Af Redaktionen / ThePeoplePress.com :

En artikel om Denis Beglerovics sagen, præcedensrisikoen og spørgsmålet om maksimal sagsbehandlingstid

… og, hvordan kommunal sagsbehandling kan udvikle sig til et administrativt fængsel – og hvorfor Denis-sagen derfor rejser et principielt spørgsmål, om maksimal sagsbehandlingstid.

Én sag, der rækker langt ud over sig selv

Da Retten på Frederiksberg i februar 2025 gav Denis Beglerovic medhold i, at han allerede i 2010 opfyldte betingelserne for førtidspension, var det ikke blot en individuel sejr for en alvorligt syg borger. Det var et sjældent og tydeligt korrektiv til et system, hvor sagsbehandling, afklaring og økonomisk styring over tid kan udvikle sig til en belastning, der i sig selv forværrer borgerens helbred.

Dommen fastslår, at Denis – trods veldokumenterede psykiske og somatiske lidelser – blev fastholdt i et kommunalt og administrativt forløb – i mere end 10 år, før han i 2020 fik tilkendt den førtidspension, retten nu vurderer, han havde krav på – allerede et årti tidligere.

Københavns Kommune har anket dommen. Ikke nødvendigvis fordi Denis’ situation er atypisk – men netop fordi, at den måske ikke er det.

Denis-sagen i sin kerne: et retssikkerhedsproblem

Den juridiske kerne i sagen er bemærkelsesværdigt klar:

• Alle de lidelser, der i 2020 begrundede førtidspension, var også til stede i 2010.
• Prognosen blev allerede tidligt vurderet som dårlig.
• Flere speciallæger vurderede, at yderligere arbejdsmarkedsrettede indsatser var formålsløse – og potentielt skadelige.

Alligevel blev Denis fastholdt i gentagne afklarings- og mentorforløb, sanktionstrusler og administrative processer, som hverken forbedrede hans arbejdsevne eller helbred – men som derimod bidrog til stress, angst og forværring.

Set i et retssikkerhedsperspektiv rejser sagen et uomgængeligt spørgsmål.

Hvornår ophører legitim jobafklaring – og hvornår bliver jobafklaring i sig selv – et indgreb i borgerens værdighed og helbred?

Præcedensdimensionen: hvorfor sagen ikke kan stå alene

At Københavns Kommune har valgt at anke dommen til landsretten, skal ikke kun læses som en juridisk uenighed i én konkret sag. Den bør også forstås som et udtryk for systemisk præcedensangst.

Hvis dommen stadfæstes, indebærer det i praksis:

• At borgere kan have krav på førtidspension med betydelig tilbagevirkende kraft.
• At lange, passive eller skadelige afklaringsforløb kan føre til økonomisk ansvar for myndighederne.
• At Ankestyrelsens og kommunernes praksis – i lignende sager – kan blive genstand for fornyet domstolsprøvelse.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at der i både kommuner og Ankestyrelsen findes et ikke ubetydeligt antal sager, hvor borgere har befundet sig i lignende limbo-tilstande – i årevis – uden reel fremdrift, men med betydelige menneskelige omkostninger.

Det strukturelle hul i lovgivningen: ingen maksimal sagsbehandlingstid

Et centralt – og ofte overset – aspekt af Denis-sagen er, at den ikke skyldes én enkelt sagsbehandlingsfejl. Den skyldes et strukturelt vilkår i social- og beskæftigelseslovgivningen.

Der eksisterer i praksis – ingen absolut øvre grænse for, hvor længe en borger kan holdes i afklaring, før der træffes en endelig, uvildig beslutning.

Formelt kan sager trækkes videre med henvisning til:

• behov for yderligere dokumentation.
• manglende stationaritet.
• potentielle, men urealistiske udviklingsmuligheder.

Reelt betyder det, at ansvaret for systemets tøven, det placeres hos borgeren, og konsekvenserne – helbredsmæssige, sociale og økonomiske – bæres ensidigt af den svageste part, nemlig borgeren.

Det rejser et principielt politisk spørgsmål, som bør adresseres af Folketingets Socialudvalg og Beskæftigelsesudvalg.

Bør der indføres en maksimal sagsbehandlingstid, hvorefter en sag automatisk overgår til afgørelse hos en uvildig instans – hvis borgerens tarv tilsiger det?

Mål- og økonomisk rationalitet versus værdirationalitet

I en tidligere analyse har ThePeoplePress.com beskrevet, hvordan mål- og økonomisk rationalitet i den offentlige sektor, kan komme til at dominere – på bekostning af værdirationalitet. Omtalte analyse kan læses i vores publicerede webbog, – “Velorienteret” – Menneskerettigheder, mål og midler, i en ny tidsalder, via dette link til Webbogen

Denis-sagen illustrerer dette i koncentreret form:

• Målrationalitet: Systemets mål er afklaring og arbejdsmarkedstilknytning – også når målet er uopnåeligt.
• Økonomisk rationalitet: Førtidspension udskydes, udgifter spredes over tid, og risikoen internaliseres hos borgeren.
• Manglende værdirationalitet: Menneskelig værdighed, helbred og livsforløb bliver sekundære hensyn.

Byrettens dom repræsenterer et sjældent øjeblik, hvor værdirationalitet igen får juridisk vægt – men domstolene kan ikke alene bære dette ansvar!

Afslutning – fra enkeltsag til systemisk ansvar

Denis Beglerovics sag er ikke blot historien om et menneske, der fik medhold efter 10 års venten. Det er en sag, der tydeligt viser, hvordan langvarig sagsbehandling uden klare tidsgrænser – kan blive en selvforstærkende mekanisme, hvor systemet beskytter sig selv bedre, end det beskytter borgeren.

Hvis ikke denne sag skal gentage sig – i nye varianter, med nye navne – kræver det politisk handling:

1. En principiel drøftelse af maksimal sagsbehandlingstid.
2. En styrkelse af borgerens ret til en endelig afgørelse.
3. Og et opgør med den blinde tillid til, at mere afklaring altid er bedre.

Spørgsmålet er ikke, om systemet kan holde en borger i afklaring i 10 år.
Spørgsmålet er, om det bør.

Epilog: En henvendelse til Folketingets Socialudvalg & Beskæftigelsesudvalg

På baggrund af Denis Beglerovics sag – og Byrettens klare konstatering af, at en borger kan opfylde betingelserne for førtidspension – årtier før systemet, når frem til samme erkendelse – det rejser et spørgsmål, som rækker ud over den konkrete dom.

Bør der i dansk social- og beskæftigelseslovgivning indføres en maksimal sagsbehandlingstid, hvorefter en sag – når borgerens tarv tilsiger det – automatisk overgår til endelig afgørelse ved en uvildig instans?

Et sådant princip vil ikke blot styrke borgerens retssikkerhed. Det vil også fungere som et nødvendigt korrektiv – til de mål- og økonomirationaler, der i dag risikerer at fastholde alvorligt syge borgere i langvarige, formålsløse og helbredsskadende afklaringsforløb.

Denne artikel fremsendes derfor til Folketingets Socialudvalg og Beskæftigelsesudvalg – med henblik på, at udvalgene får mulighed for at forholde sig til det udledte principielle spørgsmål, understøttet af dommens fulde præmisser. Artiklen ledsages af Byrettens dom, så udvalgets medlemmer har adgang til det konkrete retsgrundlag, som analysen bygger på.

Spørgsmålet er ikke, om systemet kan vente.
Spørgsmålet er, hvor længe et menneske bør gøre det.

NB. Den 1. feb 2026, er denne artikel og dommen fremsendt til henholdsvis Folketingets Socialudvalg og Folketingets Beskæftigelsesudvalg, med ønske om at få besvaret vores spørgsmål: Bør der i dansk social- og beskæftigelseslovgivning indføres en maksimal sagsbehandlingstid, hvorefter en sag – når borgerens tarv tilsiger det – automatisk overgår til endelig afgørelse ved en uvildig instans?

Janis Joplin ǀ”Mercedes Benz”

Som en kulturel og næsten ironisk kommentar til systemets løfter – om afklaring, fremdrift og “det næste skridt”, afsluttes artiklen med Mercedes Benz – Janis Joplins sidste indspilning.

En sang om afhængighed af et system, der lover meget, men aldrig leverer det, man faktisk har brug for.

─────

NB!

Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil vi værdsætte, om du donerer lidt via

MobilePay + 45 9390 9348

for så vi kan fortsætte med at skrive artikler og bøger, og producere dokumentarfilm, uden at kræve betaling af vores læsere.

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com

─────