2020, – har været et unikt år.

Flere vil sikkert modsige mig, men lad os lige samle op på årets vigtige resultater.

I starten af 2020, kunne mange danskere ikke stave til coronavirus, med derimod coronasjus.

Nu sidst på året, der kan alle stave til coronavirus, men har nu ikke mulighed for at drikke en coronasjus, med sine nærmeste venner og familie – Nytårsaften.

Derimod opfordres vi af politiske ledere til at gå tidligt i seng … Nytårsaften.

Ovenstående korte tekststrenge, siger en masse om, at der er foregået en masse i vort land, som mange af os, ikke har oplevet tidligere.

Det har været et år, præget af en hverdag – for mange mennesker – der modsvarer undtagelsestilstande, der opleves i sammenhæng med krig, sult, naturkatastrofer.

Mange tænker sikkert på året – 2020 – som et ikke særlig godt år.

Indrømmet, – jeg finder det meget grænseoverskridende, når politikere fortæller mig, hvad tid jeg skal gå i seng. Særlig en nytårsaften.

Ikke desto mindre, så har det været et unikt år, for mig, – da jeg ofte er meget optaget af menneskerettigheder.

I år, er meget vel det år i min levetid, hvor menneskerettigheder og vigtigheden heraf, er kommet tilbage i mange menneskers liv og tanker.

Corona-restriktionerne har betydet, at vi som borgere, ikke længere tager vores demokratiske rettigheder givet. Ikke længere tager vores retssikkerhed givet. Ikke længere tager det for givet, at den politiske opposition, har mulighed for at få adgang til vitale oplysninger, før afstemninger i folketinget gennemføres. At vi ikke længere tager for givet, at vi kan forsamles, følges gående ned af en gade, i den side af gågaden – vi ønsker. Eller for den sags skyld, gå den vej omkring de Københavnske Sø’er eller Christianshavns Vold, som vi ønsker.

Masker skal vi have på, når vi taler samme i bussen, toget, handler i butikker eller går ind i offentlige bygninger.

Vi må ikke synge i kirkerne, for det smitter mere osv osv osv.

På mindre end et enkelt år, er Danmark reelt gået fra at være et åbent samfund, med fri bevægelighed for alle, til at være et meget lukket samfund. En udvikling, man normalt kun ser, ved pludselig etablering af militære regimer. Altså en magtovertagelse af militæret, hvor demokratiet og dets politiske ledere afsættes.

Så, Danmark befinder sig i en meget usædvanlig undtagelsestilstand. For tilsyneladende har vi stadig demokrati, om end mink-skandalen, vidner om, – at ikke alle er lige for loven. Og en politisk ordre, er ikke er en politiske ordre. Det er derimod blot en opfordring, på linje med, at vi skal gå tidligt i seng, nytårsaften. Og, selvom ordet “skal” indgår i opfordringen, så må vi forsat selv vælge, hvad tid vi vil gå i seng, og med hvem.

Inger Støjberg, skiller sig så ud fra sine andre politiske kollegaer, fordi, hun mener ikke – det er alle vi må gå i seng med, – der er trods alt en aldersgrænse for privatlivets festligheder. Upåagtet af – om man er gift. En aldersgrænse, på dette livsområde, er måske ikke så tosset endda.

Samlet set, så kan det konstateres – at vi befinder os i en tid og samtid, hvor mange holdninger om det rigtige liv, udfordrer hinanden i Danmark.

Flere og flere kulturer udfordrer hinanden i Danmark, om at være rigtig. Selv overbevisninger om hvilke politiske systemer, der skal kendetegne Danmarks styreform, er udfordret i Danmark. Skal Danmark forsat være et monarki? Skal Danmark være en republik? Skal vi så have et to-kammer system osv osv osv.

Vi befinder os i langt mere end en coronakrise. Vi befinder os i en voldsom national og international værdikrise. Hvilke grundlæggende værdier, skal vort nationale og internationale samfund styres efter.

Vi gennemgår en oplysningstiden – version 3.0 – hvor mennesker, på tværs af hele vor jordklode, har delt livssyn og kærlige budskaber, via facebook og andre sociale medier.

Vor globale verden er blevet utrolig lille og tæt, indenfor de seneste 25-30 år, grundet internettets opståen. Og, nu slår det virkelig mærkbart igennem, i måden vi som individer tænker og forholder os til hinanden. Såvel nationalt som internationalt.

Denne mentale aktivering og refleksionsskabelse, på individuelt personligt plan, samt ligeledes også mentale aktivering og refleksionsskabelse – mennesker imellem, det skaber fysisk bevægelse af mennesker gående samme – og ofte fulgt af krav om forandring.

Vi er således ikke blot i en voldsom oplysningstid – version 3.0 – vi befinder os også i en voldsom fysisk mobiliseringstid af mennesker, der går sammen og kræver forandringer.

Det er ofte indledningen til folkeopstand, hvis befolkningen ikke føler sig set, hørt og forstået på deres præmisser for virkelighedsoplevelse.

Politiske topledere, – er ofte utilpasse ved sådanne voldsomme befolknings- og holdningsstrømninger.

Modstanden mod coronarestriktionerne, har eksempelvis i Paris og Berlin, været med mange tusinde mennesker i demonstrationerne, som har fyldt store områder. Ikke desto mindre, næsten ikke vist på de nationale medier, som DR og TV2. Eller nævneværdig omtalt i den landsdækkende aviser.

Fakkeloptogene i blandt andet København, hvor mange tusinde mennesker fyldte hele Christiansborg Slotsplads, – det er næsten ikke vist i dansk TV.

Ikke alene, er det en grim form for mediemæssig censur, som store grupper af mennesker, udsættes for i Danmark. Det er også en forhindring, for et demokrati, med plads til nuanceret meningsudveksling og ny informationsdannelse. Det er bestemt ikke nydeligt i et land, som Danmark, der gerne vil fremstå som et demokratisk land.

Så, – tilbage til udgangspunktet, for min nytårshilsen, til de mange mennesker, der læser The People Press, følger os på facebook og udenfor facebook, hvor vi deler tanker, udveksler enigheder og uenigheder, – det skal vi blive ved med!

Vi skal blive ved med det, på facebook og andre sociale medier.

Vi skal mødes og gøre det.

Vi skal forsamles og gøre det.

Vi og Danmark, skal forsat være et demokrati i ord og handlinger, med entydig respekt for FN’s menneskerettighedserklæringer, og dermed også entydig respekt for vore egne borgerrettigheder.

En coronavirus må ikke kunne udfordre vores rettigheder, som den gør nu, for det vidner om en politisk elite i vort samfund, der ikke anerkender menneskerettigheder, som rettigheder, men derimod som politiske muligheder!

Menneskerettigheder, skal ikke ses som en politisk mulighed, men som entydige rettigheder, for ellers gentager fortiden sig, hvor særlige befolkningsgrupper, udskammes og forhindres i at nyde lige livsbetingelser, på linje med – de politiske accepterede mennesker.

Det unikke ved 2020, – det er, at vi en fredstid, har smagt på livet, som det opleves i militæreregimer, politistater, egenudnævnte og meget egenrådige lederes hverdag, – for sine borgere.

Det har sat en erkendelsesudvikling og afledt holdningsudvikling, i gang, hos mange mennesker i Danmark, men bestemt også internationalt.

Vi er midt i en demokratisk opvågning af store befolkningsgrupper, der for nogen mennesker, skaber utryghed og usikkerhed, for deres fremtid og mennesker, som de har kært. Denne utryghed og usikkerhed, er desværre ofte betingende for, at mange vælgere, ønsker en stærk leder. Ikke en demokratisk leder, der lytter til befolkningen og deres oplevelser af virkeligheden, men blot en stærk leder, der viser vejen for alle andre.

Som vores verden er i dag …og Danmark og dens danske befolkning er i dag, – … der er vi mere end rigelig uddannet til at forstå vores samtid, så vi behøver ikke despoter og demagogiske ledere, der med tårevædet øjne i bedste TV-sendetid, fortæller os, at de vil os det bedste.

Vi skal som borgere, først og fremmest stole på os selv, stole på rigtigheden af vores tanker og oplevelser af vor samtid, samt stole på vigtigheden af vores ønsker for egen fremtid, – men, så kommer der store MEN – vi skal også respektere andre mennesker, på samme vis, som vi ønsker at blive respekteret selv.

En oplyst, selvreflekterende befolkning, med et stærkt selvværd og dermed tro på egne og andres evne til at nå unikke mål, for sig selv og andre, – det er hvad en topleder, statsledere og politikere skal støtte op omkring, igennem en tillidsfuld og respektfuld dialog.

….. – så kan vi som enkeltpersoner, erhvervsvirksomheder og land, udrette mirakler og nå udviklingsmål, som andre lande vil kigge misundeligt efter, for at forstå, – hvordan lykkes Danmark hermed.

Danmark er meget vel et geografisk lille land, men vidensmæssigt og vor evne til at mobilisere vor viden til ekstraordinære og resultatskabende handlinger, – der er vi et helt unikt land.

Vi skal derfor ikke lade os fortælle, hvornår vi skal gå i seng, som små børn.

Vi skal derfor ikke lade os fortælle, hvordan vi skal afholde vores juleaften.

Vi skal derfor ikke lade os fortælle, hvilken vej vi skal gå omkring eksempelvis de københavnske søer.

Vi skal invitere til en tillidsfuld dialog og ansvarlighed, på baggrund af videnskabelige holdbare og reelle faktuelle oplysninger.

Så, mit nytårsønske for det nye år, det er, at langt flere mennesker, vil tage tilliden til sig selv, tilliden til deres unikhed, tilliden til deres kompetencer … at de vil tage alt det tilbage til sig selv, som led i at mærke sig selv, som et ressourcefuldt og resultatsskabende menneske, der kan nå rigtig mange af sine mål og ønsker for livet, – samt ligeledes bistå andre med at lykkes på samme vis. Og, det er uden, at de behøver at gå tidligt i seng.

Når man lader sine unikke talenter, passion og glæde fylde sit liv og handlinger, så sover man ofte meget mindre, for hvorfor gå glip af et dejligt liv.

Hermed de bedste nytårsønsker.

Marcus Vigilius Brendstrup

Chefredaktør for ThePeoplePress.com

CEO for MVmdcc.com

NB. I  ovenstående Nytårshilsen, omtales begrebet – oplysningstiden version 3.0. Hvis du vil læse mere om oplysningstiden – version 3.0 – så benyt dette link – Artikel om oplysningstiden – version 3.0