… en Web-Report af Whitestone-Advocacy.com – 3. september 2026

Videoen nedenfor viser et originalt videoklip – med den amerikanske CNN-vært Anderson Cooper, sammenholdt med en kunstigt manipuleret version.

Bemærk hvor svært det er at gennemskue forskellen mellem originalvideoen og deepfake versionen, men det er faktisk ikke vores største udfordring.

Den virkelig interessante udfordring og det afledte spørgsmål, er, hvad der sker med et samfund og dets demokrati, når denne tvivl om virkelighed, breder sig til vores fælles informationsgrundlag?

Video: Eksempel på originalt og syntetisk manipuleret videomateriale med CNN-værten Anderson Cooper. Videoen er produceret og offentliggjort af LipSynthesis, som demonstration af virksomhedens deepfake/lipsync-teknologi.

Kunstig intelligens gør det stadig vanskeligere at afgøre, om det billede, den stemme eller den video, vi møder, – dokumenterer noget, der faktisk er sket

Den største trussel er derfor ikke den enkelte deepfake.

Den største trussel opstår, hvis vi som borgere holder op med at tro på, at sandheden overhovedet kan dokumenteres. For uden tillid svækkes ikke alene vores informationssamfund, men også demokratiets evne til at skabe fælles retning og udviklingsmål for vort samfund.

Den danske virksomhed InReality forsøger at vende problemet om

I stedet for at finde alt det falske vil virksomheden gøre det muligt at dokumentere det ægte.

Et fotografi har i generationer været mere end et billede.

Det har været dokumentation.

En lydoptagelse kunne dokumentere, hvad et menneske havde sagt. En video kunne vise, hvad der faktisk var sket.

Journalister, domstole, myndigheder, virksomheder og almindelige borgere, har bygget en betydelig del af vores fælles forståelse af virkeligheden, på den præmis.

Den præmis er under forandring.

Generativ kunstig intelligens kan skabe ansigter på mennesker, der aldrig har eksisteret, klone stemmer, konstruere fotografier af begivenheder, der aldrig har fundet sted, og producere video, hvor virkelige mennesker tilsyneladende siger og gør ting, de aldrig har sagt eller gjort.

Teknologien udvikler sig samtidig så hurtigt, at kampen mellem dem, der fremstiller manipulationerne, og dem, der forsøger at afsløre dem, – det kan udvikle sig til et konstant digitalt våbenkapløb.

Der findes allerede en række forskellige teknologier, som analyserer billeder, lyd og video – for at finde spor efter manipulation.

Men, deepfakes skaber et endnu mere grundlæggende problem.

Hvad sker der, når vi ikke alene risikerer at tro på noget, der er falsk – men samtidig begynder at tvivle på det, der faktisk er sandt?

Fra misinformation til mistillid

En dansk analyse af politiske deepfakes – under valget til Europa-Parlamentet i 2024, peger netop på denne anden effekt af misinformation.

Analysen fandt, at mistanker og beskyldninger om manipuleret indhold, forekom hyppigere end den egentlige identificerede spredning af deepfakes. Problemet bliver dermed ikke alene den falske video. Det bliver også mistanken om, at enhver video potentielt kan være falsk.

Det rejser et paradoks.

En falsk video – kan få os til at tro på noget, der aldrig er sket.

Eksistensen af falske videoer, kan samtidig gøre det lettere at afvise en video, som faktisk dokumenterer noget, der er sket.

Jo mere bevidste vi bliver om, at virkeligheden kan manipuleres digitalt, desto vanskeligere kan det måske også blive at anvende autentisk materiale som dokumentation.

Dermed ophører misinformation med blot at være et teknologisk problem.

Det bliver et tillidsproblem.

Et demokrati kan leve med uenighed – men ikke uden en forholdsvis fælles erkendt virkelighed

Demokrati kræver ikke enighed.

Tværtimod.

Et levende demokrati forudsætter politisk konflikt, kritik af magten, forskellige ideologier og borgere, der argumenterer for vidt forskellige løsninger på samfundets problemer.

… Men, demokratisk uenighed forudsætter noget andet, nemlig at der trods uenigheden eksisterer et tilstrækkeligt fælles grundlag for at diskutere, hvad der faktisk foregår.

Vi kan være uenige om, hvordan klimaforandringer, migration, forsvar, sundhed, uddannelse eller økonomiske reformer skal håndteres.

Tilgengæld, – hvad sker der, hvis forskellige grupper i samfundet – ikke længere blot er uenige om løsningerne, men heller ikke accepterer de grundlæggende informationer, som diskussionerne tager sit udgangspunkt i?

Så diskuterer vi ikke længere forskellige løsninger på en fælles virkelighed.

Vi begynder at leve i konkurrerende virkeligheder og det kan være langt mere alvorligt.

OECD beskriver – en sund grad af tillid til offentlige institutioner, som vigtig for demokratiske regeringers mulighed for at gennemføre reformer og håndtere komplekse samfundsproblemer.

OECD’s undersøgelse fra 2026 viser samtidig, at oplevelsen af politisk indflydelse, hænger tæt sammen med institutionel tillid.

… 68 procent af de adspurgte oplever at stemmeafgivning – har indflydelse på hvad regeringer gør, mens kun omkring tre ud af ti mener at det politiske system – giver mennesker som dem, reel mulighed for at få indflydelse.

Tillid betyder ikke ukritisk lydighed.

Tværtimod!

Kritisk kontrol af magten er en forudsætning for et demokrati.

Der er dog forskel på sund skepsis og en grundlæggende overbevisning om, at ingen institution, intet medie, ingen ekspert og ingen dokumentation længere kan være troværdig.

Hvis den sidste form for mistillid breder sig, så opstår spørgsmålet, – om demokratiet samtidig mister noget af sin evne til at skabe fælles udviklingsmål og handlegrundlag, til gavn for hele samfundet.

Når borgeren holder op med at tænke i et “vi”

Store samfundsprojekter kræver nemlig noget, som ikke kan vedtages ved lov alene, nemlig en tilstrækkelig tro på, at vi som borgere indgår i et fælles projekt.

Vi betaler skat til ydelser, vi måske aldrig selv får brug for.

Vi finansierer skoler, selv efter vores egne børn er blevet voksne.

Vi investerer i veje, forskning, beredskab, forsvar og langsigtede løsninger, hvis gevinster måske først viser sig mange år senere.

Det gør vi blandt andet fordi et velfungerende samfund bygger på en forestilling om gensidighed.

… Jeg bidrager til fællesskabet, fordi jeg forventer, at andre gør det samme, og fordi jeg har en rimelig tillid til, at de institutioner, der forvalter vores fælles ressourcer, gør det på et legitimt grundlag.

Og hvad sker der så, hvis denne tillid gradvist forsvinder?

Spørgsmålet kan i stigende grad blive:

… Hvordan beskytter jeg mig selv og mine nærmeste?

frem for:

… Hvordan løser vi dette sammen?

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at borgeren bliver egoistisk.

Det kan være en rationel reaktion på et system, som borgeren ikke længere forventer vil fungere.

Her kan erfaringerne fra skrøbelige og institutionelt svage stater være interessante.

Sammenligningen skal anvendes med forsigtighed – fordi et moderne europæisk demokrati, ikke uden videre kan sammenlignes med en konflikt- eller lavkapacitetsstat. Dog er forholdet mellem tillid, institutioner og kollektiv handling, relevant at forholde sig til, med erfaringerne fra konflikt- eller lavkapacitetsstater.

Verdensbanken beskriver social sammenhængskraft gennem blandt andet fælles formål, tillid og vilje til samarbejde – både mellem borgere – og mellem borgere og stat. Verdensbanken peger samtidig på, at stærke relationer gør forskellige mennesker, grupper og staten, bedre i stand til at arbejde sammen om fælles problemer og udviklingsmål.

Her er det vigtigt at skelne mellem statskapacitet og demokratisk legitimitet.

En autoritær stat kan have en effektiv skatteadministration, et stærkt politi og en kompetent offentlig forvaltning og dermed betydelig statskapacitet.

… Men, en demokratisk stat har brug for mere end administration.

Den har brug for legitimitet.

Den skal kunne overbevise borgere om fælles mål, gennemføre reformer, som ikke nødvendigvis gavner alle umiddelbart, og skabe opbakning til beslutninger, der kræver langsigtede investeringer og kompromiser.

Statskapacitet, social tillid og politisk ledelse er ikke det samme.

Erfaringer viser, at selv forholdsvis stærke institutioner – kan få vanskeligere ved at handle effektivt, i stærkt polariserede samfund med lav tillid.

Når den enkle løsning bliver fristende

I et stærkt polariseret samfund – kan politiske modstandere gradvist ophøre med at blive betragtet som mennesker – med andre holdninger, og i stedet blive betragtet som fjender.

Kompromiset bliver ikke længere demokratiets arbejdsmetode, men kan derimod begynde at ligne et demokratisk svigt.

Og, hvis befolkningen samtidig mister tilliden til, at de demokratiske institutioner kan løse problemerne, kan ledere, der lover og viser handlekraft – uden demokratiets langsommelighed, få bedre vilkår.

Budskabet fra sådanne leder, kan være enkelt formuleret.

… Problemerne kan løses, hvis beslutningerne centraliseres, modstanden tilsidesættes, kritiske medier ignoreres og den komplicerede demokratiske samtale erstattes af en klar fortælling om, hvem der har ret – og hvem der har skylden.

Misinformation fører ikke automatisk til autoritære styrer.

Årsagssammenhængene er langt mere komplekse.

V-Dem Institute ved Göteborg Universitet finder en bekymrende sammenhæng mellem desinformation, politisk polarisering og demokratisk tilbagerulning.

Instituttets Democracy Report 2025 konstaterede blandt andet, at halvdelen af de regeringer, der befandt sig i en autokratiseringsproces, i stigende grad anvendte statslig desinformation.

V-Dem beskriver samtidig polarisering og desinformation – som fænomener, der kan forstærke hinanden, men understreger også behovet for mere forskning i de præcise årsagssammenhænge.

Den forsigtighed er vigtig.

Vi ved ikke, om misinformation i sig selv – vælter demokratier, men vi har grund til at spørge, hvad der sker med et demokrati, når den information og den tillid, som den fælles samtale bygger på, bliver stadig mere usikker.

Når misinformation også bliver en forretning

Og hvorfor spredes falsk information overhovedet så effektivt?

En del af svaret findes måske i økonomien.

Internettets informationsøkonomi er i høj grad bygget op omkring opmærksomhed. Annonceindtægter følger trafik, visninger, klik og engagement.

Det betyder ikke, at sociale platforme eller annoncører nødvendigvis ønsker misinformation. Det betyder dog, at et system kan skabe økonomiske incitamenter for indhold, der effektivt fastholder vores opmærksomhed – også når indholdet er misvisende eller direkte falsk.

Et studie offentliggjort i Nature i 2024 – undersøgte mere end 5.000 websites og fandt, at 74,5 procent af de websites, som forskerne havde klassificeret som misinformation-sites, blev finansieret gennem annoncer.

Forskerne fandt samtidig, at automatiserede digitale annoncesystemer i væsentlig grad bidrog til, at almindelige virksomheders annoncer endte på disse sites, ofte uden at virksomhedernes beslutningstagere var klar over det. Og det er en vigtig nuance, for virksomhederne behøver ikke være involveret i en beslutning om – indirekte at finansiere løgne.

… Det kan nemlig være en konsekvens af et komplekst automatiseret system, hvor opmærksomhed har økonomisk værdi!

Samtidig viste et omfattende studie – publiceret i Science, baseret på omkring 126.000 historier spredt på Twitter mellem 2006 og 2017, at falske historier i det undersøgte materiale – spredte sig længere, hurtigere og bredere end sande historier.

… Forskerne fandt blandt andet, at falske historier oftere fremkaldte overraskelse, frygt og afsky, og at menneskelig deling – ikke alene bots – var en vigtig del af forklaringen.

Dermed opstår et ubehageligt spørgsmål. Hvad sker der, hvis det indhold, der er mest værdifuldt for vores fælles forståelse, ikke nødvendigvis er det indhold, der er mest værdifuldt i en opmærksomhedsøkonomi?

Problemet sidder også i os selv

Det er fristende at forklare misinformation, som et problem skabt af teknologien, men mennesker er ikke passive ofre.

Vi søger mening. Vi søger sammenhæng. Vi orienterer os mod mennesker og grupper, som vi identificerer os med.

Information, der passer sammen med vores eksisterende verdensbillede, kan være lettere at acceptere end information, der udfordrer det.

Det, der ofte omtales som confirmation bias, er derfor en del af forklaringen, men ikke hele forklaringen.

Misinformation kan udnytte en kombination af kognitive, følelsesmæssige og sociale mekanismer hos mennesker.

Det er vigtigt at undgå den komfortable forestilling om, at misinformation primært er noget, andre mennesker falder for.

Og problemet eksisterer ikke nødvendigvis fordi – at mennesker er dumme, uoplyste eller ønsker at blive manipuleret. Det kan opstå, fordi helt almindelige menneskelige mekanismer, møder et digitalt informationsmiljø – med en hastighed og en skala, vi historisk set ikke har været eksponeret for tidligere.

… Og mens vi forsøger at blive bedre til at genkende manipulationen, bliver teknologien til at fremstille den bedre, – og måske langt hurtigere end vi bliver i stand til at genkende manipulation.

Et våbenkapløb, der bliver stadig vanskeligere at vinde

En oplagt teknologisk reaktion har været – at udvikle systemer, der kan afsløre deepfakes.

De analyserer billeder, lyd og video for digitale spor efter manipulation: pixels, biologiske signaler, stemmemønstre, metadata eller andre afvigelser. Andre systemer forsøger at finde koordinerede netværk og mønstre i spredningen af misinformation.

Problemet er, at de generative systemer samtidig bliver bedre.

Deepfake-generatorer kan lære af de fejl, detektorerne opdager.

Detektorerne forbedres.

Generatorerne forbedres igen.

Professor Morten Mørup fra DTU Compute – beskriver i sin research, netop problemstillingen som et teknologisk digitalt våbenkapløb.

Generative modeller – kan trænes “mod” de modeller, der forsøger at identificere dem, og dermed gradvist blive bedre til at undgå de karakteristika, der tidligere afslørede manipulationen. Og det bringer os frem mod endnu et vigtigt spørgsmål.

Kan vi blive ved med at løse problemet – ved alene, at blive bedre til at finde det falske – bagefter?

Måske skal vi ikke alene blive bedre til at identificere det falske.

Måske skal vi også blive bedre til at dokumentere det ægte.

Det er her – at PhD Jeppe Nørregaard, kommer ind i historien.

Jeppe Nørregaard er CEO og stifter af den danske teknologivirksomhed InReality.

Før etableringen af virksomheden, arbejdede han selv med kunstig intelligens og misinformation, og netop med forsøg på at anvende AI – til at genkende falsk information.

I nedenstående videointerview fortæller han, at arbejdet førte ham til en erkendelse. Nemlig at problemet var usædvanligt vanskeligt.

Han arbejdede samtidig tæt på mennesker, der beskæftigede sig med deepfakes, og kunne se udviklingen bevæge sig mod en verden, hvor kunstig intelligens ville blive i stand til at simulere stadig flere dele af vores digitale virkelighed – billeder, videoer, stemmer, historier og identiteter.

Derfor valgte han at vende spørgsmålet om.

… “Hvorfor går vi op i, hvad der er deepfake, hvorfor går vi ikke kun op i, hvad der er ægte”.

Jeppe Nørregaards pointe er, at meget af kampen mod misinformation, hidtil har været baseret på en implicit præmis, nemlig at vi antager, at indhold er ægte – og vi forsøger derefter at finde de falske elementer.

… Han omtaler det i nedenstående videointerview – som at lede efter de rådne æbler.

Og hvis mængden af syntetisk og manipuleret indhold vokser markant, mener Jeppe Nørregaard, at opgaven med at finde de rådne æbler, bliver stadig vanskeligere at gennemføre.

InReality forsøger derfor at vende bevisbyrden.

Ikke:

… Kan vi bevise, at dette er falsk?

Men:

… Kan vi dokumentere, at dette er ægte?

Interview med Jeppe Nørregaard fra InReality

Fra deepfake-detektor til digitalt bevis

InReality beskriver selv sin teknologi som et system, der kan kontrollere, signere og efterfølgende verificere digitalt indhold som billeder, video, lyd og tekst.

Virksomhedens mål er at beskytte indholdets vej, fra optagelsen eller skabelsen – til modtageren, så oprindelse og integritet efterfølgende kan verificeres.

En del af den internationale tekniske udvikling på området – foregår omkring C2PA – Coalition for Content Provenance and Authenticity.

C2PA arbejder med såkaldt digital proveniens: kryptografisk verificerbare oplysninger om et digitalt materiales oprindelse og historik, men her findes en vigtig sondring.

… C2PA er ikke en sandhedsmaskine.

Standarden siger selv, at dens opgave ikke er at vurdere, om oplysninger om et materiales proveniens er “gode” eller “dårlige”, men at gøre det muligt at efterprøve, om oplysningerne er knyttet til materialet og ikke er blevet manipuleret.

Et autentisk fotografi kan stadig præsenteres sammen med en falsk tekst.

En ægte video kan anvendes ude af sammenhæng.

Et menneske kan stå foran et verificeret kamera og fremsætte en forkert påstand.

At dokumentere autenticitet – er derfor ikke det samme som at dokumentere sandheden, i enhver betydning.

Netop denne skelne er vigtig.

InReality oplyser, at virksomheden anvender C2PA og beslægtede standarder og tilfører yderligere sikkerhed – med det formål, at beskytte data fra den oprindelige optagelse og gøre indholdet verificerbart senere. Det er virksomhedens egen beskrivelse af løsningen.

Sikkerhed for information, på linje med sikkerhed for pengeoverførsler

Jeppe Nørregaard bruger selv netbanken – som billede på den verden, han ønsker at skabe.

“Når vi overfører penge digitalt, forventer vi ikke bagefter at skulle analysere transaktionen – for at finde ud af, om en “angriber” måske har ændret beløbet undervejs. Vi forventer, at infrastrukturen er sikker”.

Jeppe Nørregaards ambition er – at skabe en tilsvarende tankegang, omkring værdifuldt digitalt indhold.

Hvis et billede sendes fra én person til en anden, skal modtageren kunne verificere dets oprindelse og integritet.

… “Vi skal kunne stole på det, vi ser. Vi skal kunne stole på det, vi sender til hinanden,” siger han i videointerviewet.

Potentialet rækker ifølge virksomheden, fra medier og sociale platforme til forsikring, finans, forsvar og andre områder, hvor digital dokumentation har økonomisk eller sikkerhedsmæssig værdi.

Det betyder ikke, at teknologien dermed løser misinformation, men den rejser et interessant spørgsmål om, hvorvidt digital autenticitet i fremtiden – kan blive en form for infrastruktur, på samme måde som vi i dag tager digital sikkerhed for givet – i eksempelvis bankverdenen.

EU forsøger at mærke det kunstige

Jeppe Nørregaards tilgang – står i interessant kontrast til dele af den regulering, der nu gennemføres.

Artikel 50 i EU’s AI Act indeholder gennemsigtighedsforpligtelser for blandt andet AI-genereret og manipuleret indhold. Forpligtelserne gælder fra 2. august 2026 og indebærer blandt andet maskinlæsbar mærkning af bestemte former for AI-genereret eller manipuleret materiale, samt krav vedrørende deepfakes.

Jeppe Nørregaard er kritisk over for denne tilgang.

Hans argument er, at et system, der fokuserer på at mærke det syntetiske, fortsat i nogen grad er afhængigt af, at producenter og brugere af det kunstige indhold, at de vælger at følge reglerne.

Han mener derfor, at fokus bør flyttes mod at beskytte det indhold, som fra begyndelsen kan dokumenteres som autentisk.

… Det er hans vurdering.

Måske behøver de to tilgange ikke at stå i modsætning til hinanden.

Mærkning af syntetisk indhold, deepfake-detektion, digital proveniens, journalistisk faktatjek og almindelig kildekritik kan potentielt løse forskellige dele af det samme problem.

Et globalt problem uden én global løsning

EU er langt fra alene om at diskutere problemstillingen.

FN’s Global Digital Compact fra 2024 – behandler informationsintegritet som et internationalt spørgsmål, og konstaterer, at digitale teknologier kan anvendes til informationsmanipulation med skadevirkninger for både samfund, menneskerettigheder og demokratiske processer.

FN-landene har samtidig opfordret teknologivirksomheder og udviklere til – blandt andet at arbejde videre med identifikation af AI-genereret materiale, certificering af autenticitet og oprindelse, mærkning og vandmærkning.

Europarådet har desuden udviklet en internationalt juridisk bindende rammekonvention om kunstig intelligens, menneskerettigheder, demokrati og retsstat.

Konventionen blev åbnet for underskrift i september 2024 og er også åben for deltagelse af visse lande uden for Europarådet.

EU ratificerede konventionen i maj 2026, men pr. 2. september 2026 var den endnu ikke trådt i kraft, fordi kravet om mindst fem ratifikationer, herunder mindst tre fra medlemslande i Europarådet, ikke var opfyldt.

Det illustrerer problemets internationale karakter.

Digital information krydser grænser på sekunder.

Regulering gør ikke!

Teknologi kan dokumentere en fil – men ikke skabe et demokrati

Det kan være fristende at søge efter én teknologisk løsning.

Den findes næppe.

Kryptografi kan hjælpe os med at dokumentere, hvorfra et digitalt materiale kommer fra.

AI-detektorer kan hjælpe med at identificere manipulation.

Lovgivning kan stille krav til virksomheder.

Journalister kan faktatjekke.

Uddannelsessystemet kan styrke digital dannelse og kildekritik.

Men, ingen af delene kan alene skabe den tillid, et demokratisk samfund behøver.

Tillid opstår også gennem erfaring.

Når institutioner leverer.

Når myndigheder forklarer deres beslutninger.

Når politikere accepterer kritik.

Når forskere er åbne om usikkerheder.

Når medier retter deres fejl.

Når virksomheder er gennemsigtige om deres interesser.

Og når borgere oplever, at de faktisk har mulighed for at påvirke de beslutninger, der former deres liv.

OECD’s undersøgelser peger netop på – en stærk forbindelse mellem oplevelsen af politisk indflydelse, og tilliden til offentlige institutioner.

Teknologisk verificering kan derfor aldrig erstatte demokratisk legitimitet, men måske kan den hjælpe med at beskytte en af legitimitetens forudsætninger. Nemlig at at vi fortsat kan dokumentere store del af den virkelighed, vi diskuterer i en demokratisk kontekst, som alternativ til at give op og acceptere autoritære styreformer.

Epilog: Tillid kan ikke længere tages for givet

Måske er det mest afgørende spørgsmål om misinformation derfor ikke, hvor mange falske billeder, videoer eller historier vi bliver i stand til at afsløre.

Det større spørgsmål er, hvad der sker med os – som mennesker og som samfund, hvis vi gradvist mister troen på, at noget overhovedet kan dokumenteres som ægte.

Et demokrati behøver ikke enighed.

Det har brug for uenighed.

Men, uenigheden kræver et sted at mødes – omkring en nogenlunde fælles enighed om virkelighed, hvor argumenter kan undersøges, dokumentation kan udfordres, og politiske modstandere fortsat kan betragte hinanden som medborgere.

Forsvinder det fælles grundlag, risikerer konsekvensen at blive større end misinformationen selv.

Tilliden mellem borgere, medier, virksomheder og institutioner kan svækkes. Polariseringen kan vokse. Og den fælles vilje til at investere i langsigtede løsninger, acceptere kompromiser og tage medansvar for samfundets udvikling, kan blive vanskeligere at opretholde.

Teknologien kan ikke løse dette alene.

Kryptografisk dokumentation kan måske hjælpe os med at afgøre, om et billede eller en video er autentisk.

Den kan ikke fortælle os, om den fortælling, materialet indgår i, er sand.

Den kan heller ikke skabe den demokratiske legitimitet, som kun kan vokse gennem troværdige institutioner, ansvarlig politisk ledelse, uafhængige medier, forskning og borgere, der fortsat oplever, at fællesskabet er værd at engagere sig i.

… Men, måske peger Jeppe Nørregaards spørgsmål alligevel på noget større, end den teknologi InReality udvikler.

Hvis kunstig intelligens ændrer vores digitale verden fra et sted, hvor vi som udgangspunkt antager, at det, vi ser, er ægte, til et sted, hvor næsten alt principielt kan være fremstillet kunstigt, kan vi blive nødt til at gentænke selve fundamentet for digital tillid.

Måske bliver fremtidens spørgsmål derfor ikke kun:

Hvordan afslører vi det falske?

Men også:

Hvordan beskytter og dokumenterer vi det, der er ægte?

Ikke fordi dokumenteret autenticitet kan definere sandheden for os.

Men, fordi muligheden for at undersøge, hvad der faktisk er sket, kan vise sig at være en af forudsætningerne for, at vi fortsat kan være uenige om, hvad vi skal gøre ved det.

Tillid kan ikke kræves.

Den kan ikke vedtages ved lov.

Og den kan ikke skabes af teknologi alene.

Den skal fortjenes.

Og i en verden, hvor virkeligheden i stigende grad kan simuleres, bliver vi også nødt til at blive bedre til at beskytte den.

Kilder og metode

Web-Report’en bygger på: 1) et videointerview med PhD Jeppe Nørregaard, der er CEO og stifter af InReality, 2) virksomhedens baggrundsmateriale, samt uafhængig forskning, analyser og officielle dokumenter om misinformation, deepfakes, institutionel tillid, demokrati, social sammenhængskraft og regulering af kunstig intelligens.

Interview og virksomhedsmateriale

• Videointerview med Jeppe Nørregaard, CEO og stifter af InReality.
• Baggrunds- og teknologimateriale fra InReality, om virksomhedens arbejde med digital proveniens, kryptografisk sikring, C2PA og verificering af autentisk digitalt indhold.

Oplysninger om InReality, virksomhedens teknologi, markedsforhold og konkrete erfaringer, som alene stammer fra Jeppe Nørregaard eller virksomheden, er i Web-Report’en tilskrevet denne kilde og skal ikke læses som uafhængigt verificerede oplysninger.

Forskning og analyser

• OECD – forskning og undersøgelser af tillid til offentlige institutioner, politisk indflydelse og demokratisk styring.
• V-Dem Institute, Göteborg Universitet – Democracy Reports og forskning i demokrati, autokratisering, politisk polarisering og desinformation.
• Verdensbanken – analyser af social sammenhængskraft, institutionel tillid, statskapacitet og kollektiv handling.
• Center for sociale medier, tech og demokrati – dansk analyse af politiske deepfakes og deres betydning for den demokratiske samtale.
• Morten Mørup, professor ved DTU Compute – forskning og faglige vurderinger af deepfakes og det teknologiske våbenkapløb mellem generering og detektion.
• Forskning publiceret i Science om forskelle i spredningen af sande og falske nyheder på sociale medier.
• Forskning publiceret i Nature om misinformation, digital annoncering og de økonomiske strukturer omkring misinformation.
• Forskning i psykologiske og kognitive mekanismer bag menneskers modtagelighed for og deling af misinformation.

Tekniske standarder og regulering

• Coalition for Content Provenance and Authenticity (C2PA) – tekniske standarder og principper for digital proveniens og Content Credentials.
• EU AI Act, herunder artikel 50 om gennemsigtighed og mærkning af bestemte former for AI-genereret og manipuleret indhold.
• FN’s Global Digital Compact – internationale principper og samarbejde om blandt andet informationsintegritet, misinformation og digital teknologi.
• Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens, menneskerettigheder, demokrati og retsstat.

Kilderne er anvendt til at belyse forskellige dele af problemstillingen. Web-Report’en søger ikke at dokumentere én entydig årsagssammenhæng mellem misinformation, mistillid, polarisering og demokratisk tilbagegang, men at undersøge de forbindelser og risici, som forskningen og de konkrete teknologiske udviklinger peger på.

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com

– The Truth Matters to Us –

– Your Truth Matters to Us –

NB! Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil det glæde os, hvis du giver en donation via MobilePay + 45 9390 9348, for så hjælper du os til at fortsætte vores arbejde, der sikre øget respekt om borgerrettigheder, menneskerettigheder og dyrs rettigheder.