En WebReport, der analyserer kommende aftales potentile udfordringer. Særlig gældende for Grønland og det Grønlandske folks oplevelse af suvevænitet.

En WebReport af Whitestone-Advocacy.com

Prolog

Tre spørgsmål, der afgør hvad aftalen egentlig betyder

Når Danmark, Grønland og USA underskriver den nye aftale om Grønland, vil den umiddelbare diskussion naturligt handle om sikkerhedspolitik, militær tilstedeværelse og USA’s strategiske interesser i Arktis.

Men, bag de konkrete bestemmelser, ligger nogle mere grundlæggende spørgsmål.

Det første spørgsmål er:

1. Hvad betyder suverænitet egentlig?

Er suverænitet alene retten til juridisk at bestemme over sit territorium, sine institutioner og sine ressourcer?

Eller handler suverænitet også om den faktiske mulighed, for selv at træffe de afgørende valg for sit samfunds fremtid?

En stat kan godt bevare sin juridiske suverænitet og samtidig opleve, at dens reelle handlefrihed bliver begrænset.

Derfor er det ikke kun afgørende at undersøge, hvem der formelt har retten til at beslutte, men også hvem der i praksis har mulighed for at vælge mellem forskellige politiske og økonomiske veje.

Det andet spørgsmål er:

2. Hvis en anden stat får indflydelse på, hvilke investeringer der kan gennemføres i et land, er det så alene et spørgsmål om sikkerhedspolitik — eller påvirker det også landets økonomiske selvbestemmelse?

For i Grønlands tilfælde handler spørgsmålet ikke kun om militære installationer.

Det handler også om råstoffer, sjældne jordarter, miner, havne, energi, infrastruktur og adgangen til fremtidens strategiske ressourcer.

Hvis Grønland formelt selv ejer sine ressourcer, men ikke frit kan vælge alle samarbejdspartnere eller investorer, opstår spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem sikkerhedspolitisk beskyttelse og begrænsning af selvbestemmelse.

Det tredje spørgsmål er:

3. Kan en stat bevare sin formelle suverænitet, samtidig med at afgørende dele af dens strategiske udvikling bliver underlagt hensyn defineret af en stærkere allieret?

Det er her, sondringen mellem juridisk suverænitet og materiel handlefrihed bliver afgørende.

Juridisk suverænitet handler om retten til at bestemme.

Materiel handlefrihed handler om muligheden for faktisk at gennemføre de beslutninger, man ønsker.

En stat kan altså formelt være suveræn, samtidig med at dens praktiske muligheder for at vælge sin udviklingsvej begrænses.

Men der findes endnu et spørgsmål, som går videre end selve aftaleteksten:

Hvad er en aftale værd, hvis den ikke opleves som legitim af den befolkning, som aftalen vedrører?

En regering kan indgå internationale aftaler og repræsentere sit samfund udadtil.

Men en aftales langsigtede stabilitet afhænger også af, om befolkningen accepterer de konsekvenser, aftalen medfører.

Hvis dele af den grønlandske befolkning oplever, at beslutninger om sikkerhed, råstoffer eller økonomisk udvikling i stigende grad formes af eksterne interesser, kan konflikten flytte sig fra et spørgsmål om internationale aftaler, til et spørgsmål om demokratisk legitimitet og om suveræniteten er blevet symbolsk.

Derfor handler denne aftale ikke kun om forholdet mellem USA, Danmark og Grønland.

Den handler også om et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvem skal i sidste ende have retten til at definere Grønlands fremtid?

Er det tilstrækkeligt, at Grønland fortsat har formel suverænitet?

Eller kræver reel selvbestemmelse også retten til selv at vælge de økonomiske, strategiske og politiske samarbejdspartnere, som skal forme landets udvikling?

Det er disse spørgsmål, som denne analyse forsøger at undersøge.

Ikke alene gennem de politiske erklæringer, men ved at følge de spørgsmål, der opstår, når man bevæger sig fra aftalens ordlyd til dens mulige konsekvenser.

WebReport og analyse

Den kommende aftale – hvad ved vi, og hvad ved vi ikke?

Den aftale, som Danmark, Grønland og USA har meddelt, at de forventer at underskrive i forbindelse med FN’s Generalforsamling i New York, er endnu ikke offentliggjort i sin fulde form.

Der findes beskrivelser af aftalen og enkelte oplysninger om dens indhold, men ikke selve aftaleteksten.

Det betyder, at vores analysen må begynde med en grundlæggende sondring:

Hvad ved vi?

Og:

Hvad kan vi endnu ikke fastslå?

Blandt de oplysninger, der er kommet frem, er:

• at USA efter planen skal have mulighed for at udbygge sin militære tilstedeværelse i Grønland,
• at aftalen skal forhindre ikke-NATO-lande i at etablere militære baser eller militær tilstedeværelse i Grønland,
• at der omtales begrænsninger på visse udenlandske investeringer i strategiske områder.

Danmark og Grønland har samtidig understreget, at aftalen respekterer Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse.

Den amerikanske beskrivelse har været mere vidtgående. Her er der blevet talt om permanent amerikansk kontrol over sikkerheden i Grønland.

Det er derfor afgørende at skelne mellem politiske udmeldinger og juridiske bestemmelser.

En politisk formulering kan beskrive en stats ambition eller fortolkning.

Det er først den konkrete aftaletekst, der afgør:

• hvilke rettigheder der faktisk gives,
• hvem der får beslutningskompetence,
• hvilke begrænsninger der gælder,
• og hvordan aftalen påvirker Grønlands fremtidige handlefrihed.

Vetoret eller begrænsningsmodel – den afgørende forskel

Det mest omdiskuterede spørgsmål i forbindelse med aftalen handler om, hvorvidt USA får en egentlig vetoret over, hvem der må foretage investeringer i Grønland.

Det er et spørgsmål, der kræver en præcis sondring.

For der er stor forskel på:

… At have retten til at sige nej til en konkret investering.

og:

… At være med til at fastlægge reglerne for, hvilke investeringer der overhovedet kan gennemføres.

De to modeller kan i praksis ligne hinanden, men juridisk og politisk er de meget forskellige.

Hvad siger de amerikanske oplysninger?

Ifølge oplysninger fra personer med kendskab til forhandlingerne – har USA ønsket at sikre, at lande, som USA betragter som strategiske modstandere, ikke får adgang til følsomme investeringer i Grønland.

Baggrunden er især bekymringen for kinesisk og russisk indflydelse i Arktis.

Den amerikanske argumentation tager udgangspunkt i, at visse økonomiske aktiviteter ikke længere kun er økonomiske spørgsmål.

En investering i eksempelvis:

• kritiske mineraler,
• havne,
• telekommunikation,
• energi-infrastruktur,
• undersøiske kabler,

kan ifølge denne logik også have sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Det centrale spørgsmål bliver derfor:

… Hvem afgør, hvornår en økonomisk aktivitet bliver et sikkerhedspolitisk spørgsmål?

Tre mulige modeller

Når aftalen skal vurderes, er der især tre mulige konstruktioner, der er interessante.

Model A: Individuel amerikansk godkendelse

Den mest vidtgående model vil være:

… Grønland kan ikke gennemføre bestemte strategiske investeringer, uden amerikansk godkendelse.

I denne model har USA en direkte beslutningskompetence.

Det betyder, at USA ikke blot opstiller rammerne, men kan påvirke konkrete beslutninger.

Konsekvensen vil være, at Grønland formelt har retten til at træffe beslutninger om egne ressourcer, men at visse beslutninger i praksis afhænger af en anden stats accept.

Model B: Aftalebestemte begrænsninger

En anden model er:

… Bestemte typer investorer eller bestemte lande, kan ikke foretage følsomme investeringer.

Her har USA ikke nødvendigvis en individuel vetoret.

I stedet fastlægger aftalen på forhånd, hvilke aktører der kan deltage.

Eksempel:

… En kinesisk virksomhed ønsker at investere i en grønlandsk mine.

Hvis aftalen siger, at investeringer fra ikke-allierede lande ikke er tilladt, stoppes investeringen allerede af regelsættet.

USA behøver altså ikke aktivt at sige nej.

Men resultatet kan i praksis blive det samme. Den valgte investor får ikke adgang.

Model C: Fælles konsultation og beslutningsmekanisme

En tredje model kan være:

… Grønland, Danmark og USA etablerer en mekanisme, hvor strategiske investeringer skal drøftes eller vurderes i fællesskab.

Her afhænger betydningen af den konkrete formulering.

Der er stor forskel på:

… “Parterne skal konsultere hinanden.”

og:

… “Grønland skal indhente forudgående skriftligt samtykke.”

Det første er dialog.

Det andet nærmer sig en beslutningsret.

Hvorfor denne forskel er afgørende

Det er derfor ikke tilstrækkeligt kun at spørge:

… Har USA fået vetoret?

Det mere præcise spørgsmål er:

… Har USA fået en afgørende indflydelse – på Grønlands mulighed, for selv at vælge økonomiske samarbejdspartnere?

For hvis Grønland eksempelvis ønsker at udvikle en mine, kan flere forskellige situationer opstå.

Situation 1:

Grønland ønsker en investering fra en amerikansk eller europæisk virksomhed.

USA accepterer.

Der opstår ingen større konflikt.

Situation 2:

Grønland ønsker en kinesisk investor.

USA vurderer, at investeringen udgør en sikkerhedsrisiko.

Her bliver spørgsmålet:

… Har USA ret til at blokere investeringen?

… Eller er investoren allerede udelukket gennem aftalens generelle regler?

Situation 3:

Grønland ønsker ikke et projekt af miljømæssige eller samfundsmæssige årsager.

USA vurderer samtidig, at projektet er vigtigt for vestlig forsyningssikkerhed.

Her opstår den mest grundlæggende konflikt.

For spørgsmålet bliver ikke længere kun:

… “Hvem må investere?”

Men:

… “Hvem har retten til at definere, hvad der er vigtigt for Grønlands fremtid?”

Det afgørende juridiske spørgsmål

Når aftaleteksten offentliggøres, bør opmærksomheden derfor ikke alene rettes mod ordet “veto”.

Det afgørende er formuleringer som:

• prior approval,
• consent,
• consultation,
• sensitive investments,
• strategic investments,
• critical minerals,
• national security,
• foreign investment screening,
• prohibited investors,
• decision-making authority.

For den juridiske forskel mellem konsultation og godkendelsesret kan være forskellen mellem:

Indflydelse

og:

Beslutningskompetence.

Det er netop her, spørgsmålet om Grønlands suverænitet bliver konkret.

Ikke kun som et spørgsmål om, hvem der juridisk ejer territoriet.

Men som et spørgsmål om, hvem der i praksis kan forme territoriets økonomiske og strategiske udvikling.

Råstofferne – hvor sikkerhedspolitik bliver til økonomisk suverænitet

Hvis spørgsmålet om en amerikansk vetomekanisme – alene handlede om enkelte investeringer, ville diskussionen være relativt afgrænset.

Men i Grønlands tilfælde, handler det om noget langt større.

Det handler om kontrollen over nogle af de ressourcer, som i stigende grad betragtes som strategisk afgørende i den globale økonomi.

Det gælder især:

• sjældne jordarter,
• kritiske mineraler,
• grafit,
• molybdæn,
• andre råstoffer, der indgår i moderne teknologi, energiomstilling og forsyningssikkerhed.

Derfor er spørgsmålet ikke kun:

Hvem ejer en mine?

Det er også:

• Hvem finansierer udviklingen?
• Hvem kontrollerer infrastrukturen?
• Hvor bliver mineralerne forarbejdet?
• Hvem køber dem?
• Hvem kontrollerer forsyningskæden?

Det er netop her, at økonomi og sikkerhedspolitik smelter sammen.

Hvorfor USA interesserer sig for Grønlands råstoffer

USA’s interesse i Grønlands råstoffer er ikke ny.

Gennem flere år, har amerikanske myndigheder koblet kritiske mineraler sammen med national sikkerhed.

Baggrunden er især ønsket om at mindske afhængigheden af Kina.

Kina har i dag en meget stærk position inden for flere dele af den globale forsyningskæde – for sjældne jordarter, herunder forarbejdning og raffinering.

Fra et amerikansk perspektiv betyder det, at adgang til alternative forsyningskilder, bliver et strategisk spørgsmål.

Derfor bliver en grønlandsk mine ikke nødvendigvis, kun betragtet som et almindeligt erhvervsprojekt.

Den kan også blive betragtet som en del af en større geopolitisk konkurrence.

Kina – den centrale sikkerhedspolitiske bekymring

Kina spiller en vigtig rolle i diskussionen om Grønlands råstoffer.

Der har gennem flere år været kinesisk interesse for grønlandske mineprojekter.

Det mest kendte eksempel er Kvanefjeld-projektet.

Kvanefjeld indeholder store forekomster af sjældne jordarter, men også uran.

Grønland indførte i 2021 et forbud mod udnyttelse af uranholdige forekomster over en bestemt koncentration.

Projektet blev derfor i praksis stoppet.

Men projektet havde en kinesisk forbindelse.

Den kinesiske virksomhed Shenghe Resources blev ifølge oplysninger fra CSIS, en betydelig investor i projektet – og havde indgået aftaler om blandt andet forarbejdning og markedsføring.

Det er netop den type forbindelse, der gør Kvanefjeld interessant i den amerikanske sikkerhedspolitiske vurdering.

Men der er samtidig en vigtig nuance:

… Kina har ikke fået etableret en fungerende mine i Grønland.

Man kan derfor ikke sige, at Kina kontrollerer Grønlands sjældne jordarter.

Det korrekte er, at kinesiske aktører har haft interesse i grønlandske råstofprojekter.

Tanbreez – et eksempel på en anden udvikling

Tanbreez-projektet i Sydgrønland illustrerer en anden udvikling.

Tanbreez indeholder store forekomster af tunge sjældne jordarter.

Projektet har i de senere år bevæget sig mod en mere vestligt orienteret ejerstruktur.

Det gør Tanbreez interessant, i forhold til den nye amerikanske sikkerhedspolitiske tilgang.

Hvis målet er at sikre vestlige forsyningskæder, er projekter med amerikansk eller europæisk deltagelse naturligvis mindre problematiske, set fra Washingtons perspektiv.

Men det rejser samtidig et grundlæggende spørgsmål:

Hvis bestemte investeringer favoriseres, fordi de passer ind i en bestemt sikkerhedspolitisk ramme, ændrer det så karakteren af Grønlands økonomiske beslutningsrum?

EU’s rolle – den tredje aktør

Historien handler dog ikke kun om USA og Kina.

EU har også en betydelig interesse i Grønlands råstoffer.

EU ønsker at opbygge mere robuste forsyningskæder, for kritiske mineraler, og reducere afhængigheden af enkelte globale leverandører.

Grønland bliver derfor interessant for EU, som potentiel leverandør af strategiske råstoffer.

Det betyder, at Grønland befinder sig i et krydsfelt mellem flere interesser:

USA:

… Ønsker sikre vestlige forsyningskæder og begrænset adgang for strategiske konkurrenter.

EU:

… Ønsker adgang til kritiske råstoffer og udvikling af egne forsyningskæder.

Kina:

… Har tidligere vist interesse for grønlandske råstofprojekter.

Grønland:

… Ønsker investeringer, økonomisk udvikling og større selvstændighed.

Det centrale dilemma

Her opstår den grundlæggende konflikt.

Grønland har ressourcer, som andre stater betragter som strategisk vigtige.

Men Grønland har også egne politiske mål:

• økonomisk udvikling,
• større selvbærenhed,
• kontrol over egen udvikling,
• beskyttelse af natur og levevis.

Derfor handler diskussionen ikke kun om, hvem der får adgang til mineralerne.

Den handler også om, hvem der bestemmer rammerne for, hvordan Grønlands ressourcer skal udvikles.

Hvis aftalen alene betyder, at fjendtlige stater ikke får adgang til strategiske investeringer, er det én type ordning.

Hvis aftalen derimod betyder, at Grønlands egne valg om økonomiske partnere begrænses gennem eksterne beslutningsmekanismer, er det en anden situation.

Det er netop denne forskel, der afgør, om der alene er tale om en sikkerhedspolitisk aftale — eller om aftalen også ændrer balancen mellem Grønlands formelle selvbestemmelse og den faktiske økonomiske handlefrihed.

Derfor er spørgsmålet om råstoffer større end miner

En mine eksisterer ikke isoleret.

For at udvinde strategiske mineraler kræves:

• energi,
• havne,
• transport,
• kabler,
• investeringer,
• forarbejdningskapacitet.

Derfor bliver spørgsmålet om investeringer så centralt.

Den, der kontrollerer adgangen til finansiering og infrastruktur, får også indflydelse på, hvilke projekter der faktisk kan realiseres.

Det er her, spørgsmålet om økonomisk suverænitet opstår.

Ikke nødvendigvis fordi Grønland mister ejerskabet over sine ressourcer.

Men fordi spørgsmålet bliver:

… Har Grønland stadig den fulde mulighed for selv at vælge, hvordan ressourcerne skal anvendes og med hvem?

Demokratisk legitimitet – hvad er en aftale værd, hvis befolkningen ikke accepterer dens konsekvenser?

Indtil nu har analysen primært handlet om to spørgsmål:

… Hvem får hvilke juridiske beføjelser?

Og:

… Hvem får indflydelse på Grønlands økonomiske og strategiske udvikling?

Men der findes et tredje spørgsmål, som er mindst lige så vigtigt:

… Hvad sker der, hvis en aftale formelt er indgået korrekt, men dens konsekvenser ikke opleves som legitime af den befolkning, den vedrører?

En regering kan indgå internationale aftaler.

Den kan repræsentere sit land udadtil.

Men en aftales langsigtede stabilitet, afhænger ikke alene af underskrifter og juridiske bestemmelser.

Den afhænger også af, om befolkningen accepterer den udvikling, aftalen fører med sig.

Grønlands dobbelte udfordring

Grønland står i en særlig situation.

På den ene side ønsker Grønland større økonomisk selvbærenhed og på længere sigt større selvstændighed.

På den anden side er Grønland en del af et strategisk område, hvor USA og andre stormagter tillægger sikkerhedspolitiske hensyn stor betydning.

Det skaber en grundlæggende spænding:

… Grønland ønsker kontrol over sin egen udvikling.

… USA ønsker at sikre, at Arktis ikke bliver et område, hvor strategiske konkurrenter får indflydelse.

Begge hensyn kan eksistere samtidig.

Men de kan også komme i konflikt.

Kvanefjeld – hvor miljø, råstoffer og selvbestemmelse mødes

Kvanefjeld-projektet er et eksempel på, hvordan råstoffer ikke kun handler om økonomi.

Projektet indeholder store forekomster af sjældne jordarter, men også uran.

Tidligere offentlige debatter om projektet viste, at spørgsmålet ikke alene handlede om:

• arbejdspladser,
• investeringer,
• økonomisk vækst.

Det handlede også om:

• natur,
• miljø,
• jagt,
• fiskeri,
• lokal levevis,
• og spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over udviklingen.

Modstanden mod Kvanefjeld viste, at et råstofprojekt kan blive et spørgsmål om identitet og selvbestemmelse — ikke blot et spørgsmål om økonomi.

Det centrale spørgsmål blev ikke kun:

… “Kan Grønland udnytte sine ressourcer?”

Men:

… “Hvem bestemmer, hvilke konsekvenser Grønland ønsker at acceptere, for at udnytte ressourcerne?”

Når sikkerhed og lokal selvbestemmelse kolliderer

Forestil dig en situation, hvor Grønland beslutter:

… “Vi ønsker ikke et bestemt mineprojekt, fordi de miljømæssige konsekvenser vurderes at være for store.”

Samtidig vurderer USA:

… “Dette mineral er strategisk vigtigt for den vestlige forsyningssikkerhed.”

Her opstår en konflikt mellem to forskellige rationaler.

Det grønlandske perspektiv kan være:

… Miljø → levevis → selvbestemmelse → økonomisk udvikling

Det amerikanske sikkerhedspolitiske perspektiv kan være:

… Forsyningssikkerhed → kritiske mineraler → strategisk uafhængighed → økonomisk udvikling

Ingen af disse perspektiver er nødvendigvis urigtige.

Men de bygger på forskellige prioriteringer.

Og netop derfor bliver spørgsmålet om beslutningskompetence så vigtigt.

Den afgørende forskel: indflydelse eller kontrol?

Det er vigtigt at skelne mellem forskellige former for amerikansk indflydelse.

Der er stor forskel på:

USA rådgiver:

… “Vi vurderer, at dette projekt kan have sikkerhedspolitiske konsekvenser.”

og:

USA beslutter:

… “Dette projekt kan ikke gennemføres.”

Det første er indflydelse.

Det andet er beslutningskompetence.

Det er denne forskel, der afgør, hvor langt aftalen bevæger sig fra et traditionelt sikkerhedspolitisk samarbejde – til en ordning, hvor en ekstern aktør får indflydelse på centrale dele af Grønlands samfundsudvikling.

Hvis regeringen accepterer – men befolkningen ikke gør

Et særligt interessant spørgsmål er, hvad der sker, hvis en grønlandsk regering støtter aftalen, men dele af befolkningen oplever dens konsekvenser som problematiske.

Det kan eksempelvis ske, hvis:

• investeringer begrænses,
• bestemte økonomiske partnere udelukkes,
• råstofprojekter fremmes af strategiske hensyn,
• eller beslutninger opleves som påvirket af eksterne interesser.

Her opstår ikke nødvendigvis en juridisk konflikt.

Men der kan opstå en demokratisk konflikt.

En regering kan have mandat til at indgå aftaler.

Men hvis befolkningen oplever, at aftalen begrænser deres mulighed for selv at forme samfundets fremtid, kan spørgsmålet om legitimitet blive centralt.

Det er netop derfor, spørgsmålet om suverænitet ikke kun handler om traktater og juridiske rettigheder.

Det handler også om oplevelsen af, at have kontrol over sit eget samfund.

Suverænitet som mere end et juridisk begreb

Den grundlæggende problemstilling kan derfor formuleres sådan …

Grønland kan fortsat have:

• egne politiske institutioner,
• ret til selvstyre,
• kontrol over egne ressourcer,
• og international anerkendelse af sin status.

Men, hvis afgørende strategiske beslutninger i praksis afhænger af andre aktørers accept, opstår spørgsmålet:

… Hvor meget reel beslutningskraft kræves der, før suverænitet er mere end et juridisk begreb?

Det betyder ikke nødvendigvis, at Grønland mister sin suverænitet.

Men det betyder, at begrebet suverænitet må forstås bredere.

Ikke kun som:

… “Har man retten til at beslutte?”

Men også:

… “Har man mulighed for faktisk at vælge?”

Den kommende aftales egentlige prøve

Den afgørende prøve bliver derfor ikke alene aftalens ordlyd.

Den bliver også dens politiske og demokratiske virkning.

Vil den grønlandske befolkning opleve aftalen som:

• en sikkerhedsgaranti, der beskytter Grønland i en mere usikker verden?

Eller som:

• en ordning, hvor eksterne sikkerhedspolitiske hensyn – begrænser den udvikling, som grønlænderne selv ønsker?

Det spørgsmål kan ikke besvares alene gennem pressemeddelelser.

Det kræver, at aftalens konkrete bestemmelser bliver kendt, og at de vurderes i forhold til både juridiske rettigheder, økonomisk handlefrihed og demokratisk legitimitet.

Er risikoen for symbolsk suverænitet reel?

Efter gennemgangen af aftalens mulige indhold, investeringsspørgsmålet, råstoffernes betydning og den demokratiske dimension står det centrale spørgsmål tilbage:

Kan Grønland bevare sin formelle suverænitet, samtidig med at afgørende dele af landets strategiske udvikling bliver underlagt hensyn, defineret af andre?

Det er vigtigt at skelne mellem to forskellige spørgsmål.

Det første er:

… Mister Grønland sin juridiske suverænitet?

Det kan vi ikke konkludere ud fra de oplysninger, der foreligger.

Danmark og Grønland har netop fremhævet, at aftalen respekterer Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands selvbestemmelsesret.

Det andet spørgsmål er:

… Kan Grønlands materielle handlefrihed blive begrænset?

Det er et andet spørgsmål.

Hvis aftalen eksempelvis begrænser Grønlands mulighed for selv at vælge økonomiske samarbejdspartnere, kan man argumentere for, at Grønland fortsat har formel suverænitet, men samtidig får reduceret den praktiske mulighed for selv at forme sin økonomiske udvikling.

Det er netop denne sondring, der er afgørende.

Den afgørende forskel mellem rettighed og mulighed

En stat kan have retten til at træffe beslutninger.

Men den reelle betydning af denne ret – afhænger af, hvor frit staten kan anvende den.

Et simpelt eksempel:

… Hvis Grønland selv bestemmer, hvilke råstofprojekter der skal udvikles, hvilke investorer der kan deltage, og hvilke samarbejdspartnere der vælges, har Grønland en høj grad af økonomisk handlefrihed.

… Hvis Grønland derimod kun kan vælge inden for rammer, som andre aktører har fastlagt, ændres karakteren af beslutningsrummet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at suveræniteten forsvinder.

Men det betyder, at spørgsmålet om suverænitet bliver mere komplekst.

For suverænitet handler ikke kun om:

… “Hvem ejer retten?”

Men også om:

… “Hvem har den praktiske mulighed for at bruge retten?”

Derfor handler aftalen om mere end USA

Det ville være for enkelt, at fremstille dette som et spørgsmål om USA mod Grønland.

USA har legitime sikkerhedspolitiske interesser i Arktis.

Grønland har legitime interesser i selvbestemmelse, økonomisk udvikling og kontrol over egne ressourcer.

Danmark har fortsat ansvar for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Det er netop kombinationen af disse interesser, der gør situationen kompleks.

Konflikten opstår ikke nødvendigvis, fordi én part har “urigtige” interesser.

Den opstår, fordi forskellige interesser kan støde sammen.

USA kan se en mine eller en havn som et sikkerhedspolitisk spørgsmål.

Grønland kan se den samme mine eller havn s- om et spørgsmål om økonomisk udvikling, miljø og selvbestemmelse.

Det spørgsmål, der bør stilles, når aftalen offentliggøres

Når aftaleteksten bliver tilgængelig, bør fokus derfor ikke alene være:

… Har USA fået vetoret?

Det vigtigste spørgsmål er:

… Hvem har den endelige beslutningskompetence over de områder, hvor sikkerhedspolitik og økonomisk udvikling overlapper?

Det handler især om:

• Hvem afgør, hvad der er en “sensitive investment”?
• Hvem definerer, hvad der udgør en sikkerhedsrisiko?
• Hvem kan blokere en investering?
• Hvem har den sidste beslutningskompetence?
• Kan Grønland selv ændre reglerne senere?

Svarene på disse spørgsmål vil være afgørende for, hvor stor en ændring aftalen faktisk medfører.

Den endelige vurdering

På baggrund af de oplysninger, der foreligger, kan man ikke fastslå, at Grønland mister sin suverænitet.

Man kan heller ikke fastslå, at USA får en egentlig juridisk vetoret over alle strategiske investeringer.

Men man kan identificere det område, hvor den afgørende konflikt potentielt ligger:

… Hvis USA får en afgørende rolle i beslutninger om Grønlands strategiske investeringer, kan det ændre forholdet mellem Grønlands formelle selvbestemmelse og den faktiske økonomiske handlefrihed.

Det er her, spørgsmålet om symbolsk suverænitet opstår.

Ikke fordi Grønland nødvendigvis mister sin juridiske status.

Men fordi en suverænitet uden reel mulighed for selv at vælge sin udviklingsretning kan blive udfordret.

Den kommende aftales betydning, skal derfor ikke alene vurderes ud fra dens ord.

Den skal vurderes ud fra:

• hvilke rettigheder den giver,
• hvilke begrænsninger den indfører,
• hvem der får beslutningskompetence,
• og om den accepteres af det grønlandske folk.

Metode og kildegrundlag

Denne analyse er udarbejdet som en undersøgende analyse, hvor vi løbende har fulgt de spørgsmål, der opstår, når man bevæger sig fra aftalens politiske formål til dens mulige juridiske, økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.

Metoden har ikke været at tage udgangspunkt i en fast konklusion.

I stedet har analysen været bygget op omkring en række spørgsmål:

• Hvad ved vi faktisk om aftalen?
• Hvad kommer fra officielle kilder?
• Hvad bygger på oplysninger fra personer tæt på forhandlingerne?
• Hvilke konsekvenser kan forskellige aftalekonstruktioner få?

Et centralt princip har været at skelne mellem tre niveauer:

Dokumenterede forhold

Oplysninger fra officielle udmeldinger, offentligt tilgængelige dokumenter eller verificerede oplysninger fra troværdige kilder.

Kilders oplysninger

Oplysninger fra personer med kendskab til forhandlingerne samt analyser fra internationale medier og eksperter.

Disse oplysninger er anvendt med tydelig angivelse af, at de ikke nødvendigvis svarer til den endelige aftaletekst.

Analytiske vurderinger

Vores vurdering af, hvilke konsekvenser forskellige modeller potentielt kan få for:

• suverænitet,
• økonomisk handlefrihed,
• sikkerhedspolitik,
• og demokratisk legitimitet.

Da den endelige aftaletekst ikke har været offentlig tilgængelig under udarbejdelsen af analysen, kan enkelte juridiske spørgsmål ikke afgøres endeligt.

Det gælder især spørgsmålet om, hvorvidt USA får:

• en individuel godkendelsesret,
• en generel begrænsningsmekanisme,
• eller en fælles konsultationsordning.

Derfor har analysen bevidst arbejdet med flere mulige scenarier.

Anvendte kilder

Analysen bygger på en kombination af:

• officielle udmeldinger fra danske, grønlandske og amerikanske myndigheder,
• internationale medier med adgang til kilder tæt på forhandlingerne,
• analyser fra forskningsinstitutioner med ekspertise inden for Arktis, sikkerhedspolitik og råstoffer,
• offentligt tilgængelige oplysninger om grønlandske råstofprojekter,
• oplysninger om tidligere investeringer og sikkerhedspolitiske vurderinger.

Blandt de anvendte kildetyper indgår blandt andet:

• officielle regeringsmeddelelser,
• internationale nyhedsmedier,
• analyser fra sikkerhedspolitiske institutioner,
• geologiske og råstofrelaterede kilder.

Det afgørende metodiske princip, har været at fastholde en klar sondring mellem:

Det vi ved.

Det vi har stærke indikationer på.

Det vi først kan afgøre, når den endelige aftaletekst foreligger.

For den endelige betydning af aftalen afhænger ikke alene af de politiske erklæringer.

Den afhænger af de konkrete rettigheder, begrænsninger og beslutningsmekanismer, som faktisk følger af dokumentet.

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com

– The Truth Matters to Us –

– Your Truth Matters to Us –

NB! Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil det glæde os, hvis du giver en donation via MobilePay + 45 9390 9348, for så hjælper du os til at fortsætte vores arbejde, der sikre øget respekt om borgerrettigheder, menneskerettigheder og dyrs rettigheder.