Med enestående adgang til tv-interviewene – med den legendariske tv-vært David Frost, kaster nedenstående dokumentarfilm – lys over konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor fremtrædende personer fra begge sider åbner sig foran kameraet.

Disse bemærkelsesværdige samtaler med David Frost – samt bidrag fra nutidige personer, herunder præsident Bill Clinton, premierminister Tony Blair, CNN-studievært Christiane Amanpour og historikeren Simon Sebag Montefiore – er yderst indsigtsgivende og vigtige, for at forstå efterfølgende artikels refleksioner.

Derfor starter vi denne artikel, med efterfølgende dokumentarfilm.

Sky Documentary: David Frost Vs The Middle East:

Denne dokumentarfilm og dens ekstraordinære tv-interviews, efterlader én med spørgsmålene: Hvordan skabes fred og hvor er de modige mennesker i dag – og hvem tør tage det første skridt?

Arbejdsspørgsmål, som vi arbejder videre med i den efterfølgende artikel, med overskriften – “Fra Oslo-aftalen til Gaza – hvordan håbet om fred blev afløst af krav om international ansvarlighed”. En artikel , vi har opdelt på følgende vis:

• Del 1 – Et håndtryk, verden troede ville ændre historien
• Del 2 – Freden, der blev skudt i sænk
• Del 3 – Fra fredsproces til folkeret
• Del 4 – Europa mellem folkeretten og den politiske virkelighed
• Del 5 – Virksomhedernes ansvar i en verden præget af konflikt
• Del 6 – Afslutning: Hvor er de modige mennesker i dag?

Hvorfor denne artikel?

Konflikten mellem Israel og Palæstina er blandt verdens mest omdiskuterede.

Men den er også blandt de mest fragmenterede.

Nyheder fortæller ofte, hvad der skete i går.

Denne artikel forsøger i stedet at besvare et andet spørgsmål:

Hvordan hænger begivenhederne sammen?

Derfor begynder vi i 1993.

Ikke fordi historien begynder dér.

Men fordi Oslo-aftalen blev det øjeblik, hvor verden troede, at konflikten kunne bevæge sig fra krig til forhandling.

Først når den historie forstås, bliver det muligt at forstå, hvorfor internationale domstole, FN-kommissioner, virksomheder, universiteter og europæiske demokratier i dag, er blevet en del af den samme fortælling.

Fra Oslo-aftalen til Gaza – hvordan håbet om fred, gradvist blev afløst af spørgsmål om international ansvarlighed

Del 1 – Et håndtryk, verden troede ville ændre historien

Den 13. september 1993 var verdens øjne rettet mod plænen foran Det Hvide Hus i Washington D.C.

Foran de internationale tv-kameraer stod USA’s præsident, Bill Clinton, mellem Israels premierminister, Yitzhak Rabin, og formanden for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), Yasser Arafat. Tre mænd, der hver især bar et ansvar, som rakte langt ud over deres egne nationers grænser.

Det var ikke blot en underskrivelse af en politisk aftale.

Det var et øjeblik, hvor en verden præget af årtiers konflikt for første gang i lang tid – fik lov til at tro, at fred mellem israelere og palæstinensere måske ikke længere var en utopi.

Da Rabin og Arafat rakte hånden frem mod hinanden, blev håndtrykket øjeblikkeligt et af det 20. århundredes mest ikoniske billeder. Ikke fordi uenighederne var forsvundet. Tværtimod. Begge ledere vidste, at de fortsat stod over for dybe politiske, religiøse og historiske konflikter. Men de havde valgt noget, som ofte er langt vanskeligere end at føre krig.

De havde valgt at tale sammen.

Kort tid efter samler den britiske journalist David Frost – de centrale aktører i dokumentaren David Frost vs. The Middle East. Interviewene giver et sjældent indblik i de overvejelser, håb og bekymringer, der prægede tiden umiddelbart efter Oslo-aftalen. Optimismen er tydelig, men det samme er bevidstheden om, hvor skrøbelig processen er. Fred skabes ikke alene ved underskrifter. Den skal også overleve den politiske virkelighed, når kameraerne er slukket.

Set med nutidens øjne – er den opdaterede dokumentar, mere end et historisk tv-program.

Den er et tidsbillede af et øjeblik, hvor ledere på begge sider – trods dyb mistillid – valgte dialog frem for konfrontation. Derfor er dokumentaren også en påmindelse om, at fredsprocesser ikke begynder med enighed. De begynder med modet til at sætte sig ved det samme bord.

Når man ser dokumentaren i dag, er det svært ikke samtidig at tænke på alt det, der siden fulgte. Attentatet på Yitzhak Rabin. Sammenbruddet af Oslo-processen. Nye bølger af vold. Terrorangreb. Militære operationer. En fred, der syntes længere væk for hvert år, der gik.

Tre årtier senere er konflikten igen blandt verdens mest omdiskuterede. Denne gang er det ikke længere kun diplomater og politikere, der præger overskrifterne. Internationale domstole, FN-kommissioner, menneskerettighedsorganisationer, universiteter, virksomheder og civilsamfund er blevet en del af den samme fortælling.

Alligevel er det måske ikke de juridiske spørgsmål, der først trænger sig på.

Måske er det historiske.

For når man ser tilbage på billederne fra Det Hvide Hus i september 1993, melder et andet spørgsmål sig næsten af sig selv:

Hvor er de modige mennesker i dag?

Del 2 – Freden, der blev skudt i sænk

Det er let, næsten tre årtier senere, at betragte Oslo-aftalen som et naivt eksperiment. Men det ville være en historisk forenkling.

For både Yitzhak Rabin og Yasser Arafat vidste, at de satte deres egen politiske fremtid på spil. Ingen af dem, havde deres respektive befolkninger, entydigt bag sig. Tværtimod voksede modstanden hurtigt blandt dem, der mente, at enhver indrømmelse til modparten var et svigt.

Mens verden fortsat talte om fred, voksede utilfredsheden på begge sider af konflikten.

Den 4. november 1995 blev Yitzhak Rabin skudt og dræbt efter et fredsmøde i Tel Aviv.

Det var ikke en palæstinenser, der affyrede skuddene.

Det var den israelske højreekstremist Yigal Amir, som mente, at Rabin havde forrådt Israel – ved at indgå Oslo-aftalen.

Med attentatet mistede Israel ikke blot sin premierminister.

Fredsprocessen mistede en af sine vigtigste drivkræfter.

Historikere er fortsat uenige om, hvorvidt Oslo-processen kunne være lykkedes, hvis Rabin havde overlevet. Det spørgsmål kan ingen besvare med sikkerhed. Men attentatet blev et vendepunkt. Ikke alene fordi en statsleder blev myrdet. Men fordi mordet demonstrerede, hvor voldsom modstanden mod fred kunne være – også indefra.

Det er en vigtig historisk påmindelse.

Når konflikten mellem israelere og palæstinensere beskrives, fremstilles ekstremisme ofte som noget, der alene kommer udefra. Virkeligheden er mere kompleks. Gennem årtier har ekstremistiske kræfter på begge sider, gentagne gange – bidraget til at underminere forsøg på dialog og kompromis.

Oslo-processen blev heller ikke alene udfordret af attentatet mod Rabin. Selvmordsbombninger, væbnede angreb, fortsatte bosættelser, politiske magtskifter og en voksende gensidig mistillid, gjorde det stadig vanskeligere – at fastholde den tillid, som fredsaftalen byggede på.

Da Yasser Arafat døde i november 2004 på et hospital i Frankrig, forsvandt endnu en af de centrale skikkelser fra Oslo-processen.

Omstændighederne omkring hans død har siden været genstand for omfattende undersøgelser og betydelig debat. Flere undersøgelser har peget i forskellige retninger, og der findes fortsat ingen internationalt anerkendt konklusion om dødsårsagen eller om, hvorvidt han blev udsat for en bevidst forgiftning. Spørgsmålet er derfor fortsat omstridt.

Uanset forklaringen står én historisk kendsgerning tilbage.

Få år efter håndtrykket foran Det Hvide Hus – var begge de mænd, som personificerede Oslo-processen, væk.

Tilbage stod en fredsproces uden sine stærkeste politiske symboler.

Og verden bevægede sig gradvist væk fra de billeder, som David Frost dokumenterede i begyndelsen af 1990’erne.

I stedet blev nye generationer af israelere og palæstinensere født ind i en virkelighed, hvor checkpoints, raketangreb, militære operationer, terrorhandlinger, bosættelser og tilbagevendende krige, kom til at definere hverdagen langt mere – end minderne om Oslo.

Det er på denne baggrund, at den aktuelle konflikt må forstås.

Ikke som en begivenhed, der opstod den 7. oktober 2023.

Men som kulminationen på en fredsproces, der gennem årtier gradvist mistede sit politiske fundament.

Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt alene – at spørge, hvem der bærer ansvaret for nutidens tragedie.

Vi må også spørge, hvordan verden reagerer, når håbet om fred erstattes af en virkelighed, hvor internationale institutioner i stigende grad – må tage stilling til spørgsmål om krigsforbrydelser, menneskerettigheder og staters ansvar.

Det er her, fortællingen bevæger sig fra historien til nutiden.

Og det er her, den seneste rapport fra FN’s menneskerettighedssystem bliver central.

Del 3 – Fra fredsproces til folkeret

Da Oslo-aftalen blev underskrevet i 1993, var håbet, at fremtidige konflikter skulle løses gennem diplomati og politiske forhandlinger.

Tre årtier senere er store dele af verdenssamfundets opmærksomhed i stedet rettet mod internationale domstole, FN-kommissioner og menneskerettighedsinstitutioner. Konflikten mellem Israel og Palæstina handler ikke længere alene om territorier, sikkerhed og politiske forhandlinger. Den handler i stigende grad også om folkeret, international humanitær ret og spørgsmålet om, hvordan verdenssamfundet skal reagere, når civile bliver ofre for væbnede konflikter.

Et af de mest omfattende bidrag til denne debat er FN / OHCHR rapporten “The essence of childhood has been destroyed”: Israel’s deliberate targeting of Palestinian children in the Occupied Palestinian Territory since 7 October 2023 (A/HRC/62/CRP.2), udarbejdet af Independent International Commission of Inquiry on the Occupied Palestinian Territory, including East Jerusalem, and Israel. (Rapporten, kan læses og downloades, via dette link )

Rapportens titel efterlader ingen tvivl om kommissionens fokus.

Den undersøger de konsekvenser, konflikten siden den 7. oktober 2023 har haft for palæstinensiske børn, og beskriver, hvad kommissionen vurderer som alvorlige overtrædelser af international humanitær ret og internationale menneskerettigheder begået mod børn.

Ifølge rapportens resumé har israelske sikkerhedsstyrkers handlinger siden den 7. oktober 2023 medført omfattende fysisk og psykisk skade på palæstinensiske børn, herunder mindst 20.179 dræbte og 44.143 sårede børn på tidspunktet for rapportens udarbejdelse. Kommissionen beskriver desuden, hvad den vurderer som bevidste angreb på børn, angreb på hospitaler, skoler, børnehjem og anden infrastruktur med afgørende betydning for børns sundhed og udvikling. Rapporten undersøger ligeledes forhold omkring frihedsberøvelse, tortur, umenneskelig behandling, samt de langsigtede konsekvenser af de humanitære forhold i Gaza – for børns overlevelse, sundhed og udvikling.

For mange læsere kan de mange internationale institutioner virke vanskelige at skelne fra hinanden.

… Men deres opgaver er forskellige.

Den uafhængige undersøgelseskommission har til opgave at undersøge og dokumentere mulige overtrædelser af international ret og fremsætte anbefalinger.

International Court of Justice (ICJ) behandler tvister mellem stater. Domstolen har blandt andet behandlet Sydafrikas sag mod Israel og tidligere afgivet en rådgivende udtalelse om de retlige konsekvenser af Israels politik og praksis i de besatte palæstinensiske områder.

International Criminal Court (ICC) har en anden rolle. Domstolen efterforsker enkeltpersoners eventuelle strafansvar for internationale forbrydelser som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, når betingelserne for dens jurisdiktion er opfyldt.

Denne sondring er afgørende for at forstå rapportens anbefalinger.

Rapportens måske mest bemærkelsesværdige del findes ikke alene i dens beskrivelser af konflikten, men i dens afsluttende anbefalinger.

Efterfølgende bevæger kommissionen sig fra dokumentation, til spørgsmålet om international ansvarlighed.

Anbefalingerne retter sig ikke alene mod Israel.

De retter sig også mod verdens stater, FN’s Sikkerhedsråd, FN’s Generalforsamling, FN’s generalsekretær og ICC’s anklagemyndighed.

Til Israels regering anbefaler kommissionen blandt andet et øjeblikkeligt stop for de militære operationer i Gaza, implementering af ICJ’s foreløbige foranstaltninger og rådgivende udtalelse, – ophør af nye bosættelsesaktiviteter, ansvarlighed for personer med politisk og militært kommandoansvar, samt fuldt samarbejde med ICC.

Kommissionen retter samtidig en række usædvanligt konkrete anbefalinger til FN’s medlemsstater. Blandt disse er opfordringer til at samarbejde med ICC om eksisterende arrestordrer, standse overførsler af våben og militært udstyr, hvor der er risiko for anvendelse til internationale forbrydelser, gennemføre nationale efterforskninger, samt indføre målrettede sanktioner mod israelske ministre, embedsmænd, militære ledere og ekstreme bosættere, hvis de måtte være ansvarlige for eller have tilskyndet til alvorlige overtrædelser af international ret.

Rapporten opfordrer desuden FN’s Sikkerhedsråd til at overveje omfattende sanktioner og restriktioner mod Israel, mens FN’s Generalforsamling opfordres til at arbejde for et forbud mod militærrelateret handel med Israel og sanktioner, som følge af overtrædelser af international ret. Samtidig anbefales FN’s generalsekretær at udvide overvågningen og rapporteringen om børn i konflikten, mens ICC’s anklager opfordres til fortsat at prioritere efterforskningen af forbrydelser mod børn.

Uanset om man er enig eller uenig i kommissionens vurderinger og anbefalinger, illustrerer rapporten én udvikling med stor tydelighed.

Tre årtier efter Oslo-aftalen handler den internationale debat ikke længere alene om, hvordan fred kan opnås mellem Israel og Palæstina.

Den handler i stigende grad også om, hvordan international ret skal håndhæves, når en FN-undersøgelseskommission vurderer, at alvorlige overtrædelser kan have fundet sted, og hvilke konsekvenser verdenssamfundet mener, dette bør få.

Dermed er fortællingen også flyttet.

Fra fredsforhandlinger.

Til international ansvarlighed.

Og netop derfor bliver det næste spørgsmål uundgåeligt:

… Hvordan reagerer de europæiske demokratier på denne udvikling?

Del 4 – Europa mellem folkeretten og den politiske virkelighed

Hvis Oslo-aftalen var et symbol på diplomatiets muligheder, illustrerer den aktuelle debat i Europa, hvor vanskeligt det kan være at omsætte international ret til konkret politik.

Den uafhængige FN-kommissions rapport – retter en række omfattende anbefalinger til Israel, verdens stater, FN’s institutioner og Den Internationale Straffedomstol. Men anbefalinger ændrer ikke i sig selv staters politik.

Det gør regeringer.

Det gør parlamenter.

Og det gør de demokratiske samfund, som hver dag må afveje hensynet til sikkerhed, internationale alliancer, menneskerettigheder og folkeretten.

Netop derfor er Europas reaktion blevet en del af historien.

Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig i Gaza har europæiske regeringer stået over for en vanskelig balance.

På den ene side har de fleste regeringer understreget Israels ret til selvforsvar.

På den anden side har de samtidig gentaget, at udøvelsen af denne ret skal ske inden for rammerne af international humanitær ret og med respekt for beskyttelsen af civile.

Efterhånden som konflikten har udviklet sig, og internationale domstole, samt FN-organer har fremlagt deres vurderinger, er presset på de europæiske regeringer vokset.

Spørgsmålet er ikke længere alene, hvordan man skaber fred.

Spørgsmålet er også, hvordan stater reagerer, når internationale institutioner anbefaler konkrete handlinger, som kan få betydelige diplomatiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser.

Denne udvikling har ikke alene påvirket regeringer.

Den har også sat den offentlige debat under pres.

I en række europæiske lande er demonstrationer, offentlige markeringer og politiske kampagner med relation til konflikten, blevet mødt med forskellige former for restriktioner eller øget myndighedsmæssig opmærksomhed. Samtidig har debatten om antisemitisme, islamofobi, racisme og hadforbrydelser, fået en langt mere fremtrædende plads i den politiske dagsorden.

Danmark er ingen undtagelse.

Den danske regering har fastholdt sin støtte til Israels ret til selvforsvar, samtidig med at den har understreget betydningen af, at folkeretten respekteres.

Parallelt hermed har Folketinget og regeringen styrket indsatsen mod antisemitisme gennem politiske aftaler, nationale handlingsplaner, øget monitorering og undervisningsinitiativer. Straffelovens § 266 b beskytter allerede grupper mod trusler, forhånelse og nedværdigelse på grund af blandt andet religion, race og etnisk oprindelse, mens de nyere initiativer har haft et særligt fokus på at forebygge og bekæmpe antisemitisme.

Disse initiativer har mødt bred opbakning, som en nødvendig indsats mod diskrimination og hadforbrydelser.

Samtidig rejser udviklingen et principielt spørgsmål, som rækker langt ud over konflikten mellem Israel og Palæstina.

Hvordan sikrer et demokratisk samfund, at beskyttelsen af én udsat gruppe sker inden for menneskerettighedernes universelle rammer, således at alle borgere – uanset religion, etnicitet eller politisk overbevisning – oplever den samme retssikkerhed og den samme beskyttelse af deres grundlæggende frihedsrettigheder?

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt antisemitisme skal bekæmpes.

Det skal den.

Ligesom racisme, islamofobi og andre former for diskrimination skal bekæmpes.

Spørgsmålet er snarere, hvordan demokratiske samfund bevarer den grundlæggende idé om, at menneskerettigheder ikke tildeles efter politiske prioriteringer, men gælder universelt og lige for alle.

Det er en balance, som alle demokratiske samfund må forholde sig til.

Og netop derfor bliver konflikten mellem Israel og Palæstina ikke længere alene en konflikt mellem to folk.

Den bliver også en prøve på, hvordan demokratiske samfund omsætter deres egne værdier til konkret politik.

Denne problemstilling stopper heller ikke ved parlamenternes lovgivning.

Den fortsætter på universiteterne.

Hos investorer.

I pensionskasser og deres investeringer.

Og hos internationale virksomheder, som hver dag må træffe beslutninger om handel, investeringer og transport i en verden, hvor folkeret, etik og økonomi i stigende grad mødes.

Det leder videre til et spørgsmål, som også danske virksomheder er blevet konfronteret med:

… Hvilket ansvar har globale virksomheder, når deres aktiviteter bliver en del af en væbnet konflikt?

Del 5 – Virksomhedernes ansvar i en verden præget af konflikt

Når internationale konflikter udvikler sig, er det ikke alene regeringer og internationale organisationer, der bliver stillet til ansvar.

Også virksomheder bliver i stigende grad mødt med spørgsmål om deres rolle.

I en globaliseret verden transporterer rederier varer mellem kontinenter. Banker finansierer internationale handler. Forsikringsselskaber dækker globale forsyningskæder. Teknologivirksomheder leverer digitale løsninger, mens universiteter indgår forskningssamarbejder på tværs af landegrænser.

Det betyder, at virksomheder og institutioner i dag – kan blive en del af konflikter, uden selv at være parter i dem.

Udviklingen har de seneste år – medført en voksende international debat, om virksomheders ansvar.

Ikke blot et etisk ansvar.

Men også et ansvar, som i stigende grad beskrives gennem internationale standarder om menneskerettigheder, ansvarlig virksomhedsadfærd og due diligence.

Det gælder også konflikten mellem Israel og Palæstina.

I Danmark har rederivirksomheden Maersk været genstand for offentlig debat og kritik – fra blandt andre aktivister og civilsamfundsorganisationer, som har stillet spørgsmål ved virksomhedens transport af udstyr med relation til Israel. Kritikken har blandt andet handlet om, hvorvidt globale logistikvirksomheder bør foretage særlige vurderinger af deres aktiviteter, når de indgår i eller understøtter forsyningskæder til områder præget af væbnet konflikt.

Maersk har på sin side fastholdt, at virksomheden opererer inden for gældende national og international lovgivning og løbende vurderer sine aktiviteter i overensstemmelse med virksomhedens egne politikker og internationale regler.

Netop dette illustrerer det dilemma, som mange internationale virksomheder i dag står overfor.

Er det tilstrækkeligt at overholde gældende lovgivning?

Eller forventer samfundet i stigende grad, at virksomheder også foretager selvstændige vurderinger af de menneskeretlige konsekvenser af deres aktiviteter?

Spørgsmålet rækker langt ud over konflikten mellem Israel og Palæstina.

Det gælder også krigen i Ukraine.

Konflikter i Sudan.

Myanmar.

Og andre områder, hvor internationale virksomheder fortsat opererer under vanskelige forhold.

Den voksende betydning af internationale standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd viser samtidig, at virksomheder i stigende grad – bliver en del af den offentlige debat, om menneskerettigheder og folkeret.

Ikke nødvendigvis fordi de selv fører krig.

Men fordi deres produkter, tjenester eller logistiske kapacitet – kan få betydning for, hvordan konflikter udvikler sig.

Det er en udvikling, som stiller nye krav til både virksomheder, investorer og regeringer.

Og den rejser et grundlæggende spørgsmål:

… Hvor går grænsen mellem en virksomheds juridiske ansvar og dens etiske ansvar?

Det spørgsmål er næppe nyt.

Men i takt med at internationale konflikter, bliver tættere forbundet med globale forsyningskæder, bliver det stadig vanskeligere at adskille de to.

Del 6 – Afslutning: Hvor er de modige mennesker i dag?

Den 13. september 1993 stod tre mænd foran verdenspressen på plænen foran Det Hvide Hus.

De repræsenterede ikke blot hver deres nation.

De repræsenterede et håb.

Yitzhak Rabin og Yasser Arafat var langt fra enige om fortiden.

Men de var enige om én ting.

At fremtiden måtte forsøges skabt gennem dialog, frem for fortsat krig.

Historien ville det anderledes.

Rabin blev myrdet.

Arafat døde ni år senere – under omstændigheder, som fortsat diskuteres.

Fredsprocessen mistede gradvist sit politiske fundament.

Samtidig voksede nye generationer op – på begge sider af konflikten, med krig som en tilbagevendende del af deres hverdag.

Tre årtier senere handler den internationale debat ikke længere – først og fremmest – om fredsforhandlinger.

Den handler om internationale domstole.

FN-undersøgelser.

Krigsforbrydelser.

Menneskerettigheder.

Sanktioner.

Arrestordrer.

Og spørgsmålet om, hvordan verdenssamfundet skal reagere, når folkeretten udfordres.

Det er i sig selv en historisk udvikling.

For da David Frost interviewede de centrale aktører – efter Oslo-aftalen, var det håbet om fred, der fyldte samtalerne.

I dag fylder konsekvenserne af, at freden udeblev.

Den udvikling bør give anledning til eftertanke.

Ikke alene i Israel og Palæstina.

Men også i Europa.

Hos regeringer.

Hos internationale organisationer.

Hos virksomheder.

På universiteter.

Og blandt os som borgere.

For menneskerettigheder mister deres styrke, hvis de alene forsvares, når det er politisk bekvemt.

Folkeretten mister sin autoritet, hvis den alene håndhæves, når det er diplomatisk omkostningsfrit.

Og fred mister sin mulighed, hvis ingen længere tør løbe den politiske risiko, som enhver fredsproces kræver.

Måske er det derfor – at det vigtigste spørgsmål, efter at have set David Frosts dokumentar – ikke længere handler om fortiden.

Det handler om nutiden.

Hvor er de modige mennesker i dag?

Ikke nødvendigvis de ledere, som tænker på næste valg.

Men de ledere, diplomater, jurister, forskere, virksomheder og borgere, som tør insistere på, at international ret, menneskerettigheder og menneskelig værdighed ikke må afhænge af, hvem konflikten handler om.

Historien viser, at fred ikke skabes af mennesker, der er enige om alt.

Den skabes af mennesker, der – trods dybe uenigheder – tør begynde samtalen.

Det var den arv, Rabin og Arafat efterlod verden.

Spørgsmålet er, hvem der er villig til at føre den videre?

Yours sincerely

The Editorial Team

ThePeoplePress.com

– The Truth Matters to Us –

– Your Truth Matters to Us –

NB! Hvis du har værdsat at læse denne artikel, så vil det glæde os, hvis du giver en donation via MobilePay + 45 9390 9348, for så hjælpe du os til at fortsætte vores arbejde, der sikre øget respekt om borgerrettigheder, menneskerettigheder og dyrs rettigheder.