttet:

3. Artiklen “Hvad er jødedom?” af 8. marts 2005, skrevet af journalist Lene Jensen og udgivet i Kristeligt Dagblad.