Kapitel 5 – Medier, platforme og loop-radikalisering:

5.1 Indledning – Når sandheden mister fodfæste

Vi lever i en tid, hvor sandhedens infrastruktur er blevet privatiseret. Det, der engang var journalistikkens opgave – at dokumentere, verificere og formidle – er i dag delvist overtaget af digitale platforme, der lever af opmærksomhed.

Denne udvikling har skabt et globalt ekko-kammer, hvor algoritmer ikke søger sandhed, men reaktion. I dette digitale økosystem belønnes vrede, frygt og forargelse – følelser, der øger engagementet og dermed profitten.

Når målrationalitet – her forstået som algoritmisk optimering – får forrang over etisk formidling, bliver misinformation, had og ekstremisme uundgåelige biprodukter.

5.2 Informationsøkologiens forvandling

Den klassiske offentlighed var lineær: nyheder blev produceret, redigeret og distribueret. I dag er informationsstrømmen cirkulær. Enhver bruger er både producent og forstærker. Nyheder, meninger og følelser blandes, og skellet mellem fakta og fiktion udviskes.

Denne loop-effekt betyder, at misinformation ikke nødvendigvis skal være troværdig – blot følelsesmæssigt effektiv. Hver deling bliver et datapunkt, der styrker algoritmens forståelse af, hvad der holder os fanget. Således skaber vi selv de digitale mønstre, der radikaliserer os.

5.3 Algoritmer som politiske aktører

Sociale medieplatforme som Facebook, X (Twitter), YouTube og TikTok er ikke neutrale teknologier. De fungerer som mål-rationelle systemer: deres mål er maksimalt engagement, og midlet er følelsesmæssig stimulering.

De vurderer ikke sandhed, men effektivitet – hvor mange klik, hvor lang skærmtid, hvor stærk reaktion. Dermed bliver de de-facto politiske aktører, fordi de former, hvad mennesker ser, tror og reagerer på.

Eksempel: Under valget i USA i 2016 viste forskning fra Oxford Internet Institute, at falske nyheder, blev delt langt oftere – end faktabaserede nyheder – især blandt politisk polariserede grupper.

Når misinformation belønnes af algoritmer, får løgnen strukturel fordel.

5.4 Den emotionelle økonomi – vrede som valuta

Sociale medier drives af følelser. Studier viser, at opslag med vrede eller frygt spreder sig 70 % hurtigere end neutrale.

Denne “emotionelle økonomi” skaber et konstant feedback-loop, hvor ekstreme synspunkter dominerer samtalen, ikke fordi de er flest, men fordi de er mest klikbare.

Politikere og aktivister lærer hurtigt at udnytte denne dynamik.

Hashtags og slogans bliver mål-rationelle redskaber: korte, stærke og polariserende.

Budskaber som “America First”, “Take Back Control” eller “From the river to the sea”, fungerer perfekt i denne logik – de forenkler komplekse konflikter til følelsesladede signaler, der mobiliserer tilhængere og dæmoniserer modstandere.

Medierne, der engang fungerede som demokratiets filter, bliver nu ofte en del af systemet. De tvinges af konkurrencen, til at efterligne de sociale mediers rytme og dermed også deres følelsesmæssige dramaturgi.

5.5 Loop-radikalisering – når vrede bliver virkelighed

Loop-radikalisering beskriver den proces, hvor brugere gentagne gange udsættes for mere ekstremt indhold, fordi algoritmen lærer, at vrede holder læserne engagerede. Dette kan ske i alt fra politiske debatter til konspirationsteorier.

En person, der ser én video om “manglende tillid til medierne”, bliver hurtigt eksponeret for “systemkritiske” videoer, derefter for “elite-afsløringer”, og til sidst for indhold, der direkte opfordrer til handling.

Sådan vokser ekstremisme, ikke kun gennem ideologi, men gennem digital design. Radikalisering bliver ikke et valg, men en konsekvens af opmærksomhedsøkonomiens arkitektur.

Eksempel: Under COVID-19-pandemien blev antivaccine-bevægelser og QAnon-grupper, markant forstærket af platformenes anbefalingssystemer. Forskning viste, at brugere, der begyndte med generel skepsis, efter få uger blev ledt mod ekstremt og konspiratorisk materiale.

5.6 Mediernes ansvar og dilemma

Journalistikken står i dag i en etisk dobbeltrolle: Den skal både oplyse og konkurrere. Men i kampen for læsertal og klik, så fristes selv ansvarlige medier til at bruge dramatiserende sprog, konfliktoptrapning og følelsesstyret framing.

Når medierne efterligner de sociale mediers logik, mister de den autoritet, som demokratiet hviler på: troværdighed. Derfor må moderne journalistik genopfinde sig selv – ikke ved at konkurrere på tempo, men på sandhed, kontekst og værdighed.

Mulige løsninger inkluderer:

– Transparens: Gør redaktionelle valg synlige og forklar, hvorfor visse historier prioriteres.

– Kontekstualisering: Skab formater, der viser kompleksitet frem for konflikt.

– Etisk algoritmisk design: Kræv lovgivning, hvor platforme skal dokumentere og regulere deres indflydelse på offentlig debat.

5.7 Fra informationskrig til oplysningsansvar

Begrebet informationskrig dækker i dag alt, fra statsstyret propaganda til influencer-kampagner. Men kampen handler ikke længere blot om data – den handler om perception. Hvem får lov at definere virkeligheden?

Når information bliver våben, må modsvaret være oplysning. Det kræver en befolkning, der forstår mekanismerne bag digital påvirkning, og som insisterer på et menneskesyn, hvor sandhed og værdighed vægtes højere end ”klik” og ”likes”.

Kernen er dette:
I det 20. århundrede blev fascismen spredt gennem radio og taler. I det 21. spredes den gennem algoritmer og følelser. Begge gange var det samme mønster: et mål-rationelt system, uden moral.

5.8 Delkonklusion – Det digitale kompas

Digitale medier kan enten styrke demokratiet eller nedbryde det. Forskellen afhænger af, om vi som samfund genfinder et fælles kompas.

Når medier og borgere – igen sætter sandhed over tempo, og værdighed over engagement, så kan teknologien blive et redskab – for frihed, frem for manipulation.

Men så længe opmærksomhed – er den dominerende valuta, vil løgnen altid være mere lønsom end sandheden.

At være velorienteret – i den digitale tidsalder, betyder derfor at gennemskue mekanismerne, bag vores egen vrede – og vælge oplysning – frem for algoritmisk drift.