… 3 patruljevogne kommer kørende ind på Rådhuspladsen. Den ene forlader hurtigt Rådhuspladsen igen og parkerer et andet sted

Kronik skrevet af: Marcus Vigilius Brendstrup / Chefredaktør på ThePeoplePress.com

Den 19. juli 2026, har jeg netop været sent på indkøb i Netto på Rådhuspladsen, fordi min kære mor, ved en telefonsamtale en time forinden fortalte mig, at hun ikke havde noget mad i sit køleskab.

Upåagtet af, hvordan dette er sket, kører jeg selvfølgelig omkring Netto kl. 23.30.

Og trods politibiler på Rådhuspladsen – med de blå blink tændt og en hulens masse unge mennesker i topfesthumør, så ringer jeg – midt i dette turbomiljø af hurtige indtryk – til min mor.

“Mutti, jeg ville lige høre, om du har spist.”

Og så får jeg det lidt uventede svar:

“Tænk engang, Sønnike. Da jeg fik kigget ordentligt efter i køleskabet, var der en masse dejlig mad, så jeg har lige fået en omelet med grøntsager.”

Hvad kan man sige andet end, at det glæder mig at høre.

Lidt forsigtigt spørger jeg ind til, hvilket skab hun kiggede i, da hun tidligere fortalte mig, at der ikke var noget mad i køleskabet.

Sødt svarer min mor:

“Jamen, jeg ville så gerne have nogle frosne hindbær i min yoghurt, og så smuldrer jeg lidt Digestives ud over yoghurten med citron og de frosne hindbær.”

Ja, så kan jeg godt forstå, at hvis man er i desserthumør eller koldskålhumør, så kan køleskabet opleves som meget tomt, hvis det, man allermest ønsker sig til aftensmad, netop er det, der ikke er i køleskabet.

Så i morgen må jeg jo køre forbi min kære mor og sikre, at køleskabet ikke er tomt.

Ved afslutningen af telefonsamtalen spørger min mor, hvor jeg er, fordi der er så meget larm.

“Rådhuspladsen,” svarer jeg.

Politiet er nu i gang med at afhøre flere unge mennesker på Rådhuspladsen, som de har samlet i mindre grupper på tre til fire personer.

Jeg går derover og spørger nogle unge mennesker, hvad der er sket, og får forklaret, at en af de hjemløse romamænd – havde løbet rundt med en kniv og peget mod de unge mennesker på Rådhuspladsen. Mere herom senere.

Jeg går nu over mod politiet og de grupper, som de afhører.

Selvom jeg holder god afstand, kommer en kvindelig, lyshåret betjent hen til mig og vil vide, hvad jeg vil.

Jeg forklarer, at jeg kommer fra pressen og er interesseret i at høre, hvad der er sket.

Det kan betjenten ikke oplyse mig om. Til gengæld får jeg besked på at holde afstand og ikke blande mig i deres politiforretning.

Jeg svarer, at jeg bestemt ikke ønsker at blande mig i deres politiforretning, men meget gerne vil kunne passe mit arbejde.

Nu bliver den kvindelige betjents stemme lidt skinger.

“Du skal gå så langt væk, at du ikke forstyrrer.”

Endnu en gang kan jeg kun sige, at jeg faktisk oplever, at jeg står forholdsvis langt væk i forhold til mange andre mennesker på Rådhuspladsen.

Jeg spørger hende, om hun er utilpas ved pressens tilstedeværelse og ved, at vi passer vores arbejde, for jeg er bestemt ikke ude på at forstyrre.

Derefter stiller jeg mig et andet sted.

Den kvindelige betjent kommer nu gående i højt tempo hen imod mig. Hun går helt tæt på mig og siger:

“Har jeg ikke sagt, at du skal gå væk?”

På dette tidspunkt, efter flere gange at have efterkommet hendes anvisninger, mener jeg, at nok er nok.

Jeg svarer derfor:

“Har du overvejet at vise den samme respekt over for mig, som du forventer af mig? For du virker meget konflikteskalerende – på en måde, der – set med mine faglige øjne – virker fagligt umoden.

Men hvis du gerne vil fortsætte denne stil, vil jeg gerne bede om dit personalenummer.”

Nu kommer en anden mandlig betjent hen til mig.

Jeg siger til ham, at jeg savner, at politiet viser mere respekt for pressen, fordi vi jo også blot passer vores arbejde.

Han svarer:

“Du skal også vise respekt for os.”

Jeg svarer, at det har jeg bestemt også forsøgt, men jeg oplever ikke, at den bliver nævneværdigt gengældt.

Betjenten og jeg bliver herefter enige om, at vi selvfølgelig skal vise hinanden respekt, mens vi udfører vores arbejde.

Hvorfor beskriver jeg nu dette forløb med de to betjente?

Det er der en særlig grund til.

Ved flere demonstrationer, har jeg oplevet kvindelige betjente forsøge at matche deres mandlige kollegaer i at være “tough” og handlekraftige.

Desværre har jeg også flere gange oplevet det i situationer, hvor jeg ikke mente, at det var påkrævet.

Det er en vigtig pointe. Fordi, hvis nogle kvindelige betjente oplever, at de ikke kan matche deres mandlige kollegaers fysisk, så er det jo en realitet, at mænd og kvinder gennemsnitligt ikke har samme fysiske styrke.

Det bør efter min opfattelse – ikke føre til, at enkelte betjente overkompenserer, ved at stille større krav om respekt, end situationen berettiger.

Over for nogle mennesker, kan det virke stærkt provokerende og konflikteskalerende – særligt under demonstrationer, hvor stemningen i forvejen kan være anspændt.

Sådanne unødige konflikteskalerende former for optræden, kan inddrage andre betjente i voldsomme slagsmål, hvor de involverede parters helbred, førlighed – og måske endda liv – bringes i fare.

Derfor undrer det mig, at de betjente, der sættes til gadeopgaver i weekenderne, ikke er trænet endnu bedre i at nedtrappe konflikter og indgå i en ligeværdig dialog med borgerne.

Det er min oplevelse, at rekrutteringen af politifolk i stigende grad baserer sig på kriterier, hvor evnen til at skabe autoritet omkring sin person og udøve magt – vægtes højere end personligheder, der udviser overskud under pres og har et ønske om at være på god fod med borgerne. Det gælder også i mødet med pressen.

Hvorom alting er, de blå blink blev slukket, mens jeg fik talt færdigt med den kvindelige betjent. Og det var bestemt ikke nogen lang samtale.

Jeg stod nu i så god afstand, at politiet ikke oplevede sig forstyrret.

Alligevel var jeg fortsat interesseret i at forstå, hvorfor den hjemløse romamand – der ikke var særlig høj og heller ikke virkede til at være i særlig god fysisk og sundhedsmæssig form, – under kontakten med politiet, havde et ansigtsudtryk, som tydeligt viste, at han både var bange og ked af det.

Hvis man ikke er bekendt med nattelivet på Københavns Rådhusplads, kan jeg oplyse, at Rådhuspladsen er meget mere end et samlingssted for festglade unge mennesker.

Den er også hjem for flere hjemløse, som sover, spiser og forsøger at overleve på deres små tæpper, der udgør rammerne omkring deres privatliv.

Derfor siger det næsten sig selv, at når en eller flere hjemløse romaer – en lørdag aften ligger og sover, omgivet af deres få ejendele, så er de ikke alene udsat for en stor risiko – for at få stjålet deres ejendele – der er også stor risiko for, at de er udsat for chikane fra unge mennesker i festhumør.

Netop derfor vælger nogle romaer at træde i karakter og tage fysiske konfrontationer med unge mennesker, der bevæger sig ind på deres tæpper eller forsøger at tage nogle af deres ejendele.

Grundlæggende burde der efter min opfattelse, slet ikke være hjemløse, som er nødt til at sove på Rådhuspladsen.

Men det er der desværre.

Og de kommer fra flere forskellige etniske baggrunde, herunder også romaer.

Derfor var jeg meget interesseret i at se og høre, hvordan politiet håndterede situationen.

Spurgte politiet eksempelvis de unge mennesker, de afhørte, om de havde været tæt på den nu anholdte ældre romamand og hans soveplads?

Det spørgsmål hørte jeg aldrig politiet stille.

Derimod hørte jeg dem spørge ind til, hvordan romamanden havde optrådt med kniven i hånden.

De forklaringer, jeg overhørte, lød på, at den ældre romamand først havde løbet rundt med en smørekniv, og at han senere – da de unge ikke flyttede sig – havde hentet en sav.

Når jeg overhører en sådan forklaring, tænker jeg umiddelbart, at det er en optræden, man oplever hos et menneske, der handler i afmagt.

Derfor bliver det vigtigt for mig at få afklaret, hvad årsagen er til, at han handler i afmagt på en måde, hvor han nu har bragt sig selv, på alvorlig kant med straffeloven.

Det undrer mig at konstatere, at jeg ikke hørte politiet spørge ind til forhold, der kunne være med til at forklare den ældre romamands optræden.

Den slags oplysninger – kan være væsentlige at få belyst og dokumenteret, hvis en forsvarsadvokat senere skal hjælpe denne mand i retten.

Ja, mine sene indkøb til min kære mor – udviklede sig noget anderledes, end jeg havde forventet.

Og nu, hvor jeg sidder og skriver denne kronik, er jeg først og fremmest dybt taknemmelig for at vide, at min mor har det godt.

Hun behøver ikke samle flasker.

Hun behøver ikke sove på et tæppe på Rådhuspladsen.

Hun behøver ikke frygte at få sine ejendele stjålet.

Hun behøver ikke opleve at blive spyttet på eller tisset på – af forbipasserende, mens hun forsøger at samle kræfter til at klare endnu en dags udfordringer og ydmygelser fra mennesker, der måske er privilegieblinde.

Sådan overlever nogle mennesker i Danmark, men heldigvis ikke min Mor.

Men der er mennesker, som alt for let bliver overset som mennesker.

Mennesker, som ofte bliver mødt med fordomme, længe før nogen spørger, hvordan de er havnet – hvor de er i livet!

Det fritager naturligvis ingen for ansvar, hvis de begår kriminalitet.

Men det fritager heller ikke os andre for ansvaret, for at forsøge at forstå de omstændigheder, der kan have ført et menneske frem til netop det øjeblik, hvor jeg ser politibiler og deres blå blik, og betjente, der slæber af sted med en sorgfuld og skræmt romamand.

Det er måske den vigtigste refleksion, jeg tager med mig fra denne sene tur til Netto.

Ikke mødet med politiet.

Ikke de blå blink.

Ikke de mange unge mennesker på Rådhuspladsen.

Men kontrasten.

Kontrasten mellem min mors bekymring over, at der manglede frosne hindbær i køleskabet – og et andet menneskes virkelighed, hvor et tæppe på Rådhuspladsen udgør hele hjemmet og deres privatliv.

Den forskel synes jeg er værd at tænke over.

Med venlig hilsen

Marcus Vigilius Brendstrup

The Animals – House Of The Rising Sun

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com

– The Truth Matters to Us –

– Your Truth Matters to Us –

NB! Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil det glæde os, hvis du giver en donation via MobilePay + 45 9390 9348, for så hjælper du os til at fortsætte vores arbejde, der sikre øget respekt om borgerrettigheder, menneskerettigheder og dyrs rettigheder.