Et essay om adfærdsdesign, “The Pocket Man”, demokrati og hvorfor effektiv styring sjældent føles som kontrol.

Prolog

I sammenhæng med et for-interview, som vi har gennemført de seneste dage, så siger en Jesper (et opdigtet navn, for at bevare personens ønske om anonymitet), –“ved du hvordan aliens vil tage kontrol med mennesker på Jorden. De vil gøre det igennem sociale medier og AI hjælpeværktøjer. På den måde, vil de opnå mental kontrol med jordens befolkning, uden at de opdager det”. Og vores afledte spørgsmål til denne Jesper, – ”tror du så vi får en mere fredelig verden, mere respektfuld omgang med jordens ressourcer, og større respekt for liv i alle sine former, – og kunne det tænkes at mennesket som art, derfor bliver set som ukrudt for jordens fremtidige udvikling?” … Og Jespers svar, – det var, – ”at det ville han gerne tænke over og så vende tilbage”

Som redaktør, der sidder jeg nu og tænker over, om vi ikke skulle skrive en artikel med næsten – denne ovennævnte problemformulering – som udgangspunkt.

Og, det har redaktionen på ThePeoplePress.com valgt at gøre, – hvor vi inviterer læseren med på en spændende og reflekterende rejse ind i eget liv og fremtid.

Er mennesket en invasiv art – et slags ukrudt?

Problemformulering

Ved at anlægge et hypotetisk, ikke-menneskeligt perspektiv – repræsenteret gennem forestillingen om aliens – bliver det muligt at betragte mennesket udefra, uden vores egne moralske og kulturelle selvfølgeligheder.

Hvis en avanceret, observerende intelligens vurderede Jordens udvikling – alene ud fra kriterier som fred, økologisk balance og respekt for liv i alle sine former, kunne mennesket da fremstå som en invasiv art – et slags ukrudt, der står i vejen for planetens langsigtede stabilitet?

Og hvis menneskeskabte systemer, som sociale medier og AI – i stigende grad former adfærd i retning af orden, forudsigelighed og bæredygtighed, rejser det et ubehageligt spørgsmål:
Er menneskets nuværende forståelse af frihed, et ufravigeligt ideal – eller en barriere for Jordens fremtidige udvikling?

PS. Når forestillingen om aliens anvendes her, er det ikke som påstand om fremmede civilisationer, men som et analytisk værktøj: et forsøg på at se mennesket udefra – på samme måde som vi selv analyserer invasive arter, økosystemer og systemisk ubalance.

Åbningsscene

”Ved du, hvordan aliens vil tage kontrol over mennesker på Jorden?

Spørgsmålet falder ikke dramatisk. Det bliver sagt tørt, næsten konstaterende, under et forinterview af Jesper, tidligere på dagen.

“Ikke med våben eller invasion,” fortsætter Jesper. “Men gennem sociale medier og AI-baserede hjælpeværktøjer. På den måde, kan man opnå mental kontrol over Jordens befolkning – og uden at de opdager det.”

Der er en pause. Ikke fordi udsagnet er chokerende, men fordi det er uventet nøgternt. Ingen konspiration, ingen science fiction-effekter. Bare en konstatering!

Vi spørger derfor videre – ikke om aliens findes, men om konsekvensen:

Hvad nu hvis resultatet er en mere fredelig verden?
Mere respektfuld omgang med planetens ressourcer?
Større hensyn til liv i alle sine former?

Kunne det i så fald tænkes, at mennesket – set udefra – ikke fremstår som planetens forvalter, men som dens problem?

Jesper svarer ikke med det samme. Han holder derimod en længere pause, – og siger så – “Det vil jeg gerne tænke over”.

Netop den tøven, er måske det mest ærlige svar. For spørgsmålet peger ikke mod fremmede civilisationer i det ydre rum, men mod noget langt mere nærliggende: et forsøg på at betragte mennesket udefra.

Ikke som individ.
Ikke som kultur.
Men som art.

Hvis en avanceret, observerende intelligens vurderede Jorden alene ud fra kriterier som stabilitet, fred og økologisk balance – hvordan ville mennesket da blive beskrevet?

Som civilisation?
Som risiko?

Eller som en invasiv art, der – uden ond vilje – står i vejen for planetens langsigtede udvikling?

En invasiv art, der – uden ond vilje – står i vejen for planetens langsigtede udvikling og eksistens?

Overgang til analyse: Aliens som metode, ikke myte

At inddrage aliens i denne sammenhæng, er ikke et udtryk for spekulation om liv i det ydre rum. Det er et analytisk greb. En måde midlertidigt at træde ud af menneskets egen selvforståelse og betragte vores adfærd – med samme kølige distance, som vi selv anvender, når vi vurderer økosystemer, invasive arter og systemisk ubalance.

Aliens fungerer her som en tredje position: et tænkt, ikke-menneskeligt blik uden historie, empati eller kulturel loyalitet. Et blik, der ikke spørger, hvad vi føler, men hvad vi gør – og hvilke konsekvenser det har.

Set fra et sådant perspektiv – bliver det hurtigt tydeligt, at menneskets største indflydelse på planeten – ikke udøves gennem ondskab, men gennem skala.

– Gennem masse.

– Gennem acceleration.

– Det giver samlet set en voldsom kraft til transformation, set med inspiration fra Isaac Newtons anden lov F=Masse * Acceleration.

Vi omformer landskaber, klimatiske systemer og biologisk mangfoldighed – hurtigere, end nogen anden art har gjort før os – og ofte uden direkte intention, men derimod med konsekvent effekt.

Det er i dette analytiske rum, at sociale medier og AI-baserede systemer bliver relevante. Ikke som fremmede magter, men som menneskeskabte strukturer, der allerede fungerer som eksterne observatører og regulatorer af adfærd. De måler, sorterer og optimerer – ikke efter moralske kriterier, men efter stabilitet, engagement og forudsigelighed.

Dermed opstår et paradoks:

De systemer, vi har udviklet – for at forbinde, informere og effektivisere, begynder samtidig at forme vores opmærksomhed, vores valg og vores kollektive adfærd.

– Ikke gennem tvang, men gennem adfærdsdesign.

– Ikke gennem ideologi, men gennem vaner.

Hvis en ikke-menneskelig intelligens vurderede Jordens tilstand – ud fra mål som fred, økologisk balance og respekt for liv i alle sine former, ville spørgsmålet derfor ikke være, om mennesket har gode intentioner, men om vores adfærdsmønstre – som art – er forenelige med planetens langsigtede stabilitet og overlevelse.

Det er her, forestillingen om “mennesket som ukrudt” opstår. Ikke som dom, men som hypotese:
Ukrudt er ikke ondt. Det er liv, der breder sig uden hensyn til helheden.

Og netop derfor er spørgsmålet ikke, om mennesket bør fjernes – men om vores nuværende forståelse af frihed, vækst og autonomi er moden til den magt, vi allerede har.

Er menneskets adfærdsmønstre – som art – forenelige med planetens langsigtede stabilitet og overlevelse?

Kontrol uden kontrollant

Når forestillingen om “mental kontrol” dukker op i samtaler om sociale medier og AI, opstår der ofte et instinktivt behov for at identificere en aktør:

• Hvem styrer?
• Hvem har magten?
• Hvem vil noget?

Men netop her risikerer analysen at ramme ved siden af. For den mest effektive form for kontrol kræver ikke en hersker. Den kræver ikke intention. Og den kræver ikke ond vilje.

Den opstår, når systemer optimerer, uden medmenneskelige hensyn.

Sociale medier og AI-baserede hjælpeværktøjer er designet til at løse afgrænsede problemer:

• At fastholde opmærksomhed, reducere friktion, forudsige adfærd, skabe stabilitet.

Hver for sig er disse mål, hverken kontroversielle eller totalitære. Samlet set skaber de imidlertid noget andet: et adfærdsmæssigt landskab, hvor bestemte handlinger, holdninger og følelsesmæssige reaktioner bliver mere sandsynlige end andre.

Kontrol udøves hér – ikke gennem forbud, men gennem sandsynlighed.

Det afgørende skift er, at magt ikke længere primært fungerer repressivt, men præventivt. Ikke ved at straffe afvigelse, men ved at gøre afvigelse mindre attraktiv, mere besværlig eller simpelthen mindre synlig, gennem adfærdsdesign.

Det meste sker, før beslutningen overhovedet opleves som et valg.

I dette lys bliver idéen om “kontrol uden at blive opdaget” mindre dramatisk – og mere præcis. For hvad betyder det egentlig at opdage kontrol, hvis den opleves som bekvemmelighed, personalisering eller relevant?

• Man behøver ikke at overtage menneskers tanker, hvis man kan forme deres opmærksomhed.
  
• Man behøver ikke at ændre deres værdier, hvis man kan styre deres vaner.
  
• Man behøver ikke at give ordrer, hvis systemet selv belønner bestemte mønstre.

Her opstår et andet afgørende paradoks: Disse systemer fungerer uden samlet overblik. Ingen enkelt aktør styrer helheden. Alligevel producerer systemerne stabile, forudsigelige effekter på befolkningsniveau.

Kontrol uden kontrollant.

Set fra det analytiske “alien-perspektiv” er dette ikke nødvendigvis et problem – men en løsning. Et system, der reducerer konflikt, dæmper ekstreme udsving og fremmer adfærd, gennem adfærdsdesign – der understøtter stabilitet, kan fremstå som rationelt. Også selvom det sker på bekostning af individuel autonomi, spontanitet eller uforudsigelighed.

Spørgsmålet bliver derfor ikke længere, om nogen vil kontrollere mennesket.
Men om mennesket – gennem sine egne teknologiske strukturer – allerede er ved at indrette sig på en form for selvregulering, hvor frihed gradvist omdefineres til det, der ikke forstyrrer systemets balance.

Og hvis det virker?

Hvis resultatet er mindre vold, større orden og mere forudsigelighed – hvordan skal vi så egentlig vurdere prisen?

Mindre vold, større orden og mere forudsigelighed, og alt sammen opnået gennem ubevidst adfærdsdesign!

Adfærdsdesign og fremkomsten af den globale monokultur

Adfærdsdesign stopper ikke ved individuelle valg. Når det skaleres, begynder det at udvikle og forme kultur.

Når de samme platforme, incitamentsstrukturer og optimeringskriterier – anvendes globalt, så opstår der gradvist noget, der kan beskrives som – en kulturel monokultur: ensartede adfærdsmønstre, ens prioriteringer og ens forståelser af succes, lykke og normalitet.

… Ikke fordi nogen beordrer det – men fordi afvigelse bliver ineffektiv!

Monokulturer er ikke skrøbelige i deres tidlige faser. Tværtimod.
De er ofte ekstremt effektive.

Forskning i samfundsudvikling og organisationsadfærd peger på, at ensartede normer, høj forudsigelighed og lav kulturel friktion, kan skabe markant økonomisk vækst, ekstraordinær hurtig udvikling, grundet hurtig implementering af beslutninger og høj systemisk effektivitet.

Når kompleksitet reduceres, accelererer udviklingen.

Problemet opstår ikke i væksten – men i prisen.

For den effektivitet, som monokulturen leverer, opnås ofte på bekostning af:

• borgerrettigheder og menneskerettigheder,
• pluralisme,
• demokratiske modstandsrum,
• og retten til reelt afvigende livsformer og tankeformer.

Her bliver adfærdsdesign politisk – uden at fremstå som politik.

Demokratiforskningen viser samtidig et ubehageligt stabilt mønster: Så længe befolkninger oplever stigende materiel velstand, økonomisk tryghed og forbrugsmæssige forbedringer, så falder efterspørgslen på demokratiske rettigheder, deltagelse og medbestemmelse. Frihed reduceres gradvist fra – politisk kategori – til – forbrugsparameter.

Borgeren bliver det, man med en kynisk præcision kan kalde “The Pocket Man”.

Ikke drevet af ideologi.
Ikke af overbevisning.
Men af umiddelbar materiel og økonomisk gevinst.

Når borgeren stemmer med tegnebogen i hånden, bliver demokratiet sekundært. Det afgørende spørgsmål er ikke længere, om systemet er retfærdigt, gennemsigtigt eller ansvarligt – men om det leverer.

Set fra det analytiske alien-perspektiv – fremstår dette ikke nødvendigvis som et svigt, men som en rationel tilpasning: Et samfund, hvor borgerne frivilligt accepterer begrænset autonomi i bytte for stabilitet, vækst og komfort, er langt lettere at styre – og langt mere forudsigeligt.

Monokulturen bliver dermed ikke et tegn på undertrykkelse, men på succes.

Spørgsmålet er blot, hvem succesen er defineret for – og hvad der sker den dag, systemet ikke længere kan betale frihedens pris.

Faktaboks: Hvad er Adfærdsdesign – kort gennemgået.

Adfærdsdesign er en tværfaglig metode, der anvender indsigter fra psykologi og adfærdsøkonomi til at forme omgivelser og valgmuligheder, så det bliver lettere for mennesker at træffe ønskede, ofte mere hensigtsmæssige, beslutninger. Det flytter fokus fra oplysning til at ændre rammerne i beslutningsøjeblikket, ofte ved brug af teknikker som nudging, framing og forenkling. 

Nøgleelementer i adfærdsdesign:

• Forståelse af irrationel adfærd: Bygger på, at mennesker ofte træffer hurtige, ubevidste valg, snarere end rationelle overvejelser.
• Ændring af kontekst: I stedet for at ændre holdninger, ændres de fysiske eller digitale omgivelser for at påvirke adfærd.
• Gør det nemt: Reducer friktion ved den ønskede handling, f.eks. ved at gøre den til standardvalget (default).
• AFL-metoden: Et konkret værktøj til at definere Afdfærdsmål, identificere Friktioner og skabe Løsninger. 

Adfærdsdesign bruges bredt til at fremme sundhed, bæredygtighed, sikkerhed eller i forandringsprocesser i organisationer. 

Eksempler på teknikker:

• Visuel fremtrædenhed: Gør den ønskede handling tydelig (f.eks. fodspor til skraldespand).
• Default-indstillinger: Gør det sunde eller grønne valg til standarden.
• Positiv friktion: Skab små pauser (f.eks. fjern “auto-play” på Netflix), der forhindrer automatpilot. 

Adfærdsdesign adskiller sig fra traditionel kommunikation, ved at fokusere på handlingen i situationen, frem for viden før situationen. 

Et samfund, hvor borgerne frivilligt accepterer begrænset autonomi – i bytte for stabilitet, vækst og komfort, er langt lettere at styre!

Når det gode resultat legitimerer tabet af frihed

De fleste moderne samfund bygger på en grundantagelse, der sjældent udfordres eksplicit:
– At frihed er et ubetinget gode.
– At mere frihed altid er bedre end mindre.
– Og, at ethvert tab af autonomi, kræver en særlig begrundelse.

Men denne antagelse begynder at vakle, når den konfronteres med resultater.

Hvis et system – teknologisk, politisk eller kulturelt – leverer:

• mindre vold
• højere materiel velstand
• større social stabilitet
• mere effektiv ressourceanvendelse

… bliver spørgsmålet uundgåeligt:

Hvor meget frihed er vi reelt villige til at opgive – hvis gevinsten er tilstrækkelig stor?

Historisk set, har autoritære systemer ofte søgt legitimitet gennem ideologi, frygt eller fjendebilleder. Men det, der tegner sig i dag, er noget andet: legitimitet gennem performance. Gennem leverance. Gennem effektivitet.

Når borgeren oplever, at systemet fungerer, bliver dets indretning sekundær.

Her træder “The Pocket Man” fuldt frem som demokratisk figur. Borgeren, der ikke nødvendigvis fravælger frihed – men nedprioriterer den. Ikke af overbevisning, men af komfort. Ikke af tvang, men af tilfredshed.

Demokrati bliver i dette lys – ikke et princip, men en præference. Noget, man ønsker, så længe det ikke forstyrrer den materielle fremgang. Noget, der kan sættes på pause, hvis systemet leverer tilstrækkeligt.

Set fra et analytisk, ikke-menneskeligt perspektiv – er dette ikke paradoksalt, men logisk.

Et samfund, der maksimerer stabilitet og forudsigelighed, vil nødvendigvis minimere variation, friktion og modstand.

For meget Frihed – forstået som retten til afvigelse – er netop det, der producerer for meget uforudsigelighed.

Spørgsmålet bliver derfor ikke, om frihed – er værdifuld, men hvilken funktion frihed tjener i et system, der prioriterer overlevelse, effektivitet og balance.

Hvis frihed fører til:

• overforbrug
• økologisk kollaps
• eskalerende konflikt
• systemisk ustabilitet

… mens – begrænset frihed – fører til orden, vækst og bæredygtighed, – … hvordan skal valget da vurderes?

Her nærmer analysen sig det punkt, hvor humanismen ikke længere kan gemme sig bag selvfølgeligheder. For hvis frihedens konsekvens er planetarisk skade, bliver dens moralske status ikke længere absolut, men betinget.

Det er i dette rum, at forestillingen om mennesket som “ukrudt” får sin fulde vægt. Ikke som anklage, men som konsekvensanalyse: En art, der insisterer på ubegrænset autonomi, uanset konsekvenserne for helheden.

Og det er her, alien-perspektivet bliver mest ubehageligt – fordi det ikke hader mennesket. Det vurderer dets eksistensbegrundelse og dets eksistensbegrænsninger.

Spørgsmålet er ikke, om dette perspektiv er rigtigt.
Men om vi er villige til at tage det alvorligt.

Hvis frihedens konsekvens er planetarisk skade, bliver dens moralske status ikke længere absolut, men betinget!

Er mennesket umodent – eller uforeneligt med sin egen magt?

Hvis mennesket fremstår som en invasiv art, – set fra et ikke-menneskeligt perspektiv, er det fristende at drage en endelig konklusion: at vi er uforenelige med planetens langsigtede balance og eksistens. At vores frihed, vores kreativitet og vores ekspansionstrang i sig selv udgør problemet.

Men en sådan konklusion er for simpel.

For historien viser ikke blot et destruktivt menneske, men et asymmetrisk menneske: en art, hvis teknologiske og organisatoriske magt, – har udviklet sig hurtigere end dens etiske, institutionelle og kulturelle modenhed.

Mennesket er ikke unikt – ved at ændre sin omverden.
Det unikke er hastigheden, skalaen – og fraværet af selvbegrænsning.

Set i det lys, så kan mennesket forstås mindre – som “ukrudt” – og mere – som en art i overgang. En art, der har fået planetarisk magt, før den har udviklet de kollektive mekanismer, til at håndtere den magt ansvarligt.

… Dermed pubertet snarere end ondskab.

Det er her, analysen må være præcis:

• Problemet er ikke, at mennesket har magt.
• Problemet er, at vi endnu ikke har afklaret, hvordan magt bør begrænses, deles og legitimeres, når den virker på arts-niveau.

AI, adfærdsdesign og teknologisk styring, kan i dette perspektiv – ses på to fundamentalt forskellige måder:

Enten som:

• et forsøg på at kompensere for menneskets manglende selvdisciplin,
• et eksternt reguleringslag, der skaber orden, hvor vi ikke selv magter det.

Eller som:

• en genvej, hvor ansvar outsources,
• og hvor mennesket langsomt reduceres – fra moralsk aktør – til optimeringsobjekt.

Alien-perspektivet kan ikke afgøre, hvilken vej, der er den rigtige.

Derimod kan Alien-perspektivet stille spørgsmålet køligt og uden sentimentalitet: Er mennesket i stand til at regulere sig selv – eller må reguleringen komme udefra, gennem systemer, der ikke deler vores følelsesmæssige bindinger?

Her opstår artiklen måske mest ubehagelige erkendelse: Hvis mennesket ikke formår at udvikle kollektive institutioner, der matcher dets magt, vil reguleringen ikke udeblive. Den vil blot antage andre former. Mere tekniske. Mere effektive. Mindre demokratiske.

Ikke som straf.
Men som systemisk konsekvens.

Spørgsmålet er derfor ikke, om fremtiden vil indebære mere styring.
Spørgsmålet er, om styringen bliver noget, vi vælger – eller noget, der sker med os.

Hvis mennesket vil afvise rollen som ukrudt, kræver det ikke mindre teknologi, men mere modenhed. Ikke mindre magt, men bedre begrænsninger. Og ikke blind tillid til systemer, der lover orden, men et vedvarende insisterende spørgsmål:

Hvem styrer – på hvilket grundlag – og med hvilket formål?

Det spørgsmål kan ingen aliens besvare for os.

Og netop derfor er det vores ansvar – at stille det, før nogen – eller noget – gør det på vores vegne.

Hvis mennesket vil afvise rollen som ukrudt, kræver det ikke mindre teknologi, men mere modenhed!

Epilog: Almissernes politik og adfærdsstyringens hverdagsform

Den analyse, der er udfoldet i denne artikel, hører ikke kun hjemme i fremtidsscenarier, teknologiske systemer eller hypotetiske alien-perspektiver.

Den kan iagttages i realtid – også i en dansk kontekst.

I den aktuelle debat om en statslig fødevare-check – rejser der sig et spørgsmål, som rækker langt ud over beløbets størrelse og målgruppens afgrænsning. Spørgsmålet er ikke blot, hvem der skal modtage støtten, men hvilken samfundslogik den er udtryk for.

Når borgernes økonomiske råderum gradvist indskrænkes gennem stigende skatter, afgifter og leveomkostninger, reduceres deres faktiske handlefrihed. Når staten eller systemet efterfølgende kompenserer udvalgte grupper, gennem målrettede ydelser – almisser forklædt som hjælp – opstår et asymmetrisk magtforhold.

Borgeren mister først autonomi.
Den gives derefter delvist tilbage – betinget.

Fødevare-checken fungerer i denne sammenhæng, ikke blot som social støtte, men som et adfærdsregulerende instrument. Den signalerer, at deltagelse i det dominerende system belønnes, mens afvigelse bliver risikabel. Ikke gennem tvang, men gennem økonomisk sårbarhed.

Det er her, adfærdsdesign bliver politisk – i sin mest hverdagslige form.

Forskning i demokrati og politisk adfærd peger entydigt på et centralt forhold: Så længe borgere oplever materiel begunstigelse, reduceres efterspørgslen på medbestemmelse, rettigheder og strukturel indflydelse.

Når overlevelse og basale behov – er gjort betingede af systemets velvilje, bliver kritik en luksus.

Borgeren stemmer ikke længere primært med sin stemme – men med sin accept. Med sin tilpasning. Med sin tegnebog.

“The Pocket Man” træder her frem som demokratisk figur: En borger, der ikke nødvendigvis fravælger frihed af overbevisning, men fordi den er blevet for dyr at fastholde.

Set fra det analytiske alien-perspektiv – fremstår dette ikke som undertrykkelse, men som effektiv styring.

Et samfund, hvor borgere reguleres gennem økonomiske incitamenter og selektiv kompensation, er mere stabilt, mere forudsigeligt – og langt lettere at administrere – end et samfund, baseret på uforudsigelig, rettighedsbaseret frihed.

Spørgsmålet er derfor ikke, om fødevare-checken er velment.
Spørgsmålet er, hvilken adfærd den normaliserer.

Når frihed erstattes af behovsstyring, og rettigheder af ydelser, så bevæger samfundet sig stille – men konsekvent – fra borger til klient. Fra autonom deltager til reguleret modtager.

Og måske er det netop her, artiklens grundspørgsmål får sin mest konkrete form:

… Ikke om mennesket er ukrudt i planetarisk forstand – men om vi gradvist accepterer et system, hvor vores værdi reduceres til, hvor let vi kan styres gennem materielle incitamenter.

Ikke fordi nogen vil os ondt.

Men fordi det virker.

Spørgsmålet er derfor ikke, om styring kommer – men om vi insisterer på at forstå, vælge og begrænse den, før effektiviteten gør det for os.

PS. Denne artikel, kan på mange måder ses som en opfølgning på vores publicerede webbog – Velorienteret: Menneskerettigheder, mål og midler i en ny tidsalder, der kan læses gratis via dette link.

─────

Meet The Apes Scene | ESCAPE FROM THE PLANET OF THE APES (1971) 

Som kulturelt spejl, kan man med fordel (gen)se den klassiske scene fra Escape from the Planet of the Apes (1971), hvor mennesket betragtes udefra og mister sin selvfølgelige position som norm og målestok. Ikke som facit – men som perspektivforskydning.

─────

─────

NB!

Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil vi værdsætte, om du donerer lidt via

MobilePay + 45 9390 9348

for så vi kan fortsætte med at skrive artikler og bøger, og producere dokumentarfilm, uden at kræve betaling af vores læsere.

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com