Kapitel 2 – Når midlerne æder mennesket:

2.1 Indledning – Når politik mister mennesket af syne

Et samfund afsløres ikke i sine ambitioner, men i sine undtagelser. Når målrationalitet bliver den primære drivkraft i politiske beslutninger, risikerer vi, at mennesker reduceres til tal, og deres liv til bivirkninger. Kapitel 2 belyser, hvordan både danske og internationale eksempler viser denne forskydning: fra socialpolitik til international konflikt, og fra aktivisme til lovgivning.

2.2 Socialpolitikens kolde rationalitet – Danmark som case

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad har flere gange udtalt, at reduktionen i kontanthjælpens størrelse, er en nødvendig politisk prioritet. Argumentet er, at økonomisk incitament skal få flere i arbejde. Men hvad sker der, når incitamentet betyder, at økonomisk udsatte borgere mister deres hjem?

Når staten accepterer, at mennesker kan blive hjemløse – som en “pris” for reformer, overskrides en etisk grænse. Målet – arbejdsudbuddet – bliver vigtigere end midlet – menneskers ret til et værdigt liv. Her kolliderer mål-rationalitetens økonomiske logik med menneskerettighedernes etiske logik.

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder artikel 25 fastslår, at “enhver har ret til en levestandard, der er tilstrækkelig til sundhed og velvære, herunder bolig, mad, tøj og social sikring.” Hvis kontanthjælpsreduktionen fører til systematisk hjemløshed, er det ikke blot et socialt problem, men en potentiel krænkelse af internationale forpligtelser.

Den danske debat illustrerer, hvordan moderne socialpolitik ofte hviler på en teknokratisk forståelse af effektivitet, hvor moral betragtes som ineffektivitet. I virkeligheden er det netop her, at moralens nødvendighed viser sig.

2.3 Bosættelser og fordrivelser – målrettet uden moral

I Mellemøsten finder vi et andet og mere voldsomt udtryk for den samme logik. Under premierminister Benjamin Netanyahu, har Israels bosættelsespolitik i de besatte palæstinensiske områder – for længst oversteget sin oprindelige sikkerhedsdoktrin.

Bosættelserne er i dag en manifestation af mål-rationalitet uden menneskerettigheder: et politisk og religiøst motiveret projekt, hvor kontrol og territorium prioriteres over civilbefolkningens rettigheder.

FN’s Sikkerhedsråd og Menneskerettighedsråd har gentagne gange fastslået, at bosættelserne strider mod folkeretten – især Genèvekonventionen, som forbyder en besættelsesmagt at flytte sin egen befolkning ind i besat område. Alligevel fortsætter udvidelserne. Hvorfor? Fordi målet – sikkerhed og ideologisk suverænitet – er blevet hævet over midlerne.

Bosættelsespolitikken repræsenterer den ekstreme konsekvens af mål-rationalitet: når staten anser bestemte menneskers liv, jord og historie som forhandlingsbare variable. Den samme logik kan genfindes i mindre skala, i mange vestlige samfund – blot i økonomisk og social form.

2.4 Aktivismens blinde vinkel – når idealer bliver ekskluderende

Også i aktivismen kan mål overtrumfe etik. Pro-palæstinensiske demonstrationer i Danmark og Europa, har i stigende grad brugt sloganet “From the river to the sea.” For mange udtrykker det håbet om et frit Palæstina; for andre tolkes det som et ønske om at eliminere staten Israel.

Når budskabet bruges uden præcis kontekst, kan det – utilsigtet – bidrage til eksklusion og antisemitisme. Hensigten er måske solidaritet, men resultatet kan blive had. Det viser, at selv værdidrevne bevægelser risikerer at gentage den mål-rationelle fejltagelse: at lade målet hellige midlet.

Et menneskeretsligt perspektiv kræver universalisme: at retten til frihed, sikkerhed og værdighed gælder både palæstinensere og israelere, både troende og ikke-troende.

Aktivisme mister sin legitimitet, når den erstatter etik med ideologi.

2.5 Politisk selektivitet – skæv beskyttelse af rettigheder

I Danmark har Folketinget vedtaget en særlig “antisemitisme-lov” som tillæg til Straffelovens §266 b – den såkaldte racismeparagraf. Formålet er at beskytte jødiske borgere mod hadforbrydelser, hvilket er både nødvendigt og rigtigt. Men når lovgivningen udvides selektivt – uden samtidig at styrke beskyttelsen af andre udsatte grupper, såsom borgere med arabisk eller afrikansk baggrund – opstår der en normativ ubalance.

En sådan asymmetri kan underminere troen på retfærdighed og lighed for loven.

Menneskerettighederne forudsætter, at beskyttelsen er universel. Når staten begynder at differentiere mellem grupper, ud fra politisk eller kulturel sympati, bevæger den sig væk fra rettens grundprincip – alle er lige for loven – og over mod moral efter mål.

2.6 Delkonklusion – midlerne æder mennesket, når målet mister retning

Fra socialpolitik til udenrigspolitik, fra aktivisme til lovgivning: vi ser det samme mønster.

Når mål-rationalitet bliver løsrevet fra etik, bliver mennesker til redskaber. Når staten, bevægelsen eller lederen – ser målet som højere end mennesket, så er det første skridt taget mod autoritarisme.

At være velorienteret betyder derfor, at insistere på den etiske dimension i alt beslutningsarbejde. Menneskerettighederne skal ikke stå som fodnote, men som filter: ethvert mål må prøves mod spørgsmålet – hvad gør dette ved mennesket?

Kun da, kan midlerne igen tjene mennesket – og ikke omvendt.