Ukraine som case: Hvordan iscenesætter stormagter som USA, konflikter – og hvad det betyder for Danmark og Grønland!

By Whitestone-Advocacy.com on 11. January 2026

Fra Jeffrey Sachs’ tale i EU-Parlamentet til et analytisk værktøj for danske borgere.

Ukraine er ikke kun en krig. Det er et eksempel!

Et eksempel på, hvordan moderne stormagtskonflikter ikke primært begynder med invasioner, men med processer: langsigtede strategier, institutionel indflydelse, narrativ dominans, økonomiske bindinger og politisk iscenesættelse.

I 2026 befinder Danmark sig i en ny geopolitisk situation. Grønland er ikke længere et perifert territorium i verdenspolitikken, men et strategisk knudepunkt i Arktis – militært, økonomisk og ressourcemæssigt. USA taler åbent om sikkerhed, adgang og nødvendighed. Internt i Rigsfællesskabet vokser spændingerne. Eksternt intensiveres interessen. Fortællinger, bekymringer og løfter, konkurrerer om offentlighedens opmærksomhed.

For mange danskere fremstår denne udvikling som pludselig. Som noget, der “opstår”.

Men moderne konflikter opstår sjældent. De designes.

Denne artikel bruger Ukraine som case, til at undersøge, hvordan nutidens stormagter arbejder med konflikteskalation, regime-forandring, proxy-dynamikker og strategisk påvirkning – ikke som enkeltstående begivenheder, men som sammenhængende systemer. Formålet er ikke at fordele skyld mellem Ukraine og Rusland, men at give danske borgere et analytisk beredskab: en forståelse af de mekanismer, der i det 21. århundrede former krige, splitter samfund og gradvist forskyder kontrollen over stater.

Hvis vi vil forstå, hvad der nu udspiller sig omkring Grønland, må vi forstå, hvordan Ukraine blev forvandlet fra et geopolitisk grænseland til centrum for en global stedfortræderkrig.

Ukraine er ikke kun en tragedie.
Det er en lærebog i moderne magtudøvelse.

Ukraine konflikten er en moderne lærebog i magtudøvelse

KONFLIKTDESIGN …

HVORDAN MODERNE STORMAGTER OPBYGGER KRIGE UDEN AT ERKLÆRE DEM

Når man taler om krig, tænker mange stadig i klassiske billeder: troppebevægelser, frontlinjer, invasioner og militære sammenstød. Men størstedelen af de konflikter, der har formet verden siden afslutningen på Den Kolde Krig, er ikke begyndt på den måde.

De er begyndt som politiske projekter.

Moderne stormagtskonflikter opstår typisk ikke som pludselige brud på fred, men som langstrakte processer, hvor stater, institutioner, økonomier, eliter og befolkninger gradvist bringes ind i nye afhængigheds- og modsætningsforhold.

Før den første raket affyres, er slagmarken allerede etableret – juridisk, økonomisk, narrativt og institutionelt.

I denne forstand, er krig i det 21. århundrede, sjældent en begivenhed. Den er et system.

Krig i det 21. århundrede, er sjældent en begivenhed, den er et system!

Fra militær dominans til systemisk kontrol

Efter Sovjetunionens opløsning har amerikansk og vestlig magtudøvelse, i stigende grad bevæget sig væk fra direkte militær besættelse og i retning af det, man kunne kalde systemisk kontrol: indflydelse over staters politiske kurs, sikkerhedsarkitektur, økonomiske bindinger og institutionelle orientering.

Denne form for magt udøves gennem en kombination af:

sikkerhedspolitiske alliancer,
økonomiske integrationsstrukturer,
finansielle og handelsmæssige afhængigheder,
politisk og teknokratisk rådgivning,
støtte til bestemte elitesegmenter,
samt massiv narrativ påvirkning – nationalt og internationalt.

I stedet for at “overtage” et land i klassisk forstand, arbejder moderne stormagter på at forme – de rammer, inden for hvilke landets egne beslutninger træffes.

Hvem definerer trusselsbilledet?
Hvem sætter de økonomiske spilleregler?
Hvem uddanner embedsværket?
Hvem finansierer civilsamfundsstrukturerne?
Hvem leverer sikkerhedsgarantierne?
Hvem kontrollerer fortællingen om, hvad der er “reform”, “beskyttelse” og “nødvendighed”?

Når disse spørgsmål over tid besvares eksternt, er statens formelle suverænitet i praksis reduceret.

Regime change som proces – ikke som kup

I offentligheden forbindes “regime change” ofte med dramatiske begivenheder: kup, invasioner eller væltede regeringer. I praksis er moderne regimeskift sjældent ét øjeblik. De er flerårige processer.

Typisk kan de opdeles i faser:

1. Forberedelsesfasen
Opbygning af relationer til politiske, økonomiske og kulturelle eliter. Støtte til udvalgte civilsamfundsaktører. Intensivering af rådgivnings- og samarbejdsprogrammer. Omformulering af nationale problemer som krævende “reformer”.

2. Legitimitetsfasen
Etablering af nye normative rammer: hvad er “korruption”, “demokrati”, “sikkerhed”, “ansvarlig økonomi”, “international integration”. Her formes både befolkningens forventninger og de internationale fortolkningsrammer.

3. Destabiliseringsfasen
Eksisterende magtstrukturer – fremstilles som forhindringer for udvikling, sikkerhed eller international accept. Økonomiske spændinger, sociale konflikter og politiske skillelinjer forstærkes. Presset øges.

4. Brud- eller skiftefasen
Den formelle magtforskydning: valg, masseprotester, nødforanstaltninger, internationale interventioner eller politiske kollaps.

5. Konsolideringsfasen
Den nye kurs fastlåses gennem institutionelle reformer, sikkerhedsaftaler, økonomiske bindinger og internationale forpligtelser, som er vanskelige at rulle tilbage.

I dette perspektiv er det ofte mindre vigtigt, hvem der sidder i regeringen, end hvilke strukturer der bliver irreversible.

Det er mindre vigtigt, hvem der sidder i regeringen, end hvilke strukturer der bliver irreversible!

Proxy-dynamikken: Når lokale konflikter bliver globale våben

Et centralt element i moderne konfliktdesign er proxy-dynamikken: at stormagter forfølger deres strategiske interesser, gennem andre staters territorier, befolkninger og konflikter.

Proxy-krige har tre karakteristiske træk:

For det første – så reduceres lokale aktører gradvist til platforme, for større magtopgør. Deres egne historiske, kulturelle og sociale spændinger underordnes eksterne strategiske mål.

For det andet – så flyttes den egentlige beslutningsmagt væk fra konfliktzonen. Våbenleverancer, økonomisk støtte, politisk legitimitet og forhandlingsrammer kontrolleres udefra.

For det tredje – så skabes en moralsk fortælling, der fremstiller konflikten som entydig og nødvendig. Komplekse magtspil oversættes til enkle narrativer om “frihed”, “forsvar”, “demokrati” eller “sikkerhed”.

Resultatet er, at krigen kan fortsætte, også når dens menneskelige, økonomiske og politiske omkostninger bliver katastrofale for den lokale befolkning. Konflikten har da forladt det lokale plan og er blevet et strategisk redskab.

Konflikten som selvforstærkende system

Når først disse mekanismer er etableret, begynder konflikten at reproducere sig selv.

Økonomier omstilles.
Institutioner tilpasses.
Sikkerhedslogikker fastlåses.
Offentligheder polariseres.
Forhandlingsrum indsnævres.

På dette stadium – er det ofte ikke længere klart, hvem der realistisk kan “stoppe” konflikten. For mange aktører – politiske, industrielle, institutionelle og geopolitiske – er krigen nu blevet en strukturel tilstand snarere end et problem, der skal løses.

Det er i dette lys, Ukraine ikke blot må forstås som en krig mellem to stater, men som et eksempel på, hvordan moderne stormagtskonflikter opbygges, formes og fastholdes – længe før og længe efter, at kampene begynder.

Ukraine konflikten – bør ses som et skoleeksempel på, hvordan moderne stormagtskonflikter opbygges, formes og fastholdes!

───

JEFFREY SACHS I EU-PARLAMENTET

Når en insider bryder med den officielle fortælling

Den 25. februar 2025 indtog en usædvanlig stemme talerstolen i Europa-Parlamentet.

Det var ikke en oppositionspolitiker, en aktivist eller en alternativ kommentator. Det var Jeffrey D. Sachs – amerikansk økonom, professor ved Columbia University, tidligere toprådgiver for FN’s generalsekretærer og en central skikkelse i årtiers internationale udviklings- og reformprogrammer.

Sachs er ikke en marginal figur i det globale system. Tværtimod. Han har i årtier befundet sig midt i de institutioner, der former international politik, økonomiske reformer og globale strategier. Netop derfor vakte hans tale opsigt.

For i stedet for at gentage den dominerende vestlige fortælling om Ukraine-krigen, som et isoleret resultat af russisk aggression, – så beskrev Sachs konflikten som kulminationen på et langt, vestligt – og i særdeleshed amerikansk – strategisk forløb.

Hans budskab var ikke følelsesladet. Det var strukturelt.

Han talte ikke om skyld i moralsk forstand, men om beslutningskæder, magtlogikker og forudsigelige konsekvenser.

Og netop derfor var hans tale foruroligende for mange.

NATO, sikkerhedsarkitektur og forudsigelige brudflader

Sachs indledte med at pege på NATO’s udvidelser – siden 1999, og den sikkerhedspolitiske arkitektur, der gradvist blev skubbet helt op til Ruslands grænser. Ifølge Sachs var dette ikke blot en defensiv proces, men en aktiv omformning af Europas strategiske balance – gennemført på trods af gentagne russiske protester.

Hans pointe var ikke, at Rusland derfor havde “ret”, men at man ikke kan analysere Ukraine-krigen – uden at forstå de strukturelle spændinger, som systematisk blev opbygget gennem årtier.

I hans optik, – var konflikten ikke et pludseligt brud på ordenen, men et sammenbrud af en orden, der længe havde været ustabil.

Ukraine som neutralitetsprojekt – og bruddet med det projekt

Sachs henviste til perioden efter 2010, hvor Ukraine formelt førte en neutralitetslinje, og hvor landets relation til både EU, NATO og Rusland – var præget af forhandling, snarere end militær blokdannelse.

Han beskrev denne periode som et reelt – om end skrøbeligt – forsøg på at fastholde Ukraine, som et geopolitisk grænseland, frem for – som frontlinje.

Ifølge Sachs var det netop dette rum, der gradvist forsvandt. Ikke som følge af én beslutning, men gennem en kæde af politiske, institutionelle og strategiske valg, hvor Ukraine i stigende grad blev indlejret – i vestlige sikkerheds- og magtstrukturer.

Her introducerede han et begreb, som mange europæiske politikere sjældent bruger åbent: regime change.

Europæiske politikere, siger det sjældent åbent, “vi har igangsat regime change operationer”!

Regime change som praksis, ikke som undtagelse

Sachs beskrev USA’s udenrigspolitik – ikke som en serie af isolerede fejltrin, men som et mønster. Et system, hvor politiske forandringer i andre lande aktivt fremmes, formes og understøttes, når de vurderes at tjene amerikanske strategiske interesser.

Han talte om regime change-operationer ikke som hemmelige konspirationer, men som veldokumenterede praksisser, der gennem årtier er blevet anvendt i Latinamerika, Mellemøsten, Østeuropa og Asien – ofte under overskrifter som demokratisering, stabilisering eller reform.

I denne sammenhæng placerede han Maidan-begivenhederne, og de efterfølgende politiske omvæltninger i Ukraine, som led i et større strategisk mønster – snarere end som et isoleret folkeligt opbrud.

Igen var hans pointe ikke, at Ukraine ikke rummer egne interne dynamikker, men at disse dynamikker blev indlejret i og forstærket af, – eksterne magtinteresser.

En proxy-krig i realtid

Sachs’ mest kontroversielle udsagn – var måske hans beskrivelse af Ukraine-krigen, som en stedfortræderkrig.

Ikke i den forenklede forstand, at Ukraine blot er “styret udefra”, men i den strukturelle forstand, at krigens fortsættelse, intensitet og forhandlingsrum – i vidt omfang bestemmes uden for landet.

Våbenleverancer, økonomisk støtte, diplomatiske rammer og internationale legitimitetsstrukturer, kontrolleres i høj grad af eksterne aktører. I denne situation, argumenterede Sachs for, at Ukraine gradvist bliver reduceret fra selvstændig aktør til konfliktplatform.

Det er denne mekanisme, han advarede imod: at lokale samfund betaler prisen for stormagtskonfrontationer, som de reelt ikke kontrollerer.

Lokale samfund betaler prisen, for stormagtskonfrontationer, som de reelt ikke kontrollerer!

Hvorfor Sachs er central i denne artikel

Jeffrey Sachs er ikke vigtig, fordi han “har ret”.

Han er vigtig, fordi han dokumenterer, at den verden, denne artikel beskriver, eksisterer.

Han repræsenterer en institutionel erfaring, der bekræfter, at:

stormagter arbejder langsigtet og systemisk
konflikter formes gennem strukturer før de bryder ud
regime change er en praktiseret strategi
proxy-krige er et centralt redskab
og at små og mellemstore stater, ofte mister reel handlekraft, længe før den militære konfrontation begynder.

Sachs’ tale fungerer derfor ikke som konklusion, men som erkendelsesmæssigt vendepunkt: et øjeblik, hvor det, mange opfatter som utænkeligt, pludselig formuleres åbent – af en stemme indefra det system, der normalt producerer den officielle fortælling.

Det er i dette lys, efterfølgende analysen – af konfliktdesign og Ukraine som case – skal læses.

OVERGANGSAFSNIT – Fra Sachs’ udsagn til et analytisk blik

Jeffrey Sachs’ tale i Europa-Parlamentet er for mange lyttere og læsere foruroligende, netop fordi den udfordrer dybt rodfæstede forestillinger om, hvordan internationale konflikter opstår.

De fleste mennesker er opvokset med et verdensbillede, hvor krige forklares gennem enkeltstående begivenheder: invasioner, ultimative beslutninger, “onde ledere” eller pludselige brud på international orden. I det perspektiv fremstår Ukraine-krigen som noget, der begyndte i 2022.

Sachs’ pointe er, at den begyndte længe før.
Og at den ikke begyndte militært, men strukturelt.

Men at acceptere den tanke kræver mere end nye informationer. Det kræver et andet analytisk sprog.

For hvis man ikke har begreber for, hvordan moderne magt udøves – gennem institutioner, økonomi, sikkerhedsarkitektur, narrativer og elitestrukturer – vil udsagn om “regime change”, “proxy-krig” og “systemisk eskalation” – uvægerligt lyde, som overdrivelser eller ideologi.

Det er her, mange læsere instinktivt stopper.

Ikke fordi oplysningerne nødvendigvis er forkerte, men fordi de ikke passer ind i det verdensbillede, de har lært at orientere sig efter.

Derfor er det nødvendigt at standse op, før Ukraine overhovedet bringes i spil – som konkret case, og først undersøge, hvordan moderne stormagtskonflikter faktisk opbygges.

Ikke som holdninger.
Ikke som anklager.
Men som systemer.

I det følgende afsnit skitseres de grundlæggende mekanismer, der i dag anvendes, når stormagter søger at forme andre staters kurs, indlejre dem i strategiske strukturer og – i sidste instans – gøre dem til platforme for større magtopgør.

Disse mekanismer er ikke ukrainske.
De er globale.

Og først når de er forstået, giver Ukraine-forløbet – og de menneskelige konsekvenser, det har haft – for alvor mening.

UKRAINE SOM CASE – Hvordan en stat gradvist blev forvandlet til frontlinje

Når Ukraine i dag omtales i offentligheden, sker det ofte, som om landets rolle i verdenspolitikken opstod i 2022. Som om krigen begyndte dér.

Men set i lyset af de mekanismer, der netop er beskrevet, fremstår Ukraine ikke som et pludseligt brud, men som et skoleeksempel på, hvordan en stat over tid kan bevæges fra geopolitisk grænseland til strategisk frontlinje.

Ukraine har siden Sovjetunionens opløsning befundet sig i et strukturelt spændingsfelt: historisk, økonomisk og kulturelt tæt knyttet til Rusland, men samtidig centralt placeret i vestlige integrations- og sikkerhedsstrategier. Det gjorde landet til et oplagt objekt for systemisk indflydelse – længe før det blev en militær slagmark.

Fra grænseland til projekt

I 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne var Ukraine hverken entydigt vestligt eller entydigt russisk orienteret. Landets politiske landskab var fragmenteret, dets økonomi skrøbelig, og dets institutioner under opbygning.

Netop disse forhold gjorde Ukraine til et klassisk eksempel på det, stormagtsstrategi kalder et “åbent system”: et land, hvor politisk kurs, elitestrukturer og internationale bindinger, endnu ikke var fastlåst.

I denne periode intensiveredes vestlige samarbejds- og reformprogrammer markant. Økonomiske rådgivningsforløb, civilsamfundsinitiativer, politiske partnerskaber og sikkerhedspolitiske dialoger voksede i omfang. Samtidig blev NATO’s tilstedeværelse i Østeuropa gradvist udvidet, og Ukraine blev i stigende grad omtalt som et potentielt integrationsland.

Disse processer var ikke i sig selv krigsskabende. Men de ændrede strukturelt det strategiske landskab. Ukraine blev gradvist indlejret i vestlige institutionelle og sikkerhedspolitiske horisonter, mens relationen til Rusland i stigende grad blev problematiseret og politiseret.

Dermed blev landet langsomt bevæget fra mæglerposition til konfliktakse.

Maidan og brudfladen

Maidan-protesterne i 2013-2014 fremstilles ofte som et spontant folkeligt opgør mellem demokrati og autoritarisme. Set gennem konfliktdesign-perspektivet, var de imidlertid også et strukturelt brudpunkt: det øjeblik, hvor årtiers politiske spændinger, elitekonflikter, økonomiske afhængigheder og internationale interesser – kolliderede.

Protesterne udsprang af reelle sociale og politiske frustrationer. Men deres eskalation, internationale indlejring og efterfølgende politiske konsekvenser, kan ikke forstås – uden at inddrage den bredere strategiske kontekst.

Efter Maidan ændrede Ukraines kurs sig markant. Nye magtstrukturer konsolideredes. Sikkerheds- og integrationsprocesser blev intensiveret. Relationerne til Rusland forværredes hurtigt og fundamentalt.

Det var på dette tidspunkt, at Ukraine for alvor trådte ud af rollen,- som geopolitisk grænseland, og ind i rollen som geopolitisk projekt.

Donbas: den frosne konflikt, der aldrig frøs

Allerede i 2014 blev konflikten konkret og voldelig i det østlige Ukraine. Donbas udviklede sig til en lavintensiv, men vedvarende krigszone. En konflikt, der i vestlig offentlighed ofte blev reduceret til baggrundsstøj, men som i realiteten fungerede som en permanent destabiliseringsmekanisme.

Minsk-aftalerne skabte et formelt forhandlingsspor, men de skabte ikke et reelt politisk forsoningsrum. Konflikten blev ikke løst. Den blev administreret.

Set i lyset af proxy-dynamikkerne var Donbas ikke blot en regional strid. Den var en strukturel låsning: et vedvarende konfliktfelt, der bandt Ukraine til et sikkerhedspolitisk undtagelsestilstand, hvor militær opbygning, ekstern støtte og international positionering gradvist blev normaliseret.

Samtidig voksede våbenleverancer, militær træning, sikkerhedssamarbejder og politisk koordinering. Ukraine blev i stigende grad integreret i vestlige sikkerhedslogikker – uden formelt medlemskab, men med stigende funktionel afhængighed.

Forhandlingsrummet indsnævredes. Konflikten blev et system.

Fra ustabil stat til strategisk platform

I årene op mod 2022 var Ukraine ikke blot et land i konflikt. Det var blevet et centralt element i en bredere geopolitisk konfrontation.

Dets territorium, militær, økonomi og politiske kurs blev i stigende grad vævet ind i vestlige strategiske dispositioner. Samtidig blev russiske sikkerhedsbekymringer – systematisk afvist som illegitime.

I dette spændingsfelt forsvandt gradvist de politiske mellemrum, hvor kompromiser kunne opstå. Ukraine var ikke længere blot et samfund med interne konflikter. Det var blevet en strategisk platform.

I denne fase havde konflikten allerede forladt det nationale plan. Dens udvikling, var nu uløseligt forbundet med stormagtsrelationer, sikkerhedsarkitekturer og internationale prestige- og magtbalancer.

Når krigen i 2022 eskalerede til åben invasion, var det derfor ikke begyndelsen på konflikten, men dens militarisering.

Frontlinjen blev synlig.
Men systemet havde været i funktion længe.

Når lokale samfund bliver globale slagmarker

Det afgørende ved Ukraine-forløbet, er ikke, at landet blev centrum for en krig.

Det er, at landet gradvist mistede muligheden for selv at definere, hvad konflikten handlede om.

Som proxy-krige udvikler sig, reduceres lokale samfunds egne politiske dilemmaer til underordnede variable i større strategiske ligninger. Konflikten bliver ikke længere et spørgsmål om nationale kompromiser, men om internationale signaler, alliancer, røde linjer og magtbalance.

Det er i denne fase, at civile samfund bliver fanget i krige, de hverken har designet eller kan afslutte.

Og det er her, at krigens menneskelige konsekvenser – tab, fordrivelser, ødelæggelser og traumer – begynder at udfolde sig, – uafhængigt af enhver realistisk politisk gevinst – for den befolkning, der bærer dem.

Det er dette erkendelseslag, der er nødvendigt, før man overhovedet kan nærme sig de billeder og vidnesbyrd, der senere i denne artikel, vil blive præsenteret fra Donbas.

For uden dette perspektiv, vil lidelserne uundgåeligt blive læst som isolerede hændelser.
Med det bliver de forståelige som konsekvenser af et system.

DONBAS – NÅR SYSTEMER MATERIALISERER SIG I MENNESKER

Dokumentaren som erkendelseslag, ikke som dom

Indtil nu har denne artikel primært bevæget sig på et strukturelt og analytisk niveau: sikkerhedsarkitektur, stormagtsstrategi, regime-processer og proxy-dynamikker.

Men konflikter eksisterer ikke på papir.
De eksisterer i kroppe, familier, byer og livsbaner.

Donbas-regionen i det østlige Ukraine har siden 2014 været en af de mest vedvarende, men også mest underbelyste konfliktzoner i Europa. Mens den internationale opmærksomhed i lange perioder, har været rettet mod diplomati, sanktioner og militære dispositioner, har millioner af civile levet i en permanent undtagelsestilstand.

Det er dette lag – det menneskelige, hverdagslige og langsomt nedbrydende – som den franske journalist Anne-Laure Bonnels dokumentar Donbass forsøger at indfange.

Ikke som geopolitisk analyse.
Men som menneskelig virkelighed.

───

Dokumentaren som vidnesbyrd

Ovenstående dokumentarfilm – Donbass – af den franske journalist Anne-Laure Bonnel, følger civile i de pro-russiske østlige områder af Ukraine, der siden 2014 – har været præget af kamphandlinger, beskydninger og sammenbrudte infrastrukturer.

Den ukrainske regering, har siden 2014 bombet ukrainere, der beboer den pro-russiske region Donbass.

Tusinder af civile er blevet dræbt.

Selvom vi føler med det ukrainske folk – i den svære situation, som de har befundet sig i efter 2022 og krigens udbrud, så er det vigtigt også at belyse, hvad der allerede skete for den pro-russiske befolkning i Donbass – før 2022. Altså inden Rusland begyndte at spille en aktiv rolle i konflikten.

Dokumentarfilmen dvæler ikke ved strategiske kort, men ved mennesker: forældre, børn, ældre, sårede, fordrevne.

Seeren møder blandt andet:

familier, der lever i kældre
børn, der er vokset op med bombardementer som baggrundsstøj
hospitaler, der arbejder under konstante mangeltilstande
mennesker, der forsøger at forklare et liv, hvor “fred” er blevet et fremmed begreb.

Filmens styrke ligger netop i, at den ikke forsøger at forklare konflikten. Den viser, hvad krigen gør ved mennesker.

Den insisterer på at fastholde blikket dér, hvor politiske analyser ofte slipper: ved de mennesker, der bærer konsekvenserne af beslutninger, de ikke har været med til at træffe.

Et overset konfliktlag

I store dele af den vestlige offentlighed, har Donbas i årevis været reduceret til et forstadium, et bilag eller en fodnote. Noget, der “lå og ulmede”, indtil krigen “begyndte” i 2022.

For de mennesker, der lever i regionen, begyndte krigen ikke i 2022.

Den begyndte i 2014.

Det betyder, at en hel generation af børn, er vokset op i et konfliktmiljø. At tusindvis af familier, har levet under kontinuerlig usikkerhed. At sociale strukturer, økonomiske muligheder og mentale landskaber, er blevet formet af vedvarende voldsnærhed.

Set i lyset af analysen af proxy-konflikter og systemisk eskalation, bliver Donbas et nøgleeksempel: et lokalt samfund, der i årevis har fungeret som friktionszone, i en større strategisk konfrontation.

Ikke som centrum.
Men, som konsekvensrum.

Dokumentarens placering og omstridthed

Det er væsentligt at understrege, at dokumentarfilmen – Donbass – ikke er blevet modtaget entydigt positivt eller negativt.

Filmen er blevet rost af nogle, for at give stemme til en befolkning, der sjældent høres i vestlige medier. Samtidig er den blevet kritiseret for valg af perspektiver, for kontekstualisering og for risikoen for at blive brugt i informationskrigslogikker.

Begge forhold kan være sande på samme tid.

Netop derfor er dokumentaren relevant i denne artikelmæssige sammenhæng.

Ikke som autoritet.
Men som materiale.

I konflikter, hvor informationskrig er et aktivt våben, vil alle billeder, fortællinger og vidnesbyrd potentielt kunne indgå i strategiske kampe. Det betyder ikke, at de dermed er uden menneskelig sandhed. Det betyder, at de må ses med bevidsthed om, både deres indhold og deres kontekst.

Denne artikel, hverken kan eller skal afgøre filmens samlede repræsentativitet. Dens betydning ligger et andet sted:

… Den viser, hvad der sker med civile samfund, når konflikter låses i systemiske spændingsfelter.

Når krig bliver normalitet

Det måske mest urovækkende i Bonnels optagelser, er ikke de enkelte ødelæggelser, men den tilstand, de tilsammen tegner.

Krig som normalitet.
Kældre som børneværelser.
Skoler som mål.
Hospitaler som midlertidige zoner.

Mennesker, der ikke længere spørger, hvem der har skylden, men hvorfor verden ikke ser dem.

Dette er ikke det spektakulære krigsbillede.
Det er det slidte.

Og netop derfor … er det centralt, for forståelsen af moderne konflikter.

For når krige designes systemisk, bliver de sjældent korte. De bliver miljøer. Langvarige belastningstilstande, hvor civile liv gradvist formes af usikkerhed, afhængighed og traume.

Donbas bliver i den forstand – ikke blot et geografisk område, men et eksempel på, hvad proxy-konflikter gør ved samfund, der bliver fanget mellem større magters strategier.

Hvorfor dette afsnit er nødvendigt

Uden dette erkendelseslag risikerer analysen at forblive abstrakt. At blive et spørgsmål om strategier, alliancer og magtbalancer.

Med det bliver det tydeligt, hvad der i sidste instans er på spil.

Ikke territorier.
Ikke doktriner.
Ikke geopolitiske signaler.

Men livsbaner.

Det er også derfor, dette afsnit ikke skal læses som en politisk påstand, men som et menneskeligt korrektiv.

For når man først har forstået, hvordan konflikter designes, og derefter ser, hvordan de leves, bliver det vanskeligt at opretholde forestillingen om krig, som et legitimt styringsredskab.

Det er i dette spændingsfelt – mellem system og menneske – at både Ukraine-forløbet og de aktuelle geopolitiske bevægelser omkring Arktis og Grønland må forstås. Fordi Ukraine / Rusland konflikten, og den systemiske historiske udvikling, svarer til hvad Danamrk, nu udsættes for af USA i Grønland.

Ukraine konfliktens udvikling, svarer til hvad Grønland nu gennemlever!

Overførslen til Danmark og Grønland

Når man først har fulgt Ukraine-forløbet gennem de mekanismer, der er beskrevet i denne artikel – fra strukturel indlejring og proxy-dynamikker til systemisk eskalation og menneskelige konsekvenser – opstår et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål:

Hvor ellers ser vi de samme bevægelser?

Det er her, artiklen vender blikket hjem.

For Danmark befinder sig i disse år – i en situation, der på overfladen er fundamentalt anderledes end Ukraines. Danmark er medlem af EU og NATO. Grønland er ikke en konfliktzone. Der foregår ingen kamphandlinger. Ingen frontlinjer.

Men stormagtsstrategi begynder ikke med krig.
Den begynder med interesse.

Og i dag er Arktis – et af verdens mest strategisk interessante områder.

Fra periferi til knudepunkt

I årtier blev Grønland i international politik behandlet som periferi. I dag behandles Arktis som nøgleområde for:

militær positionering
overvågning og missilforsvar
nye sejlruter
sjældne råstoffer
energi- og minedrift
satellit- og kommunikationsinfrastruktur

Denne forskydning har ikke ændret Grønlands geografi.
Den har ændret stormagternes blik.

Når et område først bliver defineret som strategisk nødvendigt, ændrer hele det politiske økosystem sig omkring det.

Institutioner, investeringer, samarbejdsprogrammer, sikkerhedsdiskurser og narrativer begynder at orientere sig mod det samme centrum: adgang, stabilitet, pålidelighed, kontrol.

Det er præcis den fase, Arktis nu befinder sig i.

Sikkerhedssprog som indgang

Ligesom i Ukraine-forløbet, er sikkerhed blevet det dominerende fortolkningsfilter.

Det er gennem sikkerhed, at nye militære installationer legitimeres.
Det er gennem sikkerhed, at økonomiske projekter rammesættes.
Det er gennem sikkerhed, at internationale aftaler formuleres.
Det er gennem sikkerhed, at tilstedeværelse gøres nødvendig.

Sikkerhedssproget fungerer strategisk, fordi det:

neutraliserer politisk modstand,
overskriver lokale dagsordener,
og omdanner strukturelle interesser til eksistentielle nødvendigheder.

Når noget først defineres som “sikkerhedspolitisk uundgåeligt”, forlader det almindelig demokratisk prioritering.

Det bliver systemkrav.

Når noget først defineres som “sikkerhedspolitisk uundgåeligt”, forlader det almindelig demokratisk påvirkning og lovgivning!

Grønland som strategisk rum

Grønland befinder sig i dag i et krydsfelt mellem:

stormagtsinteresser,
egne udviklingsønsker,
økonomiske sårbarheder,
historiske relationer til Danmark,
og globale sikkerhedslogikker.

Det gør Grønland strukturelt sårbart – ikke militært, men politisk og institutionelt.

Ikke fordi Grønland mangler handlekraft, men fordi små samfund i strategiske rum, altid møder et asymmetrisk pres: økonomisk, teknologisk, diplomatisk og narrativt.

Det er i dette spændingsfelt, at konflikter ikke opstår som krige, men som:

splittelser
interessemodsætninger
afhængighedsrelationer
elitekonkurrencer
og gradvise forskydninger i beslutningsrum.

Splittelse som strategisk råstof

En af de mest oversete mekanismer – i moderne magtudøvelse – er brugen af splittelse.

Ikke nødvendigvis skabt udefra, men udnyttet.

Forskelle i interesser, identitet, historie og økonomi, er ikke problemer i sig selv. Men i strategiske rum bliver de potentielle brudflader.

I Rigsfællesskabet eksisterer allerede reelle og komplekse spændinger:
mellem selvbestemmelse og afhængighed,
mellem udvikling og beskyttelse,
mellem historie og fremtid,
mellem økonomi og identitet.

I et stormagtsperspektiv er sådanne spændinger ikke politiske udfordringer.
De er strategiske muligheder.

For når interne konflikter først begynder at definere et politisk rum, reduceres den samlede handlekraft. Eksterne aktører behøver ikke at dominere. De skal blot positionere sig i de eksisterende sprækker.

Det er sådan systemisk indflydelse begynder.

Den afgørende forskel – og den afgørende lighed

Danmark og Grønland er ikke Ukraine.

Men den mekaniske lighed ligger ikke i begivenhederne.
Den ligger i processerne.

I begge tilfælde ser man:

voksende stormagtsinteresse,
sikkerhedsliggørelse af politik,
institutionel indlejring,
økonomiske incitamenter,
narrativ kamp,
og et stigende pres på lokale beslutningsrum.

Forskellen er, at Danmark og Grønland befinder sig i begyndelsen af et strategisk skifte, ikke i dets kulmination.

Det er her, erkendelse stadig har værdi.

Hvorfor dette angår danske borgere

For danske borgere, er Grønland ofte et spørgsmål om udenrigspolitik.

I realiteten er det et spørgsmål om demokratisk modenhed.

For i en verden, hvor stormagter i stigende grad arbejder gennem strukturer frem for invasioner, er det ikke militær styrke, der først afgør små staters handlefrihed.

Det er begrebslig klarhed.

Evnen til at se, hvornår:

samarbejde bliver binding,
beskyttelse bliver styring,
investering bliver afhængighed,
og sikkerhed bliver adgangsbillet.

Det er denne erkendelse, Ukraine i dag betaler prisen for at have manglet.

Og det er denne erkendelse, Danmark stadig har mulighed for at udvikle.

I det 21. århundrede opstår de mest afgørende konflikter sjældent som pludselige brud. De udvikles som systemer.

KONKLUSION

Hvad denne artikel i sidste ende handler om

Denne artikel har ikke haft til formål at afgøre, hvem der har “ret” i Ukraine-krigen.

Den har haft til formål, at undersøge, hvordan moderne konflikter bliver til.

Gennem Jeffrey Sachs’ udsagn, gennem analysen af konfliktdesign, gennem Ukraine som case, gennem Donbas som menneskeligt konsekvensrum – og gennem overførslen af konfliktforståelse til Danmark og Grønland, er der blevet peget på ét gennemgående forhold:

I det 21. århundrede opstår de mest afgørende konflikter sjældent som pludselige brud.
De udvikles som systemer.

De bygges gennem sikkerhedsarkitektur, institutionelle bindinger, økonomiske afhængigheder, narrativ dominans og gradvise forskydninger af politiske beslutningsrum. Når de til sidst bliver militære, er de allerede langt hen ad vejen strukturelt fastlåst.

Ukraine fremstår i dette lys, ikke blot som en krig mellem to stater, men som et eksempel på, hvad der sker, når et samfund gradvist indlejres i stormagtskonfrontationer, det ikke selv kontrollerer. Donbas viser, hvad sådanne processer betyder i menneskelige termer: når krig bliver miljø, normalitet og livsvilkår.

Overførslen til Danmark og Grønland, handler ikke om at forudsige krig.

Den handler om at insistere på erkendelse.

For i en verden, hvor stormagter i stigende grad arbejder gennem strukturer – frem for invasioner, så bliver små og mellemstore staters vigtigste forsvar, ikke først militært.

Det bliver analytisk!

Evnen til at genkende, hvornår interesse bliver indflydelse.
Hvornår beskyttelse bliver styring.
Hvornår samarbejde bliver binding.
Hvornår sikkerhed bliver adgangsbillet.

Denne artikel, er et bidrag til den form for demokratisk modstandskraft.

Ikke ved at levere svar, men ved at udstyre læseren med begreber.

For uden begreber, så ser man kun begivenheder.
Med begreber, så begynder man at se systemer.

Og det er i systemerne, nutidens magt i stigende grad udøves!

EPILOG – Fra information til demokratisk deltagelse

Denne artikel har ikke været tænkt som en meningstilkendegivelse.

Den har været tænkt som en bevægelse.

En bevægelse fra begivenheder til processer.
Fra overskrifter til strukturer.
Fra fortællinger til mekanismer.

For i en verden, hvor magt i stigende grad udøves gennem systemer, narrativer, institutionelle rammer og gradvise forskydninger, bliver borgerens rolle tilsvarende forandret.

Man er ikke længere blot borger i et land.
Man er deltager i et informationsmiljø.

Og i et informationsmiljø, der er demokratiets kvalitet ikke kun et spørgsmål om stemmer, men om erkendelse.

Evnen til at se, hvornår virkeligheder designes.
Hvornår konflikter formes.
Hvornår følelser mobiliseres.
Hvornår interesser omsættes til fortællinger.

Uden denne evne reduceres borgeren gradvist til – reaktiv forbruger – af virkelighed.
Med den, der begynder borgeren – at genindtage sin demokratiske rolle.

Denne artikel har derfor ikke haft som mål at levere svar, men at åbne et erkendelsesrum, hvor læseren ikke blot spørger “hvad sker der?”, men “hvordan bliver det, jeg ser, til?”

I det rum flytter demokratiet sig.

Fra noget, man befinder sig i,
til noget, man deltager i.

Og netop dér – i overgangen fra at fungere i et manipulationsmiljø – til at begynde at kræve et demokrati – opstår den form for borgerskab, som ingen stormagt kan installere, styre eller overtage.

TRANSPARENCY NOTE

Metode, kilder og redaktionel ramme

Denne artikel er udarbejdet som et analytisk long-read, der kombinerer:

offentligt tilgængelige udsagn og taler (herunder Jeffrey D. Sachs’ tale i Europa-Parlamentet, februar 2025),
kendte historiske og politiske udviklingsforløb i relation til Ukraine-konflikten,
systemisk og strategisk analyse af moderne konfliktdynamikker,
samt dokumentarisk materiale (bl.a. Anne-Laure Bonnels dokumentar Donbass) anvendt som menneskeligt og erfaringsbaseret konsekvenslag.

Artiklen arbejder bevidst på flere niveauer:

Dokumenterede forhold
Overordnede historiske begivenheder, institutionelle processer og internationale relationer, som er bredt beskrevet i åbne kilder.
Kildeudsagn
Især Jeffrey Sachs’ analyser og vurderinger, som i artiklen tydeligt er placeret som hans perspektiv og erfaring – ikke som uafhængigt fastslåede kendsgerninger.
Analytiske fortolkninger
Artiklens beskrivelser af konfliktdesign, regime-processer og proxy-dynamikker er systemiske analyser, ikke officielle doktriner, og skal læses som fortolkningsrammer, der søger at forbinde kendte mønstre i international politik.
Vidnesbyrd og dokumentarisk materiale
Afsnittet om Donbas og dokumentaren Donbass anvendes ikke som bevisførelse, men som illustration af civile konsekvenser i langvarige konfliktzoner. Dokumentaren er internationalt omdiskuteret, hvilket i sig selv, er en del af dens kontekst i en informationspræget konflikt.

Artiklen gør ikke krav på at rumme den fulde sandhed om Ukraine-krigen eller internationale magtforhold. Den gør krav på at tage læseren alvorligt nok til at vise:

hvilke mekanismer der ofte er på spil,
hvor skellet går mellem kendsgerning, udsagn og analyse,
og hvorfor komplekse konflikter, ikke kan reduceres til entydige fortællinger.

Formålet er ikke at erstatte én fortælling med en anden, men at åbne et analytisk rum, hvor flere lag kan ses samtidig: det strukturelle, det politiske og det menneskelige.

─────

Undervurder aldrig en leder, der kender værdien af at bruge humor som våben, til at identificere mennesker med en upassende og illoyal humor!