Kapitel 4 – Fascisme, ekstrem nationalisme og den moderne genkomst:

4.1 Indledning – Når gamle ideologier får nye klæder

Fascisme og ekstrem nationalisme blev ikke begravet med det 20. århundrede. De overlevede – i sproget, i mentaliteten og i den måde, frygt og identitet stadig manipuleres på. De har blot skiftet udtryk: uniformer er erstattet af hashtags, og råbende taler af algoritmisk spredning.

I dag ser vi en ny form for autoritær nationalisme, hvor gamle ideologiske mønstre smelter sammen med digitale teknologier og global usikkerhed. Fascismen er ikke nødvendigvis organiseret, men flydende – den findes i netværk, bevægelser og diskurser, som underminerer demokratiets grundprincipper indefra.

4.2 Historiske mønstre – fra 1930’erne til i dag

Faktaboks:
– Kendetegn ved fascisme: Autoritær ledelse, dyrkelse af nationen, afvisning af demokrati, brug af vold eller trusler for at opretholde orden, foragt for svaghed, kontrol over medier og kultur, samt opdeling af befolkningen i “os” og “dem”.

– Eksempler: Mussolinis Italien (1922–1943), Hitlers Tyskland (1933–1945), Francos Spanien (1939–1975).

Disse regimer voksede ud af krise og frygt. De tilbød simple løsninger, på komplekse problemer: national genrejsning, moralsk disciplin og en stærk leder, der kunne samle folket.

Fascismen appellerede ikke kun til had, men også til håb – håbet om orden og identitet i kaos.

Efter Anden Verdenskrig troede mange, at verden havde lært lektien. Men de underliggende mekanismer – frygten for tab, længslen efter kontrol og behovet for tilhørsforhold – forsvandt aldrig. De venter blot på nye former.

4.3 Psykologiske mekanismer – hvorfor fascisme virker

Fascisme og ekstrem nationalisme bygger på velkendte psykologiske mønstre:

1. Dehumanisering: Modstandere eller minoriteter fremstilles som mindre menneskelige – “rotter”, “invasion”, “sygdom”. Når mennesker ophører med at være individer og bliver til symboler, bliver overgreb lettere at retfærdiggøre.
2. Kognitiv dissonans: Når borgerne oplever moralsk ubehag over for systemets handlinger, rationaliseres det med nødvendighed: “Det er for nationens skyld.” Sådan kan ondskab blive normaliseret.
3. Frygt og tilhørsforhold: Fascismen tilbyder et klart fællesskab og en stærk identitet i usikre tider. Psykologisk set er det trygt at høre til “de rene” mod “de korrupte”, “de sande” mod “de falske”.
4. Autoritær personlighed: Ifølge Adornos forskning efter krigen, findes en personlighedstype, der søger orden, lydighed og kontrol. Den trives i hierarkiske strukturer og ser afvigelse som trussel.
5. Gruppetænkning: I polariserede samfund bliver dissens farlig. Kritik af fællesskabets leder, opfattes som illoyalitet. Medier og politikere, der gentager fællesskabets fortælling, bliver instrumenter for social konformitet.

Disse mekanismer er ikke fortid. De aktiveres, hver gang krise, frygt eller vrede bliver et politisk redskab.

4.4 Europa i dag – fra højrefløjsbølge til normalisering

I flere europæiske lande ser vi en tydelig genkomst af nationalkonservatisme med autoritære træk:

 – Ungarn: Viktor Orbán beskriver sit styre som “illiberalt demokrati”. Pressen kontrolleres, domstole svækkes, og minoriteter marginaliseres i nationalismens navn.

– Italien: Giorgia Melonis regering bygger på retorik om “nation, Gud og familie” – klassiske fascistiske nøgleord, nu i demokratisk forklædning.

– Frankrig: Marine Le Pens bevægelse har bevæget sig fra yderfløjen mod midten, men har samtidig normaliseret nationalistisk retorik om kulturkamp og identitet.

– Tyskland: AfD (Alternative für Deutschland) vokser på vrede over migration og globalisering, ofte med direkte revisionistiske referencer til tysk historie.

Disse bevægelser vinder ikke magt – gennem kup, men gennem stemmer. De fremstår som “patriotiske” og “folkelige”, men deres metoder – kontrol over medier, nedbrydning af institutioner og fjendebilleder – er genkendelige.

Europa er netop nu, vidne til en soft fascisme, – hvor autoritære idéer maskeres som demokratisk vilje.

4.5 USA – nationalisme i demokratiets forklædning

USA har traditionelt været et fyrtårn for frihed, men de seneste år har afsløret, hvor skrøbeligt demokratiet kan være.

MAGA-bevægelsen (Make America Great Again) repræsenterer en moderne populistisk nationalisme, der bruger fascismens psykologiske værktøjskasse: mytologisering af fortiden, syndebukke (immigranter, medier, “eliter”), og en lederkult, hvor sandhed underordnes loyalitet.

Angrebet på Kongressen den 6. januar 2021 var ikke en enlig begivenhed, men et symptom på en bevægelse, der har gjort det legitimt – at forkaste valgte institutioner. Parallelt har USA set en eksplosion i hadforbrydelser og militslignende grupper, der ser sig som forsvarere af “det sande Amerika”.

Når demokratiske institutioner mister befolkningens tillid, og fakta bliver et spørgsmål om mening, er fascismens forudsætninger til stede – selv i verdenssamfundets ældre demokratier.

4.6 Sociale medier – fascismens nye infrastruktur

Fascisme i det 21. århundrede har ikke brug for masseparader. Den har Facebook, X (Twitter), Telegram og TikTok.

De psykologiske mekanismer, der tidligere krævede taler og aviser, fungerer nu i algoritmisk skala: vrede, frygt og fjendebilleder belønnes af platformenes engagementssystemer.

Digital fascisme er kendetegnet ved:

– Netværk uden hierarki, men med stærke narrativer.

– Memer, slogans og symboler, der spredes hurtigere end fakta.

– En blanding af ironi og alvor, der gør ekstremisme socialt acceptabelt.

Desinformation, koordinering og psykologisk manipulation – bliver hverdagsværktøjer.

Kampen mod fascisme, er derfor også en kamp mod algoritmisk forførelse – mod et digitalt miljø, der fremmer vrede frem for empati.

4.7 Den skjulte glidebane – fra national stolthed til kollektiv narcissisme

Nationalisme begynder ofte, som et legitimt ønske om kulturel bevarelse. Men uden et etisk fundament, så forvandles kærlighed til fædreland, til had mod det fremmede.

Denne overgang kaldes kollektiv narcissisme – troen på, at ens nation er moralsk overlegen og derfor berettiget til særbehandling.

Kollektiv narcissisme gør det muligt at retfærdiggøre overgreb, som nødvendige: deportationer, diskrimination, overvågning. Den legitimerer magtmisbrug i fællesskabets navn og gør kritik til forræderi.

4.8 Delkonklusion – Lærdommen fra historien

Fascisme er ikke en ideologi, der opstår pludseligt; den vokser, når samfund glemmer, at frihed kræver årvågenhed. Den begynder i sproget, fortsætter i frygten og ender i lovgivningen.

I Europa og USA ser vi i dag, hvordan autoritære tendenser igen finder fodfæste i demokratier, som vi burde være vaccinerede mod. Sociale medier fungerer som katalysator og psykologiske mekanismer – som brændstof.

Det stærkeste værn mod fascismen, er ikke censur, men oplysning, institutionel robusthed og en aktiv befolkning, der forstår, hvordan frygt kan formes til magt.

Derfor må kampen mod fascisme og ekstrem nationalisme begynde i forståelsen – og fortsætte i handlingen. Menneskerettighederne er fortsat vores bedste værn, fordi de sætter grænser for magtens ret, til at definere menneskets værdi.