Kapitel 3 – Loven, sproget og skæv beskyttelse:

3.1 Indledning – Når loven taler skævt

Loven er samfundets moralske spejl. Den viser, hvad et samfund vælger at beskytte – og hvem det vælger at overse. Men loven er ikke neutral. Den formes af politik, historie og kultur.

I moderne demokratier bliver det derfor afgørende at spørge: Er vores juridiske værn mod had og diskrimination universelle, eller er de selektive?

Dette kapitel undersøger, hvordan sprog, lovgivning og politisk selektivitet påvirker forståelsen af rettigheder og retfærdighed. Eksemplerne fra Danmark viser, hvordan selv gode intentioner kan føre til asymmetrisk beskyttelse, når et samfund reagerer mere følelsesmæssigt end principielt på diskrimination.

3.2 Racismeparagraffen – Straffelovens §266 b

Faktaboks:
– Navn: Straffelovens §266 b (“Racismeparagraffen”).
– Indført: 1939 (senest revideret i 2017).
– Formål: At forhindre trusler, forhånelser eller nedværdigelser mod grupper af mennesker på baggrund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.
– Strafferamme: Bøde eller fængsel indtil 2 år.

Analyse:
Paragraffen blev oprindeligt indført for at beskytte jødiske borgere mod hetz og antisemitisme i mellemkrigstiden. Efter Anden Verdenskrig blev den udvidet til at omfatte alle etniske og religiøse grupper. §266 b er således et centralt juridisk værktøj mod hadefuld tale – men den er også et spejl af sin tid.

I dag står den i et dilemma: På den ene side, skal den værne minoriteter mod had. På den anden side, må den ikke kvæle den frie debat. Balancen mellem ytringsfrihed og beskyttelse er derfor konstant under forhandling.

Når §266 b kun anvendes konsekvent over for visse grupper – eksempelvis ved antisemitisme, men ikke ved nedsættende udtalelser mod muslimer eller socialt udsatte, – så undermineres tilliden til lovens universelle karakter. En lov, der kun beskytter udvalgte, bliver en politisk markør – snarere end et retsligt princip.

3.3 Antisemitismeaftalen 2024 – et nødvendigt, men asymmetrisk tillæg

Faktaboks:
– Navn: Politisk aftale mod antisemitisme.
– Dato: 25. juni 2024.
– Baggrund: Tillæg til Handlingsplanen mod antisemitisme (2022).
– Indhold: Skærper straffen for hadforbrydelser mod jøder og andre minoriteter; kortlægger on-linehad; styrker undervisning om Holocaust.

Kontekst:
Danmark har ca. 7.000 jødiske borgere. En undersøgelse fra 2018 blandt 600 danske jøder viste, at 85 % oplevede stigende antisemitisme, og 80 % undgik synlige jødiske symboler i det offentlige rum. 41 % havde oplevet antisemitisk chikane. Disse tal viser et reelt problem, som kræver politisk handling.

Problemet:
Selvom antisemitismeaftalen er nødvendig, rejser den et principielt spørgsmål: Hvorfor prioriteres netop én gruppe i særskilt lovgivning, mens andre udsatte minoriteter – fx borgere med arabisk eller afrikansk baggrund – fortsat mangler samme politiske beskyttelse?

Når staten udvider straffeloven selektivt, kan det opleves som symbolsk forskelsbehandling.

Menneskerettighederne bygger på universalisme: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Når et samfund skaber forskellige juridiske lag – for forskellige minoriteter, bevæger det sig væk fra denne grundsætning.

3.4 Sprogets magt – når ordene former retfærdigheden

Lovgivningens sprog er aldrig neutralt.

Begreber som “antisemitisme”, “racisme” og “hadforbrydelse” bærer politisk vægt og kulturel resonans.

Når politiske aftaler vælger ét begreb – frem for et andet, skabes også en fortælling om, hvem der anses som beskyttelsesværdige.

Sprog styrer perception.

Hvis medier og politikere konsekvent taler om “jødehad”, men ikke om “islamofobi” – eller om “antisemitisme”, men ikke “anti-arabisk racisme” – forstærkes et usynlig hierarki af medfølelse. Denne sproglige skævhed kan blive selvforstærkende og præge både lovgivning og offentlig moral.

Den etiske udfordring er derfor at sikre, at vores juridiske og politiske sprog forbliver konsekvent, og at alle mennesker mødes af samme respekt – uanset religiøs eller etnisk baggrund.

3.5 Ytringsfrihedens dilemma

Ytringsfriheden er en af de mest grundlæggende menneskerettigheder, men også en af de mest misforståede. Dens formål er at beskytte borgeren mod statslig censur – ikke at fritage borgeren for ansvar. Når ytringsfrihed bruges som dække for systematisk hadefuld tale, udhules den moralske kerne, der gør friheden mulig.

Derfor må beskyttelse mod diskrimination, ikke forstås som en begrænsning af ytringsfrihed, men som en sikring af, at alle borgere kan deltage i debatten – uden frygt for forfølgelse. En demokratisk samtale – er ikke stærkest, når alt er tilladt, men når alle har mulighed for at tale frit og trygt.

3.6 Delkonklusion – Universalisme eller identitetspolitisk lovgivning

Loven må være universel, hvis den skal være retfærdig. Når vi begynder at beskytte grupper selektivt, mister vi det etiske grundlag for retsstaten.

Menneskerettighedernes styrke ligger i deres udelelighed: Ingen gruppe har større eller mindre krav på beskyttelse end andre.

Derfor er det ikke tilstrækkeligt at lovgive mod antisemitisme, islamofobi eller racisme enkeltvis.

Vi må lovgive ud fra princippet om menneskelig værdighed som helhed. Den dag loven igen bliver spejl for fælles værdier, frem for særinteresser, vil retfærdigheden stå stærkest.